fredag den 31. december 2010

Godt nytår!

Det startede så skidt, men endte så godt!

Jeg mærker fra dag til dag, at der kommer mere og mere ro i mit sind, at vi "lander" som en familie 5 og har fundet vores ståsted. På det personlige plan, har jeg stadig nogle overvejelser om, hvad fremtiden skal bringe, men vigtigst er familielivet og derfor er det ikke tid til de store ændringer her og nu.

Jeg ser med glæde frem mod 2011, hvor jeg håber den opadgående formkurve fortsætter.



P.S. Hvis du vil se et lækkert nytårsoutfit, så hold øje med siden her! Outfittet bliver vist frem sidst på eftermiddagen ;-))

mandag den 27. december 2010

Frikort

Jeg har for mange år siden aftalt med gemalen, at jeg har frikort til 3 mænd! De 2 er navngivne, den sidste min hemmelighed ;-) Frikortet betyder, at hvis jeg kan score en af disse mænd, så er der frit slag for en aften!!

Til sommer skal jeg møde en af disse mænd. Jeg er nemlig - af gemalen! - blevet foræret en billet til Take That-koncerten i Parken til sommer og her er Robbie jo med!

Robbie der har været på re-hab adskillige gange. Robbie der har siddet i en amerikansk ørken i dagevis og kigget efter ufoer!. Robbie der indimellem har opført sig som et lille barn, der skulle have hjælp til alt. Robbie der viste røv i Tivoli. Ynkelig måske, men også den Robbie der i den grad tryllebandt mig og 47000 andre da han sidst optrådte i Danmark. Charmetrolden, gavflaben, sangeren, danseren og entertaineren med det skønneste og frækkeste blik i øjnene!






F*** hvor jeg glæder mig!!

P.S. Gemalen har selvfølgelig også sine frikort til nogle ligeså uopnåelige "flammer"! ;-))

Glædelig bagjul

Tiden fløj afsted i dagene op til jul. Vi skulle 12 mand herhjemme juleaften, til julefrokost 1. juledag med medbragt mad og have 18 mand i huset igen 2. juledag, så der var nok at se til de sidste par dage op til jul.
Men hvilken jul vi har haft. Så hyggelig, afslappet og helt igennem skøn ikke mindst når jeg mindes julen sidste år. Hold op hvor har jeg nydt at have overskud til at nyde børnene og alle de mennesker vi har været sammen med. ALDRIG mere skal jeg have det som sidste jul. ALDRIG!

Dagene har været lidt udfordrende for Malthe. Han har det stadigt svært med for mange mennesker, så vi har skærmet ham på bedste vis. 1. juledag tog jeg hjem med ham efter et par timer, og de øvrige dage har han brugt en del tid i vores arme indtil han var klar til at tulle omkring. Vi har også talt med ham om, at de "ikke tager ham", "at han skal blive hos os" og "at de går igen". Det er som om det giver ham lidt ro, når vi siger det. Vi synes det er et sundhedstegn, at han er kritisk og tilbageholdende, når han er sammen med mennesker han ikke ser tit. Hellere det end den udfarende ukritiske adfærd, vi så i starten af vores tid sammen.

Frederik og Andrea har nydt julen - de elsker begge selskabelighed. Desværre har Andrea brugt de sidste 2 dage i sengen med feber og lidt opkast, men indtil da storhyggede hun sig. Frederik har i særdeleshed nydt al julemaden, så den står vist på lidt ekstra gåture og nogle gulerødder, når hverdagen starter igen. 

Denne uge er startet med udryddelse af jule dillerdalleret. Nu gider jeg ikke se mere på det! Send mig hellere nogle forårsblomster ;) Derudover skal vi et smuuu....t til Thy, inden vi lægger hus til årets nytårsgilde i gode venners lag på fredag.

Med dette billede af det smukkeste juletræ, ønskes I alle en glædelig bagjul.

tirsdag den 21. december 2010

"Juledemens"?

Julekortene er afsendt fulde af stave og trykfejl!
Dansklæreren er åbenbart så meget på barsel eller ramt af juledemens, at hun hverken kan stave eller læse korrektur. (De sidsde gør sej desvære gælene de mesdæ af åred, når de kåmmer tel ejne texder).

Derudover lider jeg af demensbulimi - æder og æder, men glemmer at kaste op!

Og hvor er juletræsfoden? Og gaven til mor?

Hvordan skal det ikke ende? Mon juleaften bliver uden kartofler og and??

Nå, men egentlig ville jeg have postet julekortet her i stedet for at skrive dette indlæg, men nu da jeg har fundet alle fejlene, så får I det ikke at se. Men ungerne skal I ikke snydes for:


lørdag den 18. december 2010

Årets julekort???

Man tager 3 børn heriblandt en udbryderkonge, gråd, grin, håndtegn og en bunke frækhed. 385 billeder senere ser resultatet sådan ud:






lørdag den 11. december 2010

Den 11. december 2009

- revnede ballonen med et ordentlig brag!

For præcis et år siden fandt jeg pludselig mig selv grædende i en butik. Min søster stod i prøverummet og kiggede uforstående, da jeg stak hovedet ind og meddelte, at jeg var nødt til at køre hjem. Jeg fik mig kæmpet ned at gågaden og om til bilen uden, at alt for mange studsede over, hvad der mon var galt. I bilen slap jeg min hulken fri og ringede til Henrik. Jeg så mig på ingen måde i stand til at hente børnene, så jeg bad ham køre hjem. Han kunne godt høre den var helt gal og kørte straks hjem. Hjemme ringede jeg til min mor, der bad mig om straks at sygemelde mig. En stor overvindelse, men omvendt havde jeg ikke tidligere oplevet det jeg stod i netop da og var lidt forskrækket, så jeg valgte at parere ordre og ringede til min leder. Her blev jeg mødt med forståelse og blev sygemeldt.

Forud var gået et efterår, hvor jeg var blevet dårligere og dårligere. Jeg så det ikke klart dengang, men nu står det lysende klart får mig, og jeg kan få det helt dårligt over, hvor skidt jeg egentlig havde det. Manglende søvn, spændinger i hele kroppen, manglende overskud, sovende fornemmelse i arme og ben, en sitrende fornemmelse i kroppen, som jeg nu ved var milde angstanfald.

Jeg havde konsulteret lægen med den sovende fornemmelse, men adspurgt om jeg var stresset, benægtede jeg. Det samme ved første seance hos fysioterapeuten. En PAS-konsulent havde, ved et arrangement i Adoption & Samfund, hvor vi havde givet et oplæg om ventekuller, klart tilkendegivet, at en lange ventetid på barn var en stressfaktor ud over det sædvanlige. Her tilkendegav jeg også, at jeg havde styr på det vha en humoristisk distance. Disse små prik endte med at jeg begyndte at mærke efter hvordan jeg egentlig havde det og så var det, at det hele pludselig revnede.

Den kommende tid stod den på søvn 3 - 4 gange om dagen, fysioterapi, psykologsamtaler og ro, ro, ro. Jeg fik heldigvis - i forhold til mange andre - slået bremsen i inden jeg røg helt ud over kanten (selvom det ikke føltes sådan på det tidspunkt) og efter 5 uger var jeg tilbage på arbejde.

Det var grumt og det var grimt mens det stod på, men der har også medvirket til, at jeg har fået nogle teknikker til at registrere og afhjælpe, hvis jeg mærker, at der igen er uro i kroppen. Uroen kommer især hvis jeg ikke får søvn nok. Efter jeg var raskmeldt og frem til vi fik Malthe, blev min søvn rigtig god.
Men nu er den selvfølgelig afbrudt mange gange igen og der er også indimellem nætter, hvor jeg er vågen med Malthe et par timer. Står det på nogle dage i træk, kan jeg mærke at jeg "får uro"- og derfor prioriterer jeg mine dage benhårdt. Jeg SKAL sove middagssøvn hver dag, sålænge børnene ikke sover igennem om natten!

Jeg har det godt idag, har meget mere ro indeni og det er en kæmpe lettelse at tiden på venteliste er slut. Jeg har lært meget af forløbet, om mig selv og hvad jeg kan holde til. Selvom jeg idag føler mig 100% rask, så vil en lidt lavere stresstærskel efter manglende søvn, nok altid var et "levn" fra nedturen.

fredag den 10. december 2010

Tunnelmiraklet

Malthe er for alvor begyndt at lege alene. Idag fandt vi for første gang Brio togbanen frem. Den skal nok blive et hit. Se bare her:



mandag den 6. december 2010

"Ba-bit"

Min søn er en lømmel! Altså ikke Bølle-Frederik - men Banditten Malthe eller "ba-bit" som han selv siger.

Han tæver andre børn, hvis han kan komme til det. Skubber og rykker i hår! Meget frustrerende for forældrene og jeg undskylder på forhånd for alle de knubs han uddeler! Vi arbejder på "tilretningen"!!

Samtlige stole ved spisebordet ligger ned, for ellers sidder han oppe på bordet og kaster med kuglerne i juledekorationen. Han kravler op af badekarret konstant - når han er i bad altså! Han rykker ledninger ud af væggen, skiller husets spillemaskiner ad i atomer. Løber dagligt en tur med toiletbørsten, vasker hænder i toilettet, roder i skraldespanden, tømmer krus og tallerkenens indhold ud på bord eller gulv, trommer knytnæveslag ned i computerne. Kort sagt han er over alt og i alt og han gør konsekvent alt det han ved han ikke må, med det resultat at jeg er ved at rykke håret af mig selv i fortvivlelse. (Måske er det derfor han rykker i hår??? ;-)  )

Han kender godt ordet nej og forstår til en vis grad også betydningen af det, men han er bare så fræk og prøver i den grad sine forældre af - i særdeleshed sin mor! Når man siger nej, giver han 9 ud af 10 gange én det drilske, frække og meget charmerende blik, og så skynder han sige lige at gøre det igen. Skiderik! 1 ud af 10 gange får man selv en på snotten, når man beder ham lade være!

Det er så tydeligt, at han prøver os af. Han er godt på vej i sin tilknytning og skal nu lige være sikker på, at vi også vil ham, også når han laver ballade. Det vil vi selvfølgelig, men det tærrer godt nok på de få hår der er tilbage, som endnu ikke ér grå!

Det værste er næsten, når han også vil holde fest om natten. Han er nogle gange vågen i 2 timer, hvor han kæler, kysser, pludrer charmer og synger, så det ikke er til at stå for. Iflg PAS-konsulenten er det et godt tegn - der viser at han er ved at finde ud af, at vi der for alvor og altid, og derfor vil han os gerne døgnet rundt. Dejligt selvfølgelig, men fandme også hårdt!!

Heldigvis er han god til at sove middagssøvn, når bare han får lov at sove i sin seng, med sin flaske - som han bruger som sut - og mors tørklæde til at nusse med.  Når han sover, sover mor også!

torsdag den 2. december 2010

Bølle?

Frederiks højt elskede Moster Sanne, har altid sagt at han ligner Bølle-bamsen, som vi havde som barn.
Døm selv:



(Beklager den ringe billedkvalitet)

9 år

Tillykke smukke Frederik og TAK for dig!


tirsdag den 30. november 2010

En fæl forskrækkelse

I går faldt Malthe mens han havde et stykke riskiks i hånden - og munden. Han slog sig, græd og fik kiksen galt i halsen. Han hostede og hakkede, men skidtet sad fast, så jeg måtte både have ham på hovedet, banke ham på ryggen og have fingeren i halsen på ham, inden han igen trak vejret normalt.

Han græd selvfølgelig mens det stod på og nåede også at blive blå/rød i hovedet. Jeg nåede at tænke, at hvis ikke dette er ovre inden 20 sekunder, så ringer til 112. Nåede også at tænke, at ambulancerene rykker ud kun en kilometer herfra, så om ikke andet så kunne de forhåbentlig redde ham.

De 2 store græd og jeg må indrømme, at jeg også var ved at blive lidt nervøs og småtudede. Heldigvis kom der ret hurtigt derefter hul igennem, og han kunne trøstes færdig og alle beroliges. Andrea kiggede efterfølgende på mig med rædsel i øjnene og sagde: "Mor, jeg troede Malthe skulle dø!"

Da vi var kommet os lidt, fortsatte dagen sin vante gang og jeg tænkte ikke mere over episoden, før jeg idag sad i venteværelset hos lægen, og fik øje på nogle blodudtrækninger omkring øjnene på Malthe.
Mit hjerte gav et hop, og jeg nåede både at tænke på meningitis og på hvornår han kunne være faldet og have slået sig sådan. Nåede sågar at tænke; "bare ikke lægen tror jeg har slået ham!", inden jeg kom i tanke om episoden igår.

Inde hos lægen viste jeg hende straks de røde pletter, og hun reagerede prompte med spørgsmål om feber og almen tilstand - også hun tænkte meningitis. Da jeg fortalte hende om gårsdagens hændelse, blev hun mere rolig, undersøgte ham videre og konkluderede, at det "bare" var et resultat af at han havde været ved at blive kvalt! Vi fik det snakket godt igennem, og hun fortalte at jeg havde handlet rigtigt, da jeg forsøgte at hjælpe ham, men jeg var sgu lidt rystet da jeg gik derfra. Måtte lige småtude lidt, da jeg ringede og fortalte det til Henrik...

Han er heldigvis helt frisk og ligger nu og sover skønhedssøvn her ved siden af mig.



P.S. Øre-tjekket,  som var det egentlig mål for lægebesøget, gik fint.

mandag den 29. november 2010

Stræknylon og plateau

Jeg må indrømme at jeg er lidt at en ABBA-maniac.

Jeg har set Mamma Mia-filmen utallige gange og musicalen på engelsk og nu også på dansk. Var lidt spændt på, hvordan den ville være med danske tekster, men det var faktisk okay. Anne Linnets oversættelser, er i hvert fald markant bedre end oversættelserne i filmen. Vi nød forestillingen og gik derfra med lyst til fest og dans - som altid når man ser den forrygende afslutning på musicalen.

Bedst af det hele var dog, at Silas Holst var med i opsættelsen i Tivoli. Hvis ikke det var fordi, at både han og jeg er til mænd, ville jeg have gjort en ihærdig indsats for, at han skulle få øje på mig nede på række 26. Han er så charmerende og en fantastisk dansker. Både min søster og jeg ikke havde øje for andet, når han var på scenen :o!  Måske man skulle melde sig til "De fede trin" og håbe på, at han var med som danselærer? For hold da helt k..., hvor ville jeg gerne have en svingom eller 900 med ham!


Apropos ABBA-mania, så drømmer jeg om at komme til en fest med ABBA som tema. Jeg ville elske at iklæde mig en heldragt i stræk-nylon og plateaustøvler! Kan du se det for dig??
Sig endelig til hvis du skal til sådan en fest og mangler godt selskab - så kommer jeg!!


torsdag den 25. november 2010

Snottet musical


Sådan ser jeg ud idag:
Snot i hele hovedet! 

Men jeg har ikke i sinde at overgive mig til sygdom, så der er indkøbt hostesaft, næsespray og halstabletter, for imorgen skal Andrea og jeg på pigetur til København med moster og Josefine.

Vi skal se Mamma Mia i Tivoli - nøøøj hvor vi glæder os!




Zzzzz


Kl. 11:04 
Malthe falder i søvn i bryggerset.


Kl. 13:55
Der soves igennem. Bemærk mors halstørklæde rundt om flasken.


Kl. 15:00
Der soves stadig - og tørklædet følger med.


Kl. 15:10
Øv - mor vækkede mig efter 4 timers søvn!


Kl. 15:20 
SÅ er jeg klar!

onsdag den 24. november 2010

Min egen ismand!

Jeg er sølle!

Har siden lørdag været angrebet af det største forkølelsessår - på spidsen af min tunge!

Er I klar over, hvor ondt det så gør at spise sødt? Salt? Surt? Sprødt?

Er I klar over, hvor mange gange ens tunge støder mod fortænderne i løbet af en time?

Er I klar over, hvor ondt det gør at snakke? (Ikke at jeg taler meget, men børnene skal jo have svar, når de spørger;-) )

Er I klar over, hvor åndssvag man ser ud, når man har tungen hængende ud af halsen for at køle den lidt af, i håbet om at det kan tage lidt af smerten?

Er I klar over, hvor meget man savler, når man er nødt til at sove med åben mund??

Er I klar over hvor sød min mand er??
Han har nu 3 - TRE - gange siden søndag hentet is på tanken, da det er det eneste føde, der ikke smerter at spise. (Aftenvagten på Statoil smiler efterhånden lidt skævt, når gemalen tropper op. Gad vide om han tror is = sex??? ;-)  )   


Jeg HAR spist 2 liter Ben & Jerrys "Chocolate Fudge Brownie" og er nu i gang med en "Raspberry Cheesecake" - fååååg den er god!

Der er intet der er så skidt, at det ikke er godt for noget ;-))

tirsdag den 23. november 2010

Efterlysning!

Jeg mangler min soulmate!

Sidst set den 14. november og der har siden da kun været sporadiske livstegn fra hende!

Hun er sød, blød, rød i hjertet og med lidt løse "flapper" hist og pist. Fødderne er enorme og kunne trænge til lidt pleje, men ellers er resten af kroppen i ok stand.

Hun er bosiddende i udkantsdanmark, men er ikke synlig mærket af det. Sproget er fortståeligt omend der indimellem er lidt "trykfejl".

Hvis nogen ser hende eller hører livstegn fra hende, må I endelig sige til, og lade hende vide at hun er elsket og savnet!

Hvis ikke dette giver resultat, kan det komme på tale at poste et billede eller to til brug for nærmere identifikation.

Man skal lægge ører til meget...

.... i det hellige moderskab.

I går var der gråd og tænders gnidslen i telefonen, da jeg for en gang skyld tillod mig ikke at være hjemme til at hente, kokkerere og putte.

I dag er jeg så blev skældt hæder og ære fra, fået at vide at jeg foretrak den ene frem for den anden og blevet kaldt en idiot. ( Ikke upåtalt selvfølgelig!)

Rart at vide at man er elsket! ;-))

tirsdag den 16. november 2010

Glemte lige...

...billedet af de 4 hvidhvaler:

Jeg har pissetravlt!

Min mor fylder 60 på lørdag og jeg mangler både at arrangere underholdning, skrive sang, bestille stripper, lave mad, vaske hår, lakere negle, købe gave m.m., så den lovede opfølgning fra vores ferie har ladet vente på sig.

Men kort fortalt så have vi en fantastisk dejlig ferie i skønne omgivelser og i skønt selskab. Konklusionen af forsøget med at flytte hvidhvaler til en fremmed habitat, må siges at være en succes. Batterierne var flade - meget flade - inden afgang. Faktisk så flade, at jeg en kort overgang frygtede at jeg var ved at blive stressramt igen. Men nu er de heldigvis fuldt opladede og klar til resten af 2010 :-) Hvaler og unger er tilbage i vante omgivelser, og det er heller ikke så ringe endda.

I får lidt billeder fra turen:







Har du lyst til at se mere, så kig forbi på facebook.

torsdag den 4. november 2010

Hvidhval

En hvidhval er mellemstor og tætbygget. Den har et meget bevægeligt hoved og læber der  kan fremkalde meget varierede lyde. Den er kendetegnet ved ikke at have nogen rygfinne, men derimod en vulst  (lille pukkel) på ryggen.

Hvidhvalen er et meget socialt dyr. Hannerne er ofte samlet i store flokke, mens hunnerne normalt samler sig i mindre flokke med deres unger.

Normalt lever hvidhvalen i de arktiske områder og ved Grønlands østkyst, men i den kommende tid vil den rent undtagelsesvis kunne ses under varmere himmelstrøg. En flok på 4 er udsendt til et område på Spaniens østkyst, hvorfra de skal udforske området. Flokken udmærker sig ved at deres unger har en særlig glød, der afviger en del fra de voksne hvalers.

Der kan forventes enkelte rapporter fra området og muligvis også billeddokumentation for hvorledes hvidhvalerne arter sig under sydligere himmelstrøg.






et mellemstor hval med meget bevægeligt hoved. Læberne kan formes på forskellig vis for at frembringe et righoldigt lydrepertoire. Der er ikke nogen rygfinne, men istedet en vulst midt på ryggen. Lufferne er ligeledes bevægelige og forkanten er tit opadbøjet
Voksne dyr er mellem 3 og 5 m lange og vejer mellem 400-1500 kg. Nyfødte er 1.5 –1.6 m lange med en vægt på ca. 80 kgTætbygget mellemstor hval med meget bevægeligt hoved. Læberne kan formes på forskellig vis for at frembringe et righoldigt lydrepertoire. Der er ikke nogen rygfinne, men istedet en vulst midt på ryggen. Lufferne er ligeledes bevægelige og forkanten er tit opadbøjet
Voksne dyr er mellem 3 og 5 m lange og vejer mellem 400-1500 kg. Nyfødte er 1.5 –1.6 m lange med en vægt på ca. 80 kg.

søndag den 31. oktober 2010

Status pt

Hystaden har forladt matriklen og ind er flyttet en mor der:

  • der har fået sovet, 
  • der været ude for sig selv i hyggeligt selskab med andre mødre, 
  • der har spist en halv marcipanroulade, 
  • der er blevet vokset, plukket og trimmet - man skal jo snart til sydens sol
  • der har indset nødvendigheden af at spise andet end sukker
  • der har overtalt manden til at afspadsere et par timer, så hun kan komme til frisør
  • der minder sig selv om ( og bliver mindet om - tak!) at "this too will pass"
  • der er taknemmelig over kommentarer og opbakning her og i andre fora. Tak!




onsdag den 27. oktober 2010

Eftertragtet hystade!

Jeg er ikke rart selskab i aften! Pissesur og hysterisk vil nogen mene - officielt kalder jeg det for træthed. Hvis sandheden skal frem, så er jeg en furie indeni lige nu - en hysteriramt, hysterisk hystade.

Da jeg "luftede lidt ud" for lidt siden, fik jeg at vide, at jeg jo ikke ligefrem selv havde lagt op til hyggesnak og kan man så forvente at få smil tilbage? Åbenbart ikke - så nu stikker jeg piben ind og belemrer bloggen istedet.

Jeg er så pissetræt af at servicere og stå til rådighed dag og nat. Særligt om natten er jeg eftertragtet! Vi ligger på kryds og tværs i sengen - og det skyldes altså ikke, at vi afprøver nye voksenlege! Der ligger børn over og under dynen. I mine arme, under mine arme, på mine arme. Op ad min ryg, på min ryg, vinkelret udfra min ryg. Der sparkes, skubbes, svedes, fryses, pakkes ind og pakkes ud. Vi sover, men hold op hvor er jeg vågen mange gange. Det går nok med det, for jeg får jo min middagssøvn, men derimod er min krop ved at eksplodere af spændinger i nakke, ryg og hofter. Jeg har ondt i hoved og røv.

Nå ja og så trænger jeg til sukker, men gemalen er på helsetrip og så er man jo nødt til at følge med. Og jeg trænger også til at få farvet hår, mine ben er hvide,  det regner, vi trænger til en ny regering, der skal fyres lærere på min skole, der sidder en edderkop på loftet i entréen, min datter har fået unødig skæld ud i sfoen, min bil er beskidt, det er Henriks iøvrigt også, jeg hader at smøre madpakker, min hud er tør, hvad skal der ske jobmæssigt i fremtiden, FCK er bagud, jeg har en rift på fingeren der svider, har hård hud på fødderne og måske en begyndende åreknude på læggen...

Hænger du på dette elendige indlæg endnu?

Jeg tror lige, jeg æder en pakke pålægschokolade, drikker en cola og tager et par panodil, så er ser verden nok bedre ud imorgen ;-)

fredag den 22. oktober 2010

Pelsning

I aftes indtog jeg, som så ofte før, aftensmaden iført en undertrøje. Man sveder sgu sådan når man laver mad og desuden, så fedter Malthe sin sidemand til når vi spiser. Det er nemmere at bare at vaske sine arme når man har spist end det er at skifte tøj!

Da jeg er færdig smækker jeg hænderne bag nakken og læner mig lidt tilbage. Dette medfører følgende udråb fra Frederik:

"Aaaaadddhhh mor!!! Du har armhulehår!!!!"

Så sidder man der i alt sin magt og vælde og bliver pillet fuldstænding ned af en 8 årig knægt med god stil. ( iflg ham selv)

Jeg indrømmer gerne, at det er et par uger siden jeg sidst er blevet pelset, men helt ærligt: Det er vinter og hvad er der egentlig galt med lidt naturlig kropsbehåring? Det har vel en funktion og varmer lidt ekstra her i kulden!

Og i øvrigt er det altså ikke nemt at nå den store pelsning, når man har halvandet minut til sit morgenbad, med mindre man vælger at stå op kl. kvart i kvalme for at bade inden gemalen kører på arbejde. Og det  vælger man altså ikke!!

Nå, men idag har jeg onkel Oliver på besøg, så han har kunnet holde øje med Malthe, mens jeg fik lidt mere tid i badet, så jeg kunne blive pelset. Det duer jo ikke med en søn, der i den grad foragter en og siger, at man også lugter af hvidløg under armene. Og så skulle det jo også nødigt ende sådan her:


Da jeg var færdig, spurgte jeg Frederik om han var tilfreds nu, hvortil han svarede: "Jeg synes altså du er gul og grøn under armene. Det ser åndsvagt ud. Se på mig - jeg er bare helt glat og brun!"

Møgunge! ;-))

tirsdag den 19. oktober 2010

Var der nogen der sagde hønsegård?

Så så man lige 25 kvinder sidder på en restaurant og kagle i 3 en halv time, mens de indtog noget god mad og vendte verdenssituationen.  Og midt i det hele sad selvfølgelig en stor oppustet hønemor til 3 og skræppede, som om hun blev betalt for det!

Det var samtale med en vis kvalitet - ikke noget med en lille fjer, der blev til høns. En kvalitet der opstår, når man er sammen med andre "høns", der forstår, selv har oplevet og som vil dele erfaringer.

Jeg har været til "Zonetræf" med 25 andre adoptanter fra netværket Adoptionzone. Kvalitetstid til mor her!

Update

Jeg skylder en opdatering på søvnproblemerne.


Med fare for at begå hybris, må jeg indrømme at det går godt! Løsningen på problemet blev, at Malthe i en periode sover til middag indenfor, for så kan jeg putte ham igen, når han vågner. Det kan jeg ikke når han sover i barnevognen. Så sætter ham sig op og vil ikke sove mere, selvom han på ingen måde er udsovet. Og det er uanset om jeg går, vugger, synger, giver flaske eller hvad pokker jeg prøver.

Han har de sidste par uger haft et stort behov for at vide hvor jeg var, og det er også kommet til udtryk i søvnen, hvor han er vågnet for at se om jeg stadig var der. Men ved at sidde hos ham til han sov igen, tale med ham og fortælle ham igen og igen, at jeg også er der, når han står op, så er det vendt og han sover nu fint igen uden at vågne hele tiden. Når der er gået en tid, hvor hans søvn har været stabil, skal han igen lære at sove i barnevognen, men lige nu skal han have lov til at finde sin gode søvn her indenfor.

mandag den 18. oktober 2010

Heeeey!

Havde sgu da forventet bare en lillebitte smule opbakning til forrige indlæg.

Men ikke-nikke-nej. Jeg siger tak for ingenting, og føler mig som en endnu værre mor ;-))

søndag den 17. oktober 2010

Ravnemor?

Er man en ravnemor, når man sender sine børn i SFO de to første dage af deres efterårsferie???

I såfald så er jeg. Hernik har ikke ferie, legekammeraterne er ikke hjemme, jeg har en mødregruppe der skal passes og som "enlig" mor er der en del begrænsinger i, hvad man kan foretage sig med Malthe som påhæng.

Jeg tror dog ikke ungerne lider nogen nød. (Det prøver jeg i hvert fald at bilde mig ind!) De har ferie igen i uge 45 og denne gang hele ugen og uden for landets grænser. Altså jeg ved jo godt, at det ikke er nødvendigt med den slags underholdning, for at have en god ferie, men jeg er nødt til at trække det faktum  frem, for ikke at blive ramt af dårlig samvittighed.

Måske skal jeg bare sige det lige ud: Hvis ikke de kommer afsted et par dage, så er der overhovedet ingen Heidi-tid hele ugen og erfaringen har vist, at det kan få fatale følger ;-))

tirsdag den 12. oktober 2010

10 minutter

- er en time for lidt!!

Inden jeg skriver mere, er det måske på sin plads lige at skrive, at jeg jo eeeeeeeeeeelsker ham der den yngste, der bor her i huset, over alt på jorden, og synes han er det megamegetmilliardmilionmest fantastiske lille menneskebarn, jeg længe har set.

MEN for h......, hvor er han dog også bare en lille snotbobbel lige nu! 10 minutter har han sovet her i eftermiddag. 10 minutter!!!

Jeg har jo lovet mig selv og alle andre ikke at lade mig gå på af det, men for helvede (nu er det ikke nok med prikker!!) man kan jo knap nok nå at skide i fred og ro på de 10 minutter!

Der er sikkert en eller anden dybere psykologisk grund til det, og den skal jeg selvfølgelig nok tage alvorligt, men derfor kan man jo godt her i et lille lukket forum - hvor der selvfølgelig ikke er nogen der sladrer til de sociale myndigheder -  få lov at lufte lidt ud på øverste etage og få afløb for sine frustrationer...



(Undskyld til jer, der venter barn og som vil give en milliard for at opleve dette - ved godt det ikke er helt fair at brokke sig. Håber I kan tilgive ;-) )

søndag den 10. oktober 2010

Diesel sparker røv!

Altså det er jo helt igennem plat, men også lidt sjovt, ikk'?


Waka Waka (This time for Malthe)

Kender du ikke det, at noget bestemt musik bringer minder frem fra en bestemt tid eller en særlig oplevelse?

Fx bliver jeg straks sendt tilbage til ungdomsklubben i Vildbjerg, når jeg hører OneTwo's "Billy boy", ligesom jeg er i gang med at male min og Henriks første fælles lejlighed, når jeg hører Thomas Helmig og er tilbage ved vores bryllup, når jeg hører "Love is all around."

Nu er der kommet en ny sang på listen, som helt sikkert i mange år fremover vil give minder til denne sommer:




Vi elsker alle sangen her i huset - selv yngstemand, der råber højt, når den er færdig på tv eller youtube og tydeligvis har lyst til at høre den igen.

Hvilken musik bringer minder frem hos dig?

Barselsliv # 4 - Sov mit barn

Mit sidste indlæg om barselslivet, bar præg af at jeg havde lidt svært ved at vænne mig til at gå herhjemme.

Nuvel, jeg har stort set nydt hvert sekund og bare tanken om at skulle på arbejde igen gør mig svedig, men den dybe nydelse, hvor jeg virkelig følte roen fandt mig, kom først til mig, da Malthe begyndte at sove en gang om dagen. Det har givet en struktur og dermed også en frihed, som passer mig som fod i hose!

Friheden midt på dagen, hvor barnet sover 2 - 3 timer, giver mulighed for noget Heidi-tid og en "morfar" der gør, at jeg er klar og beredt, når de store er hjemme kl 15 og den dermed står på lektielæsning, madlavning, leg, hygge, fritidsaktiviteter osv.

Derfor er det også noget af en bet for mig, at mindstebarnet nu pludselig har bestemt sig for, at det er med middagssøvn ikke rigtig er noget han gider praktisere. Han lægger sig pænt til at sove, men sover mindre og mindre - idag kun 40 minutter! Og det stresser mig!

Jeg kan mærke at jeg skal gøre mig umage, for at acceptere denne ændring. Der er jo heller ingen der siger den varer evigt. Men ovenpå sygdom - først hos Malthe og siden hos mig selv, så har jeg i den grad trængt til lidt ro midt på dagen og mulighed for at sove. Jeg har mærket nogle af de symptomer, jeg havde da jeg var sygemeldt sidste vinter - svært ved at falde i søvn og en sovende/stikkende fornemmelse i kroppen. Belært af vinterens erfaring, har jeg heldigvis fået brudt dette igen ved at bruge nogle af de teknikker jeg fik, og ikke mindst ved at tale med mig selv og gemalen om, hvad der foregår i mit hoved.

Det nytter ingenting at stresse over, at barnet ikke sover. Det falder han jo ikke i søvn af. Og når han i øvrigt er glad og godt tilpas (og for fræk!!) det meste af tiden, så skal det jo nok gå, at han i en periode igen sover 2 små lure i løbet af dagen, selvom det betyder bye-bye Heidi-tid.

fredag den 8. oktober 2010

Still alive

Gad vide om der stadig er nogen der kigger ind for at se om der er nyt herfra...? Jeg er her endnu og vender snarligt tilbage, men må indrømme at tiden lige nu løber lidt hurtigt for fru Sloth.
Stay tuned ;-)

fredag den 1. oktober 2010

Vær velkommen weekend

Så kom hun forbi igen, hende den sure k*lling der ikke formåede andet end at vrisse af manden, fordi han kom hjem 10 minutter senere end hun havde forestillet sig. Under påskud af, at det var synd for børnene skældte hun ud i 10 minutter over, at nu så børnene kun deres far i få minutter. (Og i de minutter skulle de så høre på deres sure mor)

Alt sammen i bund og grund fuldkommen latterligt og ligegyldigt, men i det øjeblik noget af det vigtigste i verden. Affødt at en uges sygdom med for lidt søvn til madammen, der så ovenikøbet var enlig mor nogle dage, et hus der ligner et bombet lokum, vasketøj der bugner sig op og en masse andre trivialiteter....

Nu er det heldigvis fredag. Musen har sovet formiddagslur i 3 timer, mor i halvanden. Her roder stadig, men om lidt er det weekend og så er der forhåbentlig 2 hænder mere til at muge ud og tørre røve, en mund mere til at svare på spørgsmål om 2.verdenskrig og 50 cent, og en at overlade ansvaret til en stund, så man kan få sig lidt alene tid eller bare en lille ekstra lur.

God weekend!

onsdag den 29. september 2010

Et anderledes perspektiv

Vi har indtil videre ikke mødt manglende forståelse for, at Malthe ikke skal gå fra arm til arm, at man ikke skal røre unødigt og at han ikke kan passes endnu.

Nu har vi snart haft ham i 4 måneder og tiden er nok ved at være der, hvor nogle vil begynde at undre sig over vores nej til den tætte fysiske kontakt med ham. Det kan være svært at forstå, når nu man ikke har beskæftiget sig med adoption så meget som vi har, og når nu han tilsyneladende stortrives og er godt på vej i sin tilknytning.

Nedenstående essay giver et fint billede på, hvad der er et adopteret barn skal igennem. Nogle har været igennem adskillige skift i primærpersoner, andre har været heldige at være placeret i en plejefamilie stort set fra fødslen. Uanset hvad har  børnene været udsat for et svigt, der sætter spor.

Håber du har 2 minutter til at læse det:

Et anderledes perspektiv


Et essay af Cynthia Hockman-Chupp

Mange adoptivbørn oplever i det første leveår at skulle forholde sig til mange forskellige mennesker. Tænk f.eks på et lille barn der først er hos sin biologiske mor, så i en plejefamilie eller på et børnehjem, og til sidst kommer til sin nye adoptivfamilie - måske indenfor få måneder.

Her er et lille tankeeksperiment til dig. Prøv om du kan forestille dig følgende:

Du har mødt den mand, som du har drømt om hele dit liv. Han har bare alle de kvaliteter, som du søger. Du planlægger dit bryllup og tilbringer al din tid sammen med din elskede. Du nyder hans berøring, hans duft og den måde han kigger dig dybt i øjnene. For første gang i dit liv forstår du meningen af begrebet ”soulmate”, for denne person forstår dig på et helt andet plan end alle andre. Jeres hjerter slår i takt. Dine følelser er uløseligt knyttet til hans glæde og sorg.

Bryllupsdagen oprinder. Det er en dejlig fest og du er lykkelig. Du falder udmattet i søvn ovenpå dagens begivenheder. Du er glad og afslappet og tryg i forvisningen om, at du ligger ved siden af den person, som elsker dig mere end nogen anden i hele verden…den person du skal tilbringe resten af livet sammen med.

Næste morgen vågner du op i din elskedes arme. Du åbner øjnene på klem og kigger på hans ansigt.

MEN DET ER IKKE HAM! Du ligger arm i arm med en fremmed. Du trækker dig væk i chok og forfærdelse. Hvem er denne mand? Hvor er din elskede? Du stiller spørgsmål til den fremmede mand, men det bliver hurtigt tydeligt, at han ikke forstår dig.

Du leder i hele huset og kalder og kalder. Den fremmede følger dig rundt og forsøger at kramme dig, klappe dig beroligende på ryggen og stryge dig på armen. Som om alting var normalt. Men du ved, at intet er normalt. Din elskede er forsvundet. Hvor er han? Kommer han tilbage? Hvornår? Hvad er der sket?

Ugerne går. Du græder og græder over tabet af din elskede. Nogle gange bliver du helt stille, når du overvældes af smerten, og af savnet og chokket over, hvad der er overgået dig. Den nye prøver på at trøste dig. Du værdsætter det, men han taler ikke samme sprog som dig. Hverken verbalt eller emotionelt. Det er ligesom om, at han ikke forstår, hvad det er for en forfærdelig ting, der er overgået dig. Din elskede er væk.

Det er svært at sove. Den nye prøver at trøste dig ved sengetid med søde og dog blide berøringer, men du prøver at undgå ham. Du foretrækker at sove alene, væk fra alle former for intim kontakt.

En måned senere. Du har stadig et smerteligt savn efter din elskede, men du er så småt begyndt at stole på den nye. Han har endelig fundet ud af, at du foretrækker at få din kaffe sort - uden mælk og sukker. Du forstår stadig ikke alle hans sange, men du kan lide hans stemme, og den bringer dig en vis trøst.

Tiden går, og en dag vågner du op, og ser en kuffert stå ved døren. Du prøver at spørge ham, hvad det betyder. Han tager dig blot i hånden og følger dig ud til bilen.

I kører og kører. Du genkender ikke stederne. Hvor er du? Hvor skal I hen?

I holder foran en stor bygning. Han følger dig hen til en elevator og op til et rum fyldt af mennesker. Mange græder og nogle virker helt overvældede af glæde. Du bliver forvirret og bekymret.

Du bliver fulgt over til et hjørne. En anden mand åbner sine arme og trækker dig ind til sig i en omfavnelse. Han gnider dig på ryggen og kysser dig på kinden. Han er tydeligvis henrykt over at møde dig. Du føler dig alt andet end henrykt over at møde ham. Hvem i alverden er han? Hvor er din elskede?

Du rækker ud efter ham, der bragte dig, men han smiler bare, selvom han ser grædefærdig ud, hvilket gør dig urolig. Han aer dig hen over ryggen og lægger din hånd i den nye mands. Den nye tager din kuffert og følger dig over til døren. Den anden græder nu åbenlyst og vinker og vinker, mens elevatordøren stille lukker sig efter dig og den nye mand.

Den nye mand kører dig til en lufthavn. Du følger med, for du ved ikke, hvad du ellers skal stille op. Du græder lidt, men den nye mand forsøger at få dig til at smile, så det gør du. Du vil gerne gøre ham tilpas.

I går om bord på en flyvemaskine. Det er en lang tur, og du sover det meste af vejen. Det er den letteste måde at flygte mentalt fra hele situationen.

Timer senere lander flyet. Den nye mand er opstemt, og leder dig ind i lufthavnen, hvor en stor flok fremmede mennesker tager imod dig. Blitzene fyres af igen og igen lige i hovedet på dig. Den nye mand tager dig med hen til en anden mand som giver dig et kram. Hvem er han? Du smiler forsigtigt til ham. Så hen til en endnu en mand som klapper dig på hovedet og kysser dig på kinden, og endnu en som giver dig et kram og roder op i dit hår.

Til sidst er der en helt tredje mand (hvem er nu han?) som trækker dig ind til sig og giver dig det største kram du nogensinde har fået. Han kysser dig i hele ansigtet og taler til dig på et sprog, som du aldrig før har hørt.

Han følger dig ud til en bil og I sætter jer ind og kører. Alt ser anderledes ud. Klimaet er også anderledes end det, du er vant til. Lugtene er fremmede, og intet smager som det du plejer at få. Undtaget kaffen. Du spekulerer på, om nogen har fortalt ham, at du bedst kan lide din kaffe sort.

Det er umuligt at sove. Nogle gange ligger du vågen i timer og stirrer ind i mørket. Du er stadigvæk rasende på din elskede over, at han forlod dig. Savnet og smerten er der stadig. Den nye mand kigger ind til dig. Han virker bekymret og prøver at trøste dig med søde ord og et krus varm mælk. Du vender ryggen til ham og lader som om du sover.

Folk kommer på besøg. Du kan mærke angsten indeni når du ser alle de nye fremmede ansigter. Du tager et fast greb i den nye mands hånd. Han trækker dig ind til sig. Folkene smiler og forundres over hvor hurtigt du er blevet forelsket. De rækker ud efter dig – ønsker at få del i lykken.

Hver gang en ny person giver dig et kram, spekulerer du på, om det vil være ham, der vil tage dig med væk derfra. For en sikkerheds skyld har du pakket din kuffert, så du er klar. Selvom den nye mand er rar, så har du lært af dine erfaringer, at mænd kommer og mænd går, så du venter på den næste.

Hver morgen rækker den nye mand dig et krus kaffe og ser forventningsfuldt på dig. Nogle gange er din smerte og din længsel efter din elskede så stor, at du kaster kruset fra dig, så den skoldhede kaffe slynges ud i rummet, og den nye mand gisper af smerte. Han kigger forvirret og rådvild på dig.

De fleste dage tager du imod kruset og smiler til ham. Og venter. Og venter. Og venter.

søndag den 26. september 2010

Pyh....

Det måtte jo komme før eller siden, at Malthe blev syg.

De sidste dage har budt på bekymring og angst i en grad jeg ikke har oplevet før med syge børn. Selvom det føles som om vi har haft Malthe i lang tid, er vi blevet mindet om, at det hele endnu er skrøbeligt og sårbart. At vi ikke kender hinanden helt ind i rygmarven endnu.

Der er blevet grædt mange tårer - ikke mindst hos den lille mand. Bekymringen har også præget de store, der ikke kunne forstå, at vi ikke kunne hjælpe ham mere end vi gjorde.

Nu er der heldigvis fremgang at spore. Han kan nu støtte på benene og er begyndt at spise lidt. Det er også nødvendigt, for han er ved at være nede i nærheden af de 8 kilo igen - ikke meget for en dreng på snart 17 måneder.

Vi har idag fået flere smil end vi sammenlagt har fået de sidste 5 dage. Han er stadig slap og nu også med røde udslæt, men vi har fået smil! Hvilken lettelse....

onsdag den 22. september 2010

Første gang

Der er en første gang for det hele og jeg har idag valgt at deltage i min første "give away" i blogland.

Jeg faldt tilfældigt over Groovybaby and mama, netop som hun satte gang i en give away, hvor man kan vinde en af nedenstående ting efter eget valg. TOPlækre sager!! 

I skal ikke tilmelde jer give awayen, så bliver mine chancer nemlig mindre;-) Jeg tror faktisk også allerede det er for sent :-))



tirsdag den 21. september 2010

Nederlag

Jeg har tabt - igen... Hader at tabe! Og så endda til en et-årig.

Kampen stod om trip-trap-stolen og hvorvidt man skulle/måtte/ville stå op i den. Om det var okay selv at kravle op og ned på trods af, at der var bøjle på. Om det var okay at stå op og spise, mens en voksen forsøgte at presse en ned i stolen, samtidig med at den voksne også skulle forsøge at indtage noget føde. Om man måtte bruge den som stige til at komme op på bordet, for så kravle med lynets hast hen over det, mens en voksen forgæves forsøger at fange en.

Den voksne synes på ingen måde det var okay, og mente bestemt at barnet da måtte/kunne/skulle lære at forstå det. Den et-årige synes det var en daglig fest!

Til sidst måtte den voksne, være voksen og sige til sig selv, at man skal vælge sine konflikter med omhu, og at denne var en af dem man ikke skulle tage, men i stedet erkende sit nederlag.
Den smarte, nymalede, dyre stol i en heftig farve er derfor gemt væk og erstattet af en billig IKEA-model, hvor barnets kan spændes fast!

Men jeg skal nok få ham på et tidspunkt ;-))

lørdag den 18. september 2010

På den anden side

Nu hvor jeg er lykkelig ude på den anden side af ventehelvedet, må jeg indrømme, at jeg godt indimellem kan tænke om andre ventende, at nu må de da vist hellere slappe lidt af.

Er der nu grund til evindelige sure opstød over AC eller DA. Mon ikke de gør, hvad de kan for at formidle børnene så hurtigt som muligt? Frustrationer over at være rykket en plads tilbage eller "kun" 2 pladser frem - hvad betyder et par pladser, tænker jeg ? Og ventefrustrationer efter 1 år eller halvandet - hvad vil man så gøre, når der er gået 4 år? Og så videre...

MEN når jeg så (endnu en gang)  læser om stærke kvinder, der bliver skudt til jorden af angst, usikkerhed og frygt for aldrig at blive forældre,  og der vel at mærke er tale om kvinder der har formået at have andet i livet end ventetid og -frustrationer, kvinder der forstår at nuancere deres liv og leve samtidig med at de venter,  så bliver jeg banket tilbage og mærker med alt tydelighed, hvad det er de går igennem, og hvor skidt jeg selv havde det for et år siden.

Mærker hvor handlingslammet jeg var i livet. Mærker hvor meget ting, der nu synes ubetydelige, fyldte alt, alt for meget og i den grad gjorde mig passiv.

Det smerter mig at tænke tilbage på, ligesom det smerter mig at kvinder - som jeg godt nok kun kender fra cyberspace - skal rammes og have det lige så skidt.

Håndteringen af ventetid er individuelt - så meget har jeg da lært gennem mit forløb. Vi har forskellige historier med i rygsækken, der gør ventetiden nemmere og sværere at håndtere.

Men derfor synes jeg alligevel, at man - ikke mindst af respekt for dem der er allerhårdest ramt - indimellem bør stikke piben lidt ind og holde sine frustrationer for sig selv og sine nærmeste, når man ikke har stået på venteliste i 100 år og en sommernat. Det ville jeg ønske jeg selv havde gjort af og til da jeg var tidlig i forløbet....

(Nu sidder der helt sikkert nogle og tænker: "Ja, ja hun kan sagtens. Hun er ude på den anden side ovenikøbet med 3 børn." Og ja - jeg kan sagtens. Det ved jeg godt!!!
Giv gerne din mening til kende!!)

tirsdag den 14. september 2010

Det hele og lidt til

I dag er det 5 år siden vi blev godkendt til 3. barn. Ventetiden blev lang og langt hårdere end ventet. Særligt det sidste år var slemt og når jeg nu ser tilbage på sidste efterår, kan jeg for alvor se, hvor skidt jeg havde det. Også i månederne inden jeg gik ned med flaget.

Ville jeg gøre det igen? JA! Uden tvivl! Når man endnu en gang oplever, hvad der kommer ud af alle anstrengelserne, så er der ingen tvivl i mit sind - jeg ville gøre det til enhver tid.


                          

                          

                        


Og nu skal de store jo ikke glemmes, her midt i rusen over yngstemanden. Som skrevet i forrige indlæg, blev vi gift for 10 år siden for at sætte gang i den adoptionsproces, vi netop har afsluttet.

De første 5 år bragte os 2 underskønne børn, der hver for sig er noget særligt:
Frederik - fordi han blev den vi fik vores forældredebut med, og den der lærte os hvad det vil sige, at komme til at sætte noget højere end sig selv.
Andrea - fordi hun blev vores første og eneste datter og et livsstykke uden lige.