Det er vist de fleste bekendt, at jeg trives bedst i byen. Jeg kan ikke lide dyr, ikke tåle græs og den der natur, siger mig ikke det helt store. Jo vel - jeg kan da godt lide en god solnedgang og går da også gerne en tur, men at leve på landet er mig lige så fjern, som en tur til månen.
I går befandt jeg mig så pludselig i noget af det mest "naturlige" man kan finde i Danmark - Mandø. En lille ø i Vadehavet, som i den grad er styret af den der natur, Man bestemmer ikke selv, hvornår man kan komme til og fra øen - ja man risikerer lige frem at blive "fanget" der i flere dage, hvis vejret ikke arter sig. Alene tanken kan virke klaustrofobisk på mig. Der er ikke plads til en impulsiv shoppetur, man smutter ikke lige på café til brunch eller henter aftensmaden på Mac D (det gør vi selvfølgelig heller aldrig - det er jo hverken fedtfattigt eller økologisk)
Det var ikke helt frivilligt jeg tog dertil, og jeg må også erkende, at min skepsis var stor over at skulle tilbringe bare 6 timer derovre, men hvad gør man ikke for familiefreden ;-) At turen så ovenikøbet ville byde på en 3 timer lang traktortur til en sandbanke, gjorde ikke min skepsis mindre. Begejstringen var svær at finde frem - men igen familiefreden skulle plejes.
Og hvordan gik det så?
Jo jeg fik mine fordomme bekræftet. I'm not a country girl og jeg kunne på absolut ingen måder forestille mig at leve på en ø i Vadehavet.
MEN jeg må samtidig sige, at jeg nu også til fulde forstår den fascination, som jeg ved mange har for stedet! Det er et rigtig dejligt sted og uden tvivl et af det mest afstressende steder man kan befinde sig i Danmark. Naturen er storslået, befolkningen helt sin egen og der er en ganske særlig stemning på Mandø. Sandbanken var smuk og overraskende med sæl-liv i massevis.
Jeg troede indtil i går, at jeg skulle besøge Mandø for første og eneste gang i mit liv. "Dagens gode.." var at jeg blev klogere og helt sikkert skal tilbage - i hvert fald for en dags tid ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar