Da vi ventede på at få børn, fik vi Victor-hunden som fornøjelse i ventetiden. En skøn, glad, legesyg og helt igennem godmodig hund, der ikke har givet os mange bekymringer i de forgangne 9 1/2 år. Sådan har det imidlertid ikke været de seneste 14 dage.
Forrige fredag måtte Victor-hunden til vagt-dyrlægen sent om aftenen for at få tømt sin blære. Urinvejene var blokeret af en sten, der den efterfølgende mandag forsøgtes opereret væk. Desværre kunne dyrlægen ikke gøre noget for ham - stenen ville ikke rokke sig ud af stedet. Victor-hunden blev ordineret specialkost, som eneste håb. Vi fik at vide, at vi skulle indstille os på, at det ikke ville hjælpe ham, men det skulle dog have forsøget. Kunne han bare tisse nogle få dråber af gangen i de par måneder det ville tage, før foderet evt. ville hjælpe ham, var der håb.
I dagene der fulgte så man mig kravle rundt på alle 4 sammen med hunden, for at tælle de dråber der kom ud, så vi kunne vurdere om blæren holdt eller ville sprænges. Kønt syn!
I går skete miraklet så: Hunden tissede med stråle!!! Allerede efter små 2 uger, har foderet haft sin virkning - og den hund vi troede, vi skulle tage afsked med, da den var mere end 24 timer om at vågne af narkosen, er igen sig selv - og jeg, som hundemor, går jublende omkring i gader og stræder, hver gang hunden slår en streg!
Mor elsker Victor-hunden!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar