Rygter på vandrørene...

Lige nu er der rygter på vandrørene. Både de spanske vandrør og dem i hos DA i Birkerød.
Vi venter som bekendt ikke hos DA, men har bekendte der gør, og de har i sidste uge fået godt nyt. Via deres kontaktperson i Colombia, har de fået at vide, at de er nr 121 til at blive sendt i region. Det vil sige at 120 familier før dem skal sendes i region - hvor selve matchningen mellem børn og forældre sker. Ud af en formidling på 1000- 1200 børn om året, ser det lovende ud.

Og hvad kommer det så os ved? Jo, vi er godkendt et par måneder før dem i samme alderkategori, hvilket må betyde at vi er endnu tættere på. Hvis altså man tør tro på rygterne... I mandags kom en lignende melding fra et spansk forum, så måske er der hold i dem??

I adoptionsverdenen er det svært at regne ret meget udog tro for meget på de rygter man hører. Man lader efterhånden også være, når man er blevet skuffet gang på gang. Men lige nu synes jeg der blæser positive vinde, og jeg har valgt at tro LIDT på dem. Det gør underværker for humøret og energien! Det kan godt være vi bliver skuffede, når vi får be- eller afkræftet rygterne fra AC, men indtil da har vi gode dage og de kommer som bekendt ikke skidt igen;-))

Stand by...

Jeg føler mig på stand by!

Efter snart 39 måneder på venteliste og med absolut ingen udsigt til at ventetiden er ved at være slut, er jeg ved at blive vanvittig.

Ventehelvedet er for alvor sat ind og rammer og lammer mig i en grad, jeg ikke har prøvet før. Jeg svinger som et pendul - er trist, træt, sur, glad, energiforladt, optimistisk og sortseer. Vi er stadig et stykke nede på ventelisten, men bliver alligevel sprunget over. Der viser sig en lille tendens til at førstegangsansøgere opprioriteres - fair nok, men når det nu ikke hidtil har været sådan er det sgu frustrerende, fordi det sætter tanker i gang om, hvorvidt det nogensinde bliver vores tur så, vi venter trods alt nr 3. Enkelte har sagt, hvorfor vi ikke bare "nøjes" med de 2 vi har, men det kan vi ikke, så længe der stadig er håb. Vi har nu brugt mere end 3 år på billedet af os, som en familie med 3 børn - og man får da for pokker heller ikke en abort i 8. måned.

Tilmed har jeg længe været i alvorlige overvejelser om mit fremtidige arbejdsliv. Der skal ske noget helt nyt - jeg vil IKKE være lærer mere. Det dræner mig for energi og "tænder" mig på ingen måde. Men hvad og hvor kommer man hen og siger, at man skal på barsel med 1 måneds varsel?

Det ene øjeblik er jeg klar til at tage springet her og nu - blæse på fordelagtig barselsordning, vi skal nok klare os alligevel. Det næste øjeblik overmander fornuften(?) mig og siger, jeg skal blive hvor jeg er, og så bruge min etårige barsel på at finde ud af, hvad der skal ske videre frem.

Idag hælder jeg mest til det sidste, imorgen ser det måske anderledes ud...Hvorlænge skal jeg blive ved med at være på stand by?

Barndomshjem og fødselsdag!

Idag har jeg sagt farvel til mit barndomshjem.

I 36 år har mine forældre boet i det klassiske 70'er hus - så det var med en vis vemod jeg tog derfra i aften. Mange minder ligger tilbage, men også gemt i mit inderste. Leg i haven, snak ved køkkenbordet og på kanten af badekarret, børnefødselsdage, teenageværeslet, kærester, den første jul med mine egne børn og utallige hyggelige besøg efter jeg flyttede hjemmefra i 1990.

Afskeden med huset faldt sammen med min mors fødselsdag, så det har været en dejlig dag trods alt. Heldigvis er det ganske frivilliget mine forældre forlader huset - det er solgt og de venter nu på, at den nye andelsbolig bliver klar. Indtil da bor de i sommerhuset - og jeg overtager fornøjelsen af at skulle huse hele familien juleaften. :-))

Tillykke med de 58 år mor!

En ny æra er startet.

Som forældre til en søn, der nu går i skole, er en ny æra startet i aften.

Frederik har været til sit første "aften-arrangement" alene. Afleveret kl. 17 hentet kl. 21:30! Han var spændt og havde glædet sig som det lille barn, han jo også stadig er. Aftenen blev en succes, det var en glad, men træt dreng der kom hjem.

Da jeg gik derfra med ham, kunne jeg ikke lade være at tænke, at dette blev den første i en lang række natlige køreture efter ham, og sidenhen også Andrea. Ture som vi er enige om, at vi med glæde vil køre - uanset tid og sted. Vores unger skal aldrig være i tvivl om, at vi til en hver tid vil hente dem - uanset hvor og hvad de har lavet!

Men hvor det dog glæder mig, at der endnu er nogle år til vi skal have brækposer med i bilen... ;-))

Så så man lige mig...

...løbe skrigende rundt i haven i silende regnvejr, med en kost over hovedet!!

Grunden? Den lille amøbe af en hund, der havde sat sig for at torurere et pindsvin.
Dyret - altså Victorhunden - havde efter en times gøen, gøren og laden fået pindsvinet jaget ud midt på græsplænen, hvor det havde rullet sig sammen. Da amøbe-hunden så gav sig til at grave græsplænen op OG skubbe rundt med pindsvinet - fik mor her nok!

Så med gulvskrubben i hånden så man lige mig løbe skrigende rundt i haven for at jage hunden ind. Rundt om buske, på tværs af sandkassen og frem og tilbage over græsset gik det, mens jeg langede ud efter dyret med kosten, hver gang det nærmede sig pindgrisen.

Til grin - nix! For jeg vandt til sidst, da jeg dyngvåd endelig fik overbevist hunden om, at den skulle gå ind! Straffen - et bad til hunden!

Måske ikke den rette opdragelsesmetode, men den morgen gav jeg fanden i pædagogik og hundepsykologi;-))

Ventetid

I den forgangne uge rundede vi 3 år på ventelisten til vores 3. barn!
Da vi i sin tid søgte, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at der ville gå 3 år...
De er nu gået - og de er gået godt, overraskende godt. Det har selvfølgelig været surt hver gang der er kommet nye prognoser, der hver gang er steget, men alt i alt er det gået fint - og vi har formået at holde fokus, på det vi har og nydt, at vi nu har en anden frihed til at gøre ting sammen med børnene, idet de nu er så store.

Dog synes jeg dette jubilæum på listen er lidt tungt... Der er stadig ikke noget klart bud på, hvornår vi atter skal en tur til Colombia. Vi er klar, meget klar, og børnene taler mere og mere om det. Som så meget andet ville det have været rart, at man havde en afklaring - hellere med lidt lange udsigter, men dog en afklaring, så man vidste hvornår. Det har vi ikke - og det får vi ikke!

Heldigvis fik vi en positiv melding i det senste nyhedsbrev fra AC. Idet stod at ICBF forventede en øget formidling her i efteråret. Det håber vi holder stik, så vi kan komme af med de sidste familier på ventelisten, der er godkendt i 2005 - især Laila og Jan! Vi håber for jer venner!!

Vi arbejder hårdt på at holde det positive fokus - og satser så ellers på, at den fornemmelse vi begge har, om at skulle afsted på vores "3. livs rejse", i foråret holder stik..:-)

Hvad svarer man lige...

Frederik stiller spørgsmål, mange spørgsmål.
På alle tider af døgnet og i alle sammenhænge - og "usammenhænge"!
Her er et par af de seneste:

Frederik: Mor hvad er det største tal du kender?
Mig: Tjah, det ved jeg ikke rigtig...
F: Sig det nu, hvad er det?
Han bliver ved med at presse på for et svar, jeg er optaget af noget andet og gider ikke lige gå ind i en længere forklaring om tallenes uendelighed. Til sidst må jeg svare:
M: Jamen det ved jeg ikke rigtigt Frederik....en trilliard og 1 måske...???
F: Hvordan kan det være det, når nogen siger at der altid kommer et tal mere....
M. Jamen det er også rigtigt, jamen så ved jeg det ikke.
F: Hmmmrrrffffffff!!!!!

Tydeligvis ikke tilfreds med mit svar, men hvor fanden kom det med at der altid kommer et tal mere lige fra???? Har nogen forsøgt at lære mit barn noget;-)?

Den anden dag kom endnu et:
Frederik: Far hvorfor stopper universet aldrig????
Far: Øøøhhhhh

Hvad svarer man lige....???

Måske det er på tide at redegøre for uendelighedsbegrebet, men hvordan gør man det?? Er der nogen der har en manual???
Hvis der er, kan I så ikke lige medbringe manualen til forklaring om, hvorfor vandet ikke falder ud af søerne i Australien, når nu det vender "på hovedet" i forhold til Danmark?? Ja, jeg ved godt det er tyngdekraften , men forklarer man den til en 6 årig??

En dårlig taber...

I går overværede jeg den mest underholdende fodboldkamp, jeg længe har set: Mange mål, høj tænding, dramatik - og nederlag til det forkerte hold... Alt tegnede godt den første halvdel af kampen, men så gik det galt. Efter at have været foran 2 - 0 tabte "mit" hold 2 -3.

Jeg HADER at tabe. Er bare så dårlig til det - og det til trods for, at jeg denne gang kun var tilskuer og fan. Jeg spillede ikke selv, min indtægt er ikke afhængig af resultatet, jeg skulle ikke okse rundt på pløjemark i blæst og kulde...

Det er næsten uanset hvilket spil jeg deltager i, så er jeg med for at vinde. Om det er LUDO, Memory, Partners, yatzy - ja ligegyldigt hvad, så vinder jeg helst. Selv når jeg træner de 4 - 5 årige - vil jeg helst, at det hold jeg spiller med på vinder!!

Taber jeg, har jeg svært ved ikke at blive tavs, sur eller helt og aldeles usaglig. Har mange undskyldninger og forklaringer...Forkerte kort, elendig dommer, dårlig medspiller, vindretningen skæv, sol i øjnene....you name it;-)!
Magter slet ikke at tabe til Henrik eller min svoger. Helst heller ikke min søster. Børnene lader jeg vinde en gang imellem, men ikke for tit...;-) De er jo nød til at lære at tabe, så de ikke bliver som deres mor.

Til gengæld er jeg rigtig god til at vinde! Gør det meget højlydt og sørger for at alle omkring mig er klar over, hvem der er løbet af med sejren!!
Er der nogen der har lyst til at spille....??? :-)

Søndage....

Jeg kan godt lide søndage.

En god søndag for mig, starter med god tid til morgenmad med godt brød, en smoothie, aviser og en surftur på nettet. Derefter tid til lidt leg med ungerne og lidt forberedelser til den kommende uge. Det være sig forberedelser i form af lektier, vasketøj, bollebagning m.v. Egentlig trivielle aktiviteter, men det giver en god følelse at være på forkant inden den hektiske hverdag starter igen.

Når trivialiteterne er overstået kommer dagens højdepunkt: fodbold!! En eftermiddag på Silkeborg Stadion, med god stemning, hyggesnak og ikke mindst en god sejr, er en lise for sjælen. Værre er det hvis holdet taber og spiller miserabelt, så går der lige en times tid inden humøret finder tilbage i det rigtige leje (kun hos manden selvfølglig ;-)) ) Her i huset elsker vi fodbold og bruger (for?) meget tid på det. Ufornuftigt nogle gange måske, til gengæld lader vi begge op og glemmer alt det der stresser og presser sig på.

Sådanne søndage, som den idag, giver ro i sjælen og mod på den kommende uges travlhed.
Uge 37: Kom an!!

"These boots are made for walking..."

Kan man købe sig lykkelig?
Jeg kan, i hvert fald for en stund. (Ikke at jeg ikke er lykkelig normalt, men....I ved hvad jeg mener.) I dag er jeg blevet den meget lykkelige ejer af hele 2 par nye støvler. Samme model som dem jeg købte forrige år, bare i andre farver!

3 par ens støvler - med kun farven til forskel. Kan man det? Er det virkelig nødvendigt?
Det siger sig selv, at svaret er JA!! Et par sorte klassiske der "går" til det hele, et par røde når de kedelige jeans skal piftes lidt op og humøret er til fest og farver, og et par sølv, når der skal lidt stil på!
Støvlerne er Angulus' flade, med rund snude og rågummisål. Så ved man hvad man får, at de holder og at man kan gå til verdens ende - uanset stil, humør og anledning.

Hvad så med de alle de andre sko og støvler inde i skabet?
Jo, de fleste har skam stadig deres berrettigelse. Det kan jo blive koldt, så de varme "Bumpere" skal frem. De lange sorte kan blive anvendelige, hvis der skulle dukke et vinterbryllup op, og de smalle Campere er gode til et den sorte nederdel!!!
Så er der selvfølgelig lige de 2 par brune støvler, de korte grønne, de sorte jeg gik byen tynd i på sidste barsel, de røde gummistøvler og 3 par ballerinaer og 5 par højhælede, der alle ikke har forladt skabets mørke det sidste par år...måske man skulle smide dem ud?
Så kan de 5 par sandaler og 4 par klip-klappere der er har stået i gangen hele sommeren måske få plads?

Imelda Marcos vender tilbage med billder, når der igen er krudt på kameraet....
"These boots are made for walking...."

Så gik den sommer.

Sommeren blev rundet af med en skøn, skøn weekend. Vejret har været fantastisk og vi har nydt det skønne vejr.
Udover at forberede efterårets komme, ved at købe flyverdragt og vinterstøvler til børnene, har vi haft fornøjelse af en lille piges selskab i hele 24 timer.
At have en lille størrelse på 13 måneder i huset, har sendt tanker og dejlige minder tilbage til da vores egne børn havde den alder. De spæde skridt, hurtig kravlen, et sprog der spirer og en vilje der sætter sig mere og mere igennem. Samtidig har det givet en forsmag på, hvordan det bliver igen at få et lille barn i huset. Og selvom man da klart er bundet mere op, er forventningen og spændingen ikke blevet mindre. Jeg GLÆDER mig til at blive mor igen, og det kan kun gå for langsomt!
Udover min egen forventning, var det skønt at opleve børnenes tilgang til den lille pige. At se min store dreng, der aldrig før har vist den store interesse for småbørn - heller ikke sin lillesøster - være meget omsorgsfuld og kærlig. Høre ham bede om at sidde med hende, se ham hente et af sine elskede sværd og lade den lille pige lege med det. Se ham le og nyde.
Min lille datter viste igen sine (medfødte?) evner for moderskabet. Hun nursede, madede, legede og opdrog vores lille gæst, så ikke et øje var tørt. Samtidig viste hun, at det var sårbart for hende pludselig at skulle dele opmærksomheden med en lille. Fint - så er vi forberedte på, at også hun vil reagere.
Der er selvfølgelig forskel på at have besøg at et lille myr i et døgn, og på at skulle være storebror og stoesøster på fuld tid, men efter de sidste dages oplevelser, er jeg ikke i tvivl om at vi kan og vil klare det - hele familien!
Jeg vil være mor igen - NU!

2. udgave

Efter flere overvejelser skifter bloggen navn allerede inden den er kommet i gang. Har haft en del tanker om, hvad siden skal bruges til, hvem skal have adgang og har jeg egentlig noget på hjerte...?? Har selv stor fornøjelse af at læse andre blogs, men kan jeg elv blogge, så det bliver interssant for andre end mig selv? Det er ikke sikkert, men livet skal bruges og nye ting prøves, så nu springer jeg for alvor ud i denne virtuelle dagbog. Velkommen til!

Billeder

..krydrer et hvert indlæg. Hvis dette skal ende som en offentlig blog, hvor man kan følge vores vej til Colombia, skal billeder jo være en stor del af indlæggene.
At det så lige bliver Joachim Boldsen der pryder idag, skyldes min fascination af dette skønne mandfolk.

At finde rundt i junglen..

...mon jeg lærer det? Ville egentlig gerne have evnerne til at være en rigtig blogger, men på den anden side kommer man så ikke nemt til at udlevere (for) meget om sig selv? Og hvordan skal stilen være?
Nå, i første omgang skal jeg finde ud af, hvordan det hele fungerer, så må det andet komme senere.

blogger...??

Er det mig? Kierkegaard eller Blixen er jeg ikke, men man må jo starte et sted...