torsdag den 26. november 2009
Smiler igen!!
Smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler lige lidt mere, smiler, smiler, smiler, smiler, storsmiler, smiler, smiler, er ikke sur mere, smiller, smiler, smiler, har weekend, smiler, smiler, smiler!
søndag den 22. november 2009
Sur, sur, sur...
Sur som bare fa....! Sådan har jeg været idag - absolut ikke festligt selskab.
Grunden??? Ja, bare jeg vidste det. Har gennemsøgt min sjæl - uden at finde noget der bare ligner en årsag. Har forsøgt at tage mig sammen - uden held. Har forsøgt at tælle til tusind - uden held. Har forsøgt med en rulle chokoladekiks - uden held.
Jeg giver op - accepterer tingenes tilstand og glæder mig over, at der kun er 2 timer og 51 minutter tilbage af dagen. Imorgen kan kun blive en bedre dag...
Grunden??? Ja, bare jeg vidste det. Har gennemsøgt min sjæl - uden at finde noget der bare ligner en årsag. Har forsøgt at tage mig sammen - uden held. Har forsøgt at tælle til tusind - uden held. Har forsøgt med en rulle chokoladekiks - uden held.
Jeg giver op - accepterer tingenes tilstand og glæder mig over, at der kun er 2 timer og 51 minutter tilbage af dagen. Imorgen kan kun blive en bedre dag...
søndag den 15. november 2009
Juhuuuu - pessimisme hvor er du????
Jeg kan ikke finde pessimismen?? Er der nogen der har set den???
Der er skred i tingene! Familier godkendt 2 mdr før os får nu barn i forslag! Familier godkendt 1 måned før os, får at vide at der er 9 familier før dem inden udsendelse til region. Dette har skubbet til pessimismen, så jeg ikke kan finde den!
Det er farligt, jeg er bekymret - tænk hvis jeg ikke finder den igen? Tænk hvis de positive takter tager over? Tænk hvis jeg virkelig bliver mor igen??? Tør jeg tro på det?? Ja, fandme JA!!
Der er skred i tingene! Familier godkendt 2 mdr før os får nu barn i forslag! Familier godkendt 1 måned før os, får at vide at der er 9 familier før dem inden udsendelse til region. Dette har skubbet til pessimismen, så jeg ikke kan finde den!
Det er farligt, jeg er bekymret - tænk hvis jeg ikke finder den igen? Tænk hvis de positive takter tager over? Tænk hvis jeg virkelig bliver mor igen??? Tør jeg tro på det?? Ja, fandme JA!!
søndag den 8. november 2009
Andrea dag
Idag er det 5 år siden vi fik den smukkeste, dejligste, sødeste, frækkeste pige i armene. Smilende fra første færd - men skræmt fra vid og sans hver gang det blev sengetid. Sådan var det en rum tid - nu er hun tryg, tillidsfuld, glad, bestemt, skrap, dansende, dullet, helt igennem lækker - og 100% VORES ELSKEDE ANDREA! Tak for dig Tulle!
tirsdag den 3. november 2009
Tro, håb og kærlighed
Troen er så småt vendt tilbage. Ikke sådan for alvor på Vor Herre -selvom han da kan være god nok at have i baghånden ved de store livskriser - men på at vi nok skal nå det.
Nå at komme til Colombia efter "lillen" inden vores godkendelse udløber om 10 1/2 måned. For et halvt år siden kunne troen ligge på et meget lille sted, men der er efterhånden flere og flere tendenser, der peger i den rigtige retning.
Hvad gør man så? Man bliver lidt overstadig - smørrer den tykke hud så den bliver lidt tyndere og lader sig rive lidt med af den gode stemning. Slår til da den rigtige seng byder sig, rydder op i børnetøjet, meddeler arbejdspladsen, at man tror på barsel en gang i dette skoleår og går endda så vidt, at man snakker med gemalen om, hvad han synes barnet skal hedde. Det er lidt farligt at bevæge sig ud på så dybt vand, man kan jo nemt blive skuffet...
Men håbet er der. Også selvom der ikke skal så meget til at få det til at svinde lidt, så er det der - for vi når det gør vi, det SKAL vi sgu!! Men derfor var det alligevel lidt nedtur at høre fra en anden familie, at de kun var rykket 7 pladser på 2 måneder. Her havde vi jo nok satset på en 12 - 15 stykker pr. måned, som vi oplevede tidligere på året. Jeg håber, det kun er en kort overgang, at det igen skal gå så langsomt, for ellers når vi det ikke. Vi ved, at ICBF nu sender familier, godkendt 2 måneder før os, i region - det giver gode forhåbninger, trods det langsomme efterår.
Såvidt troen og håbet....så mangler vi kærligheden.
Den skal dedikeres til Victor-hunden, som vi desværre måtte tage afsked med den 23. oktober. Det var og er stadigt meget tungt at tage afsked - og dette afsnit skrives med tårerne trillende ned af kinderne... Victor-hunden var vores første "barn". Den dejligste hund man kunne tænke sig. Et fantastisk sind - der var ikke ondt skabt i ham, bortset fra når pindsvinene indtog haven. Victor har fulgt os i tykt og tyndt - trofast og kærlig. Vi savner ham hver dag, men er også lettede over, at han ikke længere skal have det skidt. Han fik 10 gode år, var frisk, rørig og hvalpet, bortset fra de sidste par måneder, hvor gik det tilbage for ham. Vi gjorde, hvad vi kunne for at hjælpe ham, men da han ikke stod til at redde - fik vi sagt farvel inden det blev uværdigt for ham. Victor: Du vil aldrig blive glemt!
Nå at komme til Colombia efter "lillen" inden vores godkendelse udløber om 10 1/2 måned. For et halvt år siden kunne troen ligge på et meget lille sted, men der er efterhånden flere og flere tendenser, der peger i den rigtige retning.
Hvad gør man så? Man bliver lidt overstadig - smørrer den tykke hud så den bliver lidt tyndere og lader sig rive lidt med af den gode stemning. Slår til da den rigtige seng byder sig, rydder op i børnetøjet, meddeler arbejdspladsen, at man tror på barsel en gang i dette skoleår og går endda så vidt, at man snakker med gemalen om, hvad han synes barnet skal hedde. Det er lidt farligt at bevæge sig ud på så dybt vand, man kan jo nemt blive skuffet...
Men håbet er der. Også selvom der ikke skal så meget til at få det til at svinde lidt, så er det der - for vi når det gør vi, det SKAL vi sgu!! Men derfor var det alligevel lidt nedtur at høre fra en anden familie, at de kun var rykket 7 pladser på 2 måneder. Her havde vi jo nok satset på en 12 - 15 stykker pr. måned, som vi oplevede tidligere på året. Jeg håber, det kun er en kort overgang, at det igen skal gå så langsomt, for ellers når vi det ikke. Vi ved, at ICBF nu sender familier, godkendt 2 måneder før os, i region - det giver gode forhåbninger, trods det langsomme efterår.
Såvidt troen og håbet....så mangler vi kærligheden.
Den skal dedikeres til Victor-hunden, som vi desværre måtte tage afsked med den 23. oktober. Det var og er stadigt meget tungt at tage afsked - og dette afsnit skrives med tårerne trillende ned af kinderne... Victor-hunden var vores første "barn". Den dejligste hund man kunne tænke sig. Et fantastisk sind - der var ikke ondt skabt i ham, bortset fra når pindsvinene indtog haven. Victor har fulgt os i tykt og tyndt - trofast og kærlig. Vi savner ham hver dag, men er også lettede over, at han ikke længere skal have det skidt. Han fik 10 gode år, var frisk, rørig og hvalpet, bortset fra de sidste par måneder, hvor gik det tilbage for ham. Vi gjorde, hvad vi kunne for at hjælpe ham, men da han ikke stod til at redde - fik vi sagt farvel inden det blev uværdigt for ham. Victor: Du vil aldrig blive glemt!
Abonner på:
Opslag (Atom)