fredag den 10. april 2009

Hvaler, delfiner og Hard Rock Café

Idag har vi besøgt Seaworld, som kan beskrives med et ord: WAUW!!

Amerikanerne er utrolig gode til at lave forlystelsesparker. Alt er pænt og velholdt. Der er masser af toiletter, spisesteder og grønne områder. Logistikken fungerer selvom der er ufattelig mange mennesker - det eneste man ikke helt undgår, er at stå i kø, men fred være med det.
Vi overværede 2 shows - delfinerne og hvalerne. Begge var helt vildt fantastiske - det er utrolig imponerende hvordan dyrene kan trænes.

Billederne taler vist for sig selv:

Sidst på eftermiddagen var vi tilbage på hotellet, hvor vi "grovpakkede" kufferterne, for at se om vi kunne have alle vores indkøb med hjem. Det ser heldigvis ud til at der er plads til det hele - selvom vi nok kommer til at have lidt overvægt med - både i kufferterne og på kroppen!! Det er ikke just slankende at spise ude i "the fast food country", men det må vi tage os af når vi kommer hjem. I hvert fald afholdt det os ikke fra at spise en lækker middag på Hard Rock Café her til aften. En gastronomisk og musikalsk nydelse på adskillige decibel. Det var svært at føre en samtale, men pyt med det, når bare maden er god. Musikken var dog ikke højere end, det lykkedes Andrea at falde i søvn midt i maden.


Andrea er ved at være mættet og slidt af alle oplevelserne. Hun bliver indimellem noget hektisk og overstadig, samtidig med at hun har let til tårer. Hun savner sin børnehave og glæder sig til at skulle afsted på tirsdag. Der er dog ingen tvivl om, at også hun har nydt det utrolig meget. Det har givet hende så meget, at Frederik har villet hende og de har haft det rigtig sjovt sammen. Hun har indimellem spurgt: "Frederik leger du med mig nu?" - hvortil han har svaret mumlende, for det er lidt pinligt at indrømme at man faktisk leger med og har hygget sig rigtig, rigtig meget med sin søster. (Hvis I lover ikke at sige det til nogen, så tror jeg faktisk han har været med i en leg med en Barbiedukke!!)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar