Nu hvor jeg er lykkelig ude på den anden side af ventehelvedet, må jeg indrømme, at jeg godt indimellem kan tænke om andre ventende, at nu må de da vist hellere slappe lidt af.
Er der nu grund til evindelige sure opstød over AC eller DA. Mon ikke de gør, hvad de kan for at formidle børnene så hurtigt som muligt? Frustrationer over at være rykket en plads tilbage eller "kun" 2 pladser frem - hvad betyder et par pladser, tænker jeg ? Og ventefrustrationer efter 1 år eller halvandet - hvad vil man så gøre, når der er gået 4 år? Og så videre...
MEN når jeg så (endnu en gang) læser om stærke kvinder, der bliver skudt til jorden af angst, usikkerhed og frygt for aldrig at blive forældre, og der vel at mærke er tale om kvinder der har formået at have andet i livet end ventetid og -frustrationer, kvinder der forstår at nuancere deres liv og leve samtidig med at de venter, så bliver jeg banket tilbage og mærker med alt tydelighed, hvad det er de går igennem, og hvor skidt jeg selv havde det for et år siden.
Mærker hvor handlingslammet jeg var i livet. Mærker hvor meget ting, der nu synes ubetydelige, fyldte alt, alt for meget og i den grad gjorde mig passiv.
Det smerter mig at tænke tilbage på, ligesom det smerter mig at kvinder - som jeg godt nok kun kender fra cyberspace - skal rammes og have det lige så skidt.
Håndteringen af ventetid er individuelt - så meget har jeg da lært gennem mit forløb. Vi har forskellige historier med i rygsækken, der gør ventetiden nemmere og sværere at håndtere.
Men derfor synes jeg alligevel, at man - ikke mindst af respekt for dem der er allerhårdest ramt - indimellem bør stikke piben lidt ind og holde sine frustrationer for sig selv og sine nærmeste, når man ikke har stået på venteliste i 100 år og en sommernat. Det ville jeg ønske jeg selv havde gjort af og til da jeg var tidlig i forløbet....
(Nu sidder der helt sikkert nogle og tænker: "Ja, ja hun kan sagtens. Hun er ude på den anden side ovenikøbet med 3 børn." Og ja - jeg kan sagtens. Det ved jeg godt!!!
Giv gerne din mening til kende!!)
Hej Heidi
SvarSletJeg læser hvad du skriver og kan sagtens følge dig meget af vejen. Samtidig føler jeg mig truffen. Jeg genkender nemlig et par indlæg fra min side om skuffelsen over fejl fra a-c over at være rykket en plads den forkerte vej en forventet. Og vi har kun ventet MEGET kort tid.
Jeg vil ikke være hende der brokker sig eller hende hvor livet går på stand by fordi vi venter. Men hvor er det svært ikke at blive skuffet og utålmodig - kan kun forestille mig hvordan det bliver hen af vejen..
Men fint med et opråb som dette - det minder mig om at være tålmodig og at der kommer noget godt ud af ventetiden.
Kh. Betina
Kære Betina!
SvarSletMit indlæg er IKKE henvendt på nogen speciel - havde jeg behov for det, gjorde jeg det personligt.
Jeg har ikke læst alle dine indlæg, men der er hele tiden folk der popper op med dissse udsagn incl. mig selv, da jeg var ventende.
Jeg anerkender, at det er svært at vente - har jo selv været helt nede at vende- men jeg tror også på, at man kan gøre lidt selv, for ikke at piske en stemning op alt for tidligt. Det ville jeg selv gerne have været bedre til!
Tusind tak for din kommentar. Jeg ønkser dig alt mulig held og lykke og håber for jer, at jeres ventetid må blive kort!
Kh
Heidi
Nej jeg læser det ikke som du henvender dig specifik til nogen - du ved jeg kunne bare godt komme i den "kasse" med indlæg der omhandler den utålmodighed man kan beside når man venter på noget man brændende ønsker sig.
SvarSletDerfor syntes jeg dit indlæg er relevant og godt du (som selv har været i det) vil minde os andre som er midt i det, om at det er en problemstilling man kan drukne i.
Jeg giver dig helt ret i, at man sagtens selv kan piske en stemning op - og derved kan man også være med at til at fylde ventetiden med gode ting, ved at være bevidst om det. Forsøger man dette, så hjælper man jo også sig selv med at overleve :)
Vi håber på en kort ventetid, og i mellemtiden nyder vi at kunne være spontane, sove længe og glæde os over tosomheden.
Jeg nyder at læse din blog Heidi
Kh. betina
Hej Heidi.
SvarSletDejligt opråb - også selvom jeg så gerne vil give plads til alle slags ventefrustrationer. Synes faktisk selv det er et af de elementer af den lange ventetid jeg ikke er så stolt af, nemlig at jeg ikke rigtig orker andres frustrationer mere. Gider jo heller ikke udvikle mig til en bittersur gammel barnløs, der ikke har plads til andet end hendes egne sure opstød.
Ærlighed er en grim ting, for det er nok i virkeligheden bare sådan det er. Jeg er gammel, sur og bitter og orker ikke andres brok over småting. Så hvis nogen føler sig stødt, så vid, at jeg i den grad selv ville have synes min frustration var på sin plads, hvis jeg sad i jeres sko ;o) Sådan er jeg nemlig - jeg har altid ret til at brokke mig.
Så selvom mange vil synes jeg er i min gode ret til at dømme andres frustrationer, så holder det mig jo bare fast i det jeg er midt i. Jeg skal jo heller ikke piske en stemning op.
Ups det blev langt, men dit indlæg gav mig vist et lille skub. Lover at jeg hurtigt skal vende tilbage til mit gode sure og bitre vente-jeg ;o)
Kærligst Vivian
Kære Vivian!
SvarSletHvis ikke du skulle have lov til at være bitter og mavesur, hvem skulle så!? Det I har været igennem er jo umenneskeligt!
Jeg mener - som du - at der skal være plads til alle ventefrustrationer, men som vi to talte om den gang på planteskolen, så er det bare MEGET svært at tage frustrationer alvorligt efter 9 mdr. på ventelisten....
Derfor synes jeg man indimellem skal tænke sig lidt om, inden man ytrer sig i offentlig forum. På den anden side set, hvis man ikke kan ytre sig i adoptionsrelaterede fora - hvor kan man så... Det er sgu ikke sort/hvidt det her.
Summasumarum må vel være, at selvfølgelig har vi alle frustrationer undervejs, men ved selv at være lidt opmærksom på ikke at lade sig rive med af dem alt for tidligt i forløbet, kan man nok gøre de første 2-3 år mere overkommelige. Men derefter: %€#&%)/&%€#%!! ;-))
Tak for dit besyv!
Kh
heidi
Det VAR dig! Tak - jeg blev så glad, at jeg tudede!
SvarSletSelv KH
Karen