Nogle gange tænker jeg (jo det sker faktisk at jeg tænker!!), hvordan man egentlig holder det ud. Ventetiden altså. Måned efter måned. Optur efter nedtur. Igen og igen holder man ud - kommer over skuffelser, frustrationer og deadlines der endnu engang blev rykket.
Det går jo. I mange perioder overikøbet ret godt. Hvad er det for kræfter der sætter ind - hvad er det vi indeholder, når vi er i stand til at fungere normalt på trods af den stress, vi udsættes for konstant som ventende???
Jeg ved det ikke, men synes på en måde, at det er betryggende at finde ud af, at man kan klare mere end man tror. På den anden side kan jeg godt (bl.a. affødt af min læges kommentar til de mange spændinger i min krop) frygte, om der kommer en sen reaktion på alt stressen.
Når jeg igen og igen læser om familier der får børn - nogle endda 3 i den tid jeg har ventet på mit sidste - så tænker jeg på, om det nogensinde bliver os. Det føles så uvirkeligt på trods af, at jeg har prøvet det 2 gange før. Følelserne er som første gang, hvor man sprang ud på virkelig dybt vand...
Men jeg VED, at en dag så bliver vi belønnet for vores tålmod og overlevelsesevne... Må det ske inden nætterne igen bliver lange og lyse.
ja, lad det ske inden nætterne bliver lange og lyse - jeg vil tage dig med i min bøn juleaftensdag i kirken. Det virkede sidste år - der fik Hope* (Katja) på zonen et par kærlige bønner og tanker med på vejen i kirken - og sørme om ikke deres sag er gået igennem d. 24/12!!! Vildt ikke???
SvarSletDe bedste tanker - og nøj, hvor jeg glæder mig til at glædes med dig når forløsningen kommer!
Kh Mie