Jeg har selvfølgelig funderet en del over, hvad der har bragt mig i dennne stresssituation. Og trods granskning af alle mulige ogumulige årsager, kan jeg ikke komme op med andet end ventetiden.
Under denne granskning er jeg også kommet frem til, at en del af det er selvforskyldt. Ventetiden kan jeg ikke gøre noget ved og omstændighederne har gjort, at vi er gået fra en estimeret ventetid på 1 1/2 år til nu at have ventet i 4 1/2 år siden vi ansøgte. Den del ligger uden for vores hænder - det er hårdt, grænsende til tortur, men sådan er det nu en gang bare.
Der hvor jeg selv kunne have gjort noget, var ikke at have så meget fokus på det. De sidste par år har det været med i ALT - og jeg mener virkelig ALT - hvad jeg har foretaget mig. Jeg har "italesat" det ved en hver lejlighed og refereret alt muligt til den forestående rejse. Når jeg har købt sko (og det er tit!!) har jeg tænkt: "Skal de med til Colombia", når jeg har købt julegaver til børnene har jeg tænkt: " Kan dt bruges når vi skal til Colombia", når jeg er blevet klippet har jeg tænkt. "Er det en praktisk frisure, når vi skal til Colombia"!!! Osv, osv... Det har fyldt alt, alt for meget i mit hovedet - da ikke mindst når deadline er blevet udskudt gang på gang på gang....
Derfor øver jeg mig nu på, at ikke at tænke ret meget mere end en uge frem ad gangen. Tankerne om hvornår vi skal afsted, prøver jeg at skubbe fra mig, ligesom jeg gør mig meget umage for ikke at referere alting til det.
Vi har netop fået opdateringer der fortæller os, at vi er kommet meget tættere på, men netop derfor er det vigtigt for mig ikke at tænke på det og tale om det hele tiden, fordi jeg så stresser mig selv unødigt. I stedet ligger mit fokus på at komme ovenpå i en fart, så jeg er klar når "den store dag" kommer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar