Den 11. december 2009

- revnede ballonen med et ordentlig brag!

For præcis et år siden fandt jeg pludselig mig selv grædende i en butik. Min søster stod i prøverummet og kiggede uforstående, da jeg stak hovedet ind og meddelte, at jeg var nødt til at køre hjem. Jeg fik mig kæmpet ned at gågaden og om til bilen uden, at alt for mange studsede over, hvad der mon var galt. I bilen slap jeg min hulken fri og ringede til Henrik. Jeg så mig på ingen måde i stand til at hente børnene, så jeg bad ham køre hjem. Han kunne godt høre den var helt gal og kørte straks hjem. Hjemme ringede jeg til min mor, der bad mig om straks at sygemelde mig. En stor overvindelse, men omvendt havde jeg ikke tidligere oplevet det jeg stod i netop da og var lidt forskrækket, så jeg valgte at parere ordre og ringede til min leder. Her blev jeg mødt med forståelse og blev sygemeldt.

Forud var gået et efterår, hvor jeg var blevet dårligere og dårligere. Jeg så det ikke klart dengang, men nu står det lysende klart får mig, og jeg kan få det helt dårligt over, hvor skidt jeg egentlig havde det. Manglende søvn, spændinger i hele kroppen, manglende overskud, sovende fornemmelse i arme og ben, en sitrende fornemmelse i kroppen, som jeg nu ved var milde angstanfald.

Jeg havde konsulteret lægen med den sovende fornemmelse, men adspurgt om jeg var stresset, benægtede jeg. Det samme ved første seance hos fysioterapeuten. En PAS-konsulent havde, ved et arrangement i Adoption & Samfund, hvor vi havde givet et oplæg om ventekuller, klart tilkendegivet, at en lange ventetid på barn var en stressfaktor ud over det sædvanlige. Her tilkendegav jeg også, at jeg havde styr på det vha en humoristisk distance. Disse små prik endte med at jeg begyndte at mærke efter hvordan jeg egentlig havde det og så var det, at det hele pludselig revnede.

Den kommende tid stod den på søvn 3 - 4 gange om dagen, fysioterapi, psykologsamtaler og ro, ro, ro. Jeg fik heldigvis - i forhold til mange andre - slået bremsen i inden jeg røg helt ud over kanten (selvom det ikke føltes sådan på det tidspunkt) og efter 5 uger var jeg tilbage på arbejde.

Det var grumt og det var grimt mens det stod på, men der har også medvirket til, at jeg har fået nogle teknikker til at registrere og afhjælpe, hvis jeg mærker, at der igen er uro i kroppen. Uroen kommer især hvis jeg ikke får søvn nok. Efter jeg var raskmeldt og frem til vi fik Malthe, blev min søvn rigtig god.
Men nu er den selvfølgelig afbrudt mange gange igen og der er også indimellem nætter, hvor jeg er vågen med Malthe et par timer. Står det på nogle dage i træk, kan jeg mærke at jeg "får uro"- og derfor prioriterer jeg mine dage benhårdt. Jeg SKAL sove middagssøvn hver dag, sålænge børnene ikke sover igennem om natten!

Jeg har det godt idag, har meget mere ro indeni og det er en kæmpe lettelse at tiden på venteliste er slut. Jeg har lært meget af forløbet, om mig selv og hvad jeg kan holde til. Selvom jeg idag føler mig 100% rask, så vil en lidt lavere stresstærskel efter manglende søvn, nok altid var et "levn" fra nedturen.