mandag den 6. december 2010

"Ba-bit"

Min søn er en lømmel! Altså ikke Bølle-Frederik - men Banditten Malthe eller "ba-bit" som han selv siger.

Han tæver andre børn, hvis han kan komme til det. Skubber og rykker i hår! Meget frustrerende for forældrene og jeg undskylder på forhånd for alle de knubs han uddeler! Vi arbejder på "tilretningen"!!

Samtlige stole ved spisebordet ligger ned, for ellers sidder han oppe på bordet og kaster med kuglerne i juledekorationen. Han kravler op af badekarret konstant - når han er i bad altså! Han rykker ledninger ud af væggen, skiller husets spillemaskiner ad i atomer. Løber dagligt en tur med toiletbørsten, vasker hænder i toilettet, roder i skraldespanden, tømmer krus og tallerkenens indhold ud på bord eller gulv, trommer knytnæveslag ned i computerne. Kort sagt han er over alt og i alt og han gør konsekvent alt det han ved han ikke må, med det resultat at jeg er ved at rykke håret af mig selv i fortvivlelse. (Måske er det derfor han rykker i hår??? ;-)  )

Han kender godt ordet nej og forstår til en vis grad også betydningen af det, men han er bare så fræk og prøver i den grad sine forældre af - i særdeleshed sin mor! Når man siger nej, giver han 9 ud af 10 gange én det drilske, frække og meget charmerende blik, og så skynder han sige lige at gøre det igen. Skiderik! 1 ud af 10 gange får man selv en på snotten, når man beder ham lade være!

Det er så tydeligt, at han prøver os af. Han er godt på vej i sin tilknytning og skal nu lige være sikker på, at vi også vil ham, også når han laver ballade. Det vil vi selvfølgelig, men det tærrer godt nok på de få hår der er tilbage, som endnu ikke ér grå!

Det værste er næsten, når han også vil holde fest om natten. Han er nogle gange vågen i 2 timer, hvor han kæler, kysser, pludrer charmer og synger, så det ikke er til at stå for. Iflg PAS-konsulenten er det et godt tegn - der viser at han er ved at finde ud af, at vi der for alvor og altid, og derfor vil han os gerne døgnet rundt. Dejligt selvfølgelig, men fandme også hårdt!!

Heldigvis er han god til at sove middagssøvn, når bare han får lov at sove i sin seng, med sin flaske - som han bruger som sut - og mors tørklæde til at nusse med.  Når han sover, sover mor også!

1 kommentar:

  1. Hæ hæ - godt at høre at banditten holder dig til ilden... du skulle jo nødigt kede dig :-)
    Kh Mie

    SvarSlet