Jeg sidder i et venteværelse sammen med en masse andre ventende. Vi venter alle på, at døren går op og der bliver sagt, at det er vores tur. Nogle gange går det efter tur - andre gange er det de senest ankomne, der kommer til først.
Lyset i venteværeslet er skiftende. Nogle gange åbnes vinduet og der trænger lys og ny luft ind. Andre gange er der mørkt, indelukket, trangt og kvalmende i venteværelset. Så sidder vi der side om side og prøver at holde ud. Nogle taler- andre ikke. Alle venter vi på, at døren går op...
For nylig gik døren op for en af de andre i venteværelset. Min trofaste følgesvend, med hvem jeg har delt stort og småt, er trådt ud af rummet og er på vej videre. Jeg glæder mig til at følge på vej - på afstand godt nok, men alligevel tæt på. For vi følges i tankerne når vi ikke er sammen, forstår hinanden og deler glæder og sorger. Jeg glæder mig usigeligt over, at der nu er én mindre i venteværelset, men bides alligevel af den misundelige slanges tand.
De seneste dage har lyset været meget dunkelt og luften kvalmende i rummet. Men i dag blev vinduet åbnet på klem og lidt lys og luft trængte ind. Jeg håber døren snart åbnes og jeg bliver kaldt ud i verden igen.
Hej Heidi!
SvarSletDu beskriver jo lige præcis hvordan dette vente-mareridt føles..
Indimellem kan jeg blive bange for at nogen har glemt at vi sidder der og venter, og den eneste vej ud er hvis jeg selv rejser mig og går....men døren går da stadigvæk op en gang imellem og en dag husker de vel også os!
Vi må holde sammen i venteværelset så længe.
Jeg håber døren snart går op for Jer:-)
kh Anne J
Tak - Anne og i lige måde!
SvarSletKh
Heidi
Når en forlader venteværelset rykker de andre frem - og jeg håber virkelig det snart er jeres tur.
SvarSletHvis jeg kan nå vinduet, kan du være sikker på at jeg nok skal åbne det, og hvis jeg ikke lige selv er opmærksom, så bed mig bare om at gøre det.
Smuuuu
Laila