Pyh....

Det måtte jo komme før eller siden, at Malthe blev syg.

De sidste dage har budt på bekymring og angst i en grad jeg ikke har oplevet før med syge børn. Selvom det føles som om vi har haft Malthe i lang tid, er vi blevet mindet om, at det hele endnu er skrøbeligt og sårbart. At vi ikke kender hinanden helt ind i rygmarven endnu.

Der er blevet grædt mange tårer - ikke mindst hos den lille mand. Bekymringen har også præget de store, der ikke kunne forstå, at vi ikke kunne hjælpe ham mere end vi gjorde.

Nu er der heldigvis fremgang at spore. Han kan nu støtte på benene og er begyndt at spise lidt. Det er også nødvendigt, for han er ved at være nede i nærheden af de 8 kilo igen - ikke meget for en dreng på snart 17 måneder.

Vi har idag fået flere smil end vi sammenlagt har fået de sidste 5 dage. Han er stadig slap og nu også med røde udslæt, men vi har fået smil! Hvilken lettelse....