Det hele og lidt til

I dag er det 5 år siden vi blev godkendt til 3. barn. Ventetiden blev lang og langt hårdere end ventet. Særligt det sidste år var slemt og når jeg nu ser tilbage på sidste efterår, kan jeg for alvor se, hvor skidt jeg havde det. Også i månederne inden jeg gik ned med flaget.

Ville jeg gøre det igen? JA! Uden tvivl! Når man endnu en gang oplever, hvad der kommer ud af alle anstrengelserne, så er der ingen tvivl i mit sind - jeg ville gøre det til enhver tid.

                          

                          

                        


Og nu skal de store jo ikke glemmes, her midt i rusen over yngstemanden. Som skrevet i forrige indlæg, blev vi gift for 10 år siden for at sætte gang i den adoptionsproces, vi netop har afsluttet.

De første 5 år bragte os 2 underskønne børn, der hver for sig er noget særligt:
Frederik - fordi han blev den vi fik vores forældredebut med, og den der lærte os hvad det vil sige, at komme til at sætte noget højere end sig selv.
Andrea - fordi hun blev vores første og eneste datter og et livsstykke uden lige.