Troen er så småt vendt tilbage. Ikke sådan for alvor på Vor Herre -selvom han da kan være god nok at have i baghånden ved de store livskriser - men på at vi nok skal nå det.
Nå at komme til Colombia efter "lillen" inden vores godkendelse udløber om 10 1/2 måned. For et halvt år siden kunne troen ligge på et meget lille sted, men der er efterhånden flere og flere tendenser, der peger i den rigtige retning.
Hvad gør man så? Man bliver lidt overstadig - smørrer den tykke hud så den bliver lidt tyndere og lader sig rive lidt med af den gode stemning. Slår til da den rigtige seng byder sig, rydder op i børnetøjet, meddeler arbejdspladsen, at man tror på barsel en gang i dette skoleår og går endda så vidt, at man snakker med gemalen om, hvad han synes barnet skal hedde. Det er lidt farligt at bevæge sig ud på så dybt vand, man kan jo nemt blive skuffet...
Men
håbet er der. Også selvom der ikke skal så meget til at få det til at svinde lidt, så er det der - for vi når det gør vi, det SKAL vi sgu!! Men derfor var det alligevel lidt nedtur at høre fra en anden familie, at de kun var rykket 7 pladser på 2 måneder. Her havde vi jo nok satset på en 12 - 15 stykker pr. måned, som vi oplevede tidligere på året. Jeg håber, det kun er en kort overgang, at det igen skal gå så langsomt, for ellers når vi det ikke. Vi ved, at ICBF nu sender familier, godkendt 2 måneder før os, i region - det giver gode forhåbninger, trods det langsomme efterår.
Såvidt troen og håbet....så mangler vi
kærligheden.Den skal dedikeres til Victor-hunden, som vi desværre måtte tage afsked med den 23. oktober. Det var og er stadigt meget tungt at tage afsked - og dette afsnit skrives med tårerne trillende ned af kinderne... Victor-hunden var vores første "barn". Den dejligste hund man kunne tænke sig. Et fantastisk sind - der var ikke ondt skabt i ham, bortset fra
når pindsvinene indtog haven. Victor har fulgt os i tykt og tyndt - trofast og kærlig. Vi savner ham hver dag, men er også lettede over, at han ikke længere skal have det skidt. Han fik 10 gode år, var frisk, rørig og hvalpet, bortset fra de sidste par måneder, hvor gik det tilbage for ham. Vi gjorde, hvad vi kunne for at hjælpe ham, men da han ikke stod til at redde - fik vi sagt farvel inden det blev uværdigt for ham.
Victor: Du vil aldrig blive glemt!
Tak til jer der har fulgt med her og er kommet med søde kommentarer, forstående og opmuntrende ord undervejs. 2009 har på mange måder været et godt år med dejlige oplevelser i familie og venners nærvær, men også et år der har budt på lidt udfordringer, som livet nu engang gør indimellem. Ingen udfordringer dog større end at de klares uden at efterlade store ar. Må 2010 blive et fantastisk år!!
(som jeg synes er lidt småsej) synes man har en lækker røv, hvad mere kan man så ønske sig? ( Det var godt nok i en drøm, men det tæller vel også?)
Familiehygge på stranden i Skiveren
Kusiner der elsker hinanden og leger dagen lang!
Smukke Frederik.
Smukke Andrea.
Vandhunden.
Mor og Tulle
Fætter Sofus smiler til moster.
Sidst på eftermiddagen var vi tilbage på hotellet, hvor vi "grovpakkede" kufferterne, for at se om vi kunne have alle vores indkøb med hjem. Det ser heldigvis ud til at der er plads til det hele - selvom vi nok kommer til at have lidt overvægt med - både i kufferterne og på kroppen!! Det er ikke just slankende at spise ude i "the fast food country", men det må vi tage os af når vi kommer hjem. I hvert fald afholdt det os ikke fra at spise en lækker middag på Hard Rock Café her til aften. En gastronomisk og musikalsk nydelse på adskillige decibel. Det var svært at føre en samtale, men pyt med det, når bare maden er god. Musikken var dog ikke højere end, det lykkedes Andrea at falde i søvn midt i maden.
