Ventelisterne er blevet opdateret i dag. Vi er rykket en plads frem og er nu nummer 11. Derudover er der 2 familier efter os på listen, der har fået barn. Dvs i alt 3 familier der er taget af listen på en måned. Det er jo i princippet rigtig flot - tænk hvis det var sådan hver måned.
Men jeg synes desværre ikke helt, det får mine arme til at ryge i vejret. Det irriterer mig af h....... til , at der er så mange familier efter os der får barn. Min fornuft siger mig, at det er okay - de er førstegangsansøgere og det er selvfølgelig fedt for dem, at de nu får lov at opleve det fantastiske at blive en familie.
Mit hjerte derimod siger noget andet! Jeg synes der er pisse-uretfærdigt! Jeg vil sendes i region NU! Jeg vil være mor igen inden sommer! Jeg ville lige nu ønske, at ICBF matchede kronologisk, så vi vidste, hvad vi havde at forholde os til. På den anden side, hvis de gjorde det - så havde vi ikke fået lige præcis de 2 vidunderlige unger vi har - idet vi stod hhv 5 og 3 da vi fik dem!
Indimellem bander jeg de ventende på andre lister langt væk, når de hyler over at have ventet i næsten halvandet år. Hvad fanden bilder de sig ind, tænker jeg. På den anden side set, så ved jeg godt, at de selvfølgelig tænker det samme om mig, der hyler over ventetiden til mit 3. barn, mens de venter deres første... Vi ser alle verden fra vores egen lille navle.
Nå, jeg vil gå ud og spritte min navle af - så jeg kan se klart igen. Glædes over at der trods alt er lidt bevægelse i tingene , for nogen ;-) Og så lige spise dagens anden fastelavnsbolle, bare sådan for lige at trøste mig selv lidt ;-))
Mer' vil ha' mer'...
mandag den 16. februar 2009
søndag den 15. februar 2009
tirsdag den 10. februar 2009
Raising Colombian Kids
Jeg har via en norsk blogger spottet følgende link:
Raising Colombian Kids
En blanding af informationer om det at adoptere fra Colombia generelt. Det er altså ikke en families beretning. Synes umiddelbart siden ser interessant ud, så jeg deler den lige med jer der læser med...hvis der er nogen...??
Raising Colombian Kids
En blanding af informationer om det at adoptere fra Colombia generelt. Det er altså ikke en families beretning. Synes umiddelbart siden ser interessant ud, så jeg deler den lige med jer der læser med...hvis der er nogen...??
torsdag den 5. februar 2009
"Du er ikke Frederiks mor!"
"Jo er det er jeg da," svarede jeg, da jeg fik meldingen fra en af Frederiks klassekammerater i SFOens garderobe. "Nej for du er ikke født i Colombia", svarede drengen. "Nej" svarede Frederik med et grin " jeg er jo adopteret."
Klassekammeraten havde jo ganske ret i, at jeg ikke er født i Colombia - bleg og rødmosset på samme tid - stod jeg der... Måtte tænke hurtigt, hvormeget skulle jeg gå ind i snakken, mens flere forældre og børn stod omkring? Jeg kiggede på Frederik, som så helt upåvirket ud og jeg valgte så at forklare drengen sammenhængen. (Med den sidegevinst at nogle forældre også hørte forklaringen, og dermed kunne tage snakken hjemme "på den rigtige måde" - og forhåbentlig med mine ord) Drengen så noget uforstående ud - det var tydeligt at han ikke vidste noget om adoption. Vi snakkede lidt om det, men da jeg gik derfra tænkte jeg, at den skal vi vist have op igen på et tidspunkt.
Jeg var noget spændt på, hvad Frederiks sagde til situationen, så da vi sad i bilen spurgte jeg forsigtigt, hvad han tænkte om det drengen har sagt. Jeg havde straks gang i de store bekymringer om, hvorvidt han var blevet ked af det eller synes det var problematisk. Om han følte sig udstillet og så videre... Tilbød at vi kunne tage nogle bøger med som de kunne læse i klassen eller at jeg kunne få klasselæreren til at fortælle noget om adoption. "Hvorfor dog det", svarede han. "Jeg vil da hellere selv fortælle det, når de siger noget."
Da blev jeg sgu lidt stolt. Endnu engang blev det klart for mig, at min store dreng hviler fuldstændig i sin historie og stolt af den!! Jeg blev glad "helt ned i maven" og tænkte at så var der da lidt vi havde gjort rigtigt! ;-))
Klassekammeraten havde jo ganske ret i, at jeg ikke er født i Colombia - bleg og rødmosset på samme tid - stod jeg der... Måtte tænke hurtigt, hvormeget skulle jeg gå ind i snakken, mens flere forældre og børn stod omkring? Jeg kiggede på Frederik, som så helt upåvirket ud og jeg valgte så at forklare drengen sammenhængen. (Med den sidegevinst at nogle forældre også hørte forklaringen, og dermed kunne tage snakken hjemme "på den rigtige måde" - og forhåbentlig med mine ord) Drengen så noget uforstående ud - det var tydeligt at han ikke vidste noget om adoption. Vi snakkede lidt om det, men da jeg gik derfra tænkte jeg, at den skal vi vist have op igen på et tidspunkt.
Jeg var noget spændt på, hvad Frederiks sagde til situationen, så da vi sad i bilen spurgte jeg forsigtigt, hvad han tænkte om det drengen har sagt. Jeg havde straks gang i de store bekymringer om, hvorvidt han var blevet ked af det eller synes det var problematisk. Om han følte sig udstillet og så videre... Tilbød at vi kunne tage nogle bøger med som de kunne læse i klassen eller at jeg kunne få klasselæreren til at fortælle noget om adoption. "Hvorfor dog det", svarede han. "Jeg vil da hellere selv fortælle det, når de siger noget."
Da blev jeg sgu lidt stolt. Endnu engang blev det klart for mig, at min store dreng hviler fuldstændig i sin historie og stolt af den!! Jeg blev glad "helt ned i maven" og tænkte at så var der da lidt vi havde gjort rigtigt! ;-))
søndag den 1. februar 2009
Tante tænker...
...ikke så meget lige nu.
December var hård, meget hård at komme igennem rent adoptionsmæssigt. Som tidligere indlæg har beskrevet, så har jeg virkelig været ramt af den tunge venteblues.
Lige før jul fik vi et nyhedsbrev, der gjorde status over formidlingen i 2008. Ikke de store nyheder eller den store optimisme at hente der, bortset fra en chokerende besked om, at hele 3 børn var blvet afvist uden grund.
2 af familierne ville alligevel ikke adoptere - hvordan man først finder ud af det så sent, fatter jeg ikke. Kan ikke lade være med at tænke om det skyldes alder eller race på det barn der var blevet dem udvalgt. Det 3. barn blev afvist, fordi det var 10 dage - 10 dage!!!! - for gammelt i forhold til den godkendelsesramme familien havde! Når barnet er uden for godkendelse, må familien takke nej og vil blive tilbudt et andet barn på et tidspunkt.
Det gør mig meget vred og frustreret, når jeg hører om sådanne afvisninger. Tror folk det er Gerdas Gavebutik med frit valg på alle hylder eller hva'?? Det sætter danske ventende i et MEGET dårligt lys i Colombia - og er det noget der kommer til at ske mange gange, vil det uden tvivl gå ud over formidlingen.
Af samme grund er vi netop blivet bedt om at opdatere straffeattester og socialrapporten, for at ICBF kan være sikre på, at de ansøgere der står på listen, rent faktisk ønsker børn.
I lyset af mit indlæg d. 17/12 bad vi lige før jul vores sagsbehandler hos AC om at undersøge, hvorvidt det var muligt at få lidt flere konkrete oplysninger på vores sag. Hun ville undersøge det i løbet af januar, nu skriver vi februar og vi har endnu ikke hørt fra hende. Heller ikke på den rykkermail, vi har sendt hende! Behøver jeg sige mere...??
Siden nytår er det gået bedre med ventefrustrationerne. Vi besluttede først på året, at vi ikke længere ville være på stand by, med nogle af de ting vi gerne vil opleve. Blandt andet derfor har vi bestilt en rejse til Californien 12 dage i april. Vi skal til San Francisco, Los Angeles, Palm Springs og San Diego. Med os på rejser tager vi farfar og Kirsten. Vi glæder os som små børn! Mere om det i et senere indlæg.
Så blev det alligevel til lidt flere tanker end forventet... ;-))
December var hård, meget hård at komme igennem rent adoptionsmæssigt. Som tidligere indlæg har beskrevet, så har jeg virkelig været ramt af den tunge venteblues.
Lige før jul fik vi et nyhedsbrev, der gjorde status over formidlingen i 2008. Ikke de store nyheder eller den store optimisme at hente der, bortset fra en chokerende besked om, at hele 3 børn var blvet afvist uden grund.
2 af familierne ville alligevel ikke adoptere - hvordan man først finder ud af det så sent, fatter jeg ikke. Kan ikke lade være med at tænke om det skyldes alder eller race på det barn der var blevet dem udvalgt. Det 3. barn blev afvist, fordi det var 10 dage - 10 dage!!!! - for gammelt i forhold til den godkendelsesramme familien havde! Når barnet er uden for godkendelse, må familien takke nej og vil blive tilbudt et andet barn på et tidspunkt.
Det gør mig meget vred og frustreret, når jeg hører om sådanne afvisninger. Tror folk det er Gerdas Gavebutik med frit valg på alle hylder eller hva'?? Det sætter danske ventende i et MEGET dårligt lys i Colombia - og er det noget der kommer til at ske mange gange, vil det uden tvivl gå ud over formidlingen.
Af samme grund er vi netop blivet bedt om at opdatere straffeattester og socialrapporten, for at ICBF kan være sikre på, at de ansøgere der står på listen, rent faktisk ønsker børn.
I lyset af mit indlæg d. 17/12 bad vi lige før jul vores sagsbehandler hos AC om at undersøge, hvorvidt det var muligt at få lidt flere konkrete oplysninger på vores sag. Hun ville undersøge det i løbet af januar, nu skriver vi februar og vi har endnu ikke hørt fra hende. Heller ikke på den rykkermail, vi har sendt hende! Behøver jeg sige mere...??
Siden nytår er det gået bedre med ventefrustrationerne. Vi besluttede først på året, at vi ikke længere ville være på stand by, med nogle af de ting vi gerne vil opleve. Blandt andet derfor har vi bestilt en rejse til Californien 12 dage i april. Vi skal til San Francisco, Los Angeles, Palm Springs og San Diego. Med os på rejser tager vi farfar og Kirsten. Vi glæder os som små børn! Mere om det i et senere indlæg.
Så blev det alligevel til lidt flere tanker end forventet... ;-))
Abonner på:
Opslag (Atom)