Jeg blev klogere hen over julen, hvor jeg havde en større nedsmeltning, der blev en øjenåbner af format! Jeg fik det derefter bedre og i takt dermed, blev mit syn også klarere og det synes ikke længere så skræmmende at skulle tale med en psykolog. Det er jo en latterlig stædighed at slæbe rundt på, ikke mindst fordi det jo ikke er noget der kommer til at forfølge mig resten af mit liv.
Men hvis den fulde sandhed skal frem - og det skal den jo på et tidspunkt - så er jeg skide bange for at det skal komme til at figurere i min journal hos lægen og dermed få betydning for om vi kan accepteres til næste barn. Sådan forholder det sig selvfølgelig IKKE! Det får ingen betydning overhovedet - tværtimod. Men jeg tør altså stadig ikke involvere min læge i min sygemelding og har da heldigvis heller ikke behov for det længere, da jeg har det godt og starter på arbejder i næste uge.Psykologen var sød og forstående og jeg gik der fra med en fornemmelse af at være forholdsvis normal!!!(I det omfang man er normal, når man er en Sloth!!) Hun bad mig om at "parkere" det tredje barn og i stedet bruge mit krudt på det liv jeg har her og nu. Jeg skal så småt gå i gang med at arbejde igen, samtidig med at jeg giver plads til at komme helt oven på. Jeg er ude af kontrol over, hvornår det kommer til at ske og det er derfor spild af tid og alt for meget god energi. Det var jeg jo sådan set også selv nået frem til, men det var da rart at få det bekræftet :-) Nu er jeg klar til snart at pakke skoletasken igen - og jeg glæder mig faktisk til det!
Kære Heidi
SvarSletEr en af dem, der ind i mellem kigger forbi her på din blog, uden at efterlade nogen kommentarer.
Men i dag må jeg simpelthen skrive en lille hilsen til dig. Tak fordi, du er ærlig om, hvordan du har det, det er så flot og sejt!
For to år siden ved denne tid, gik jeg også rundt og havde det elendigt. Var træt, ked af det, trist og total energiforladt. Kørte lynhurtigt op og ned rent humørmæssigt. Var ret bevidst om det, men jeg er altid stærk, kan overkomme mange ting og "perfekt" udaftil og holdte det totalt for mig selv. Ikke engang veninder eller familie snakkede jeg med. Og jeg var så bange for at kontakte min læge, for hvad ville der så stå i min journal, og hvad ville det betyde for vores regodkendelse m.m.
Jeg gik i flere måneder sådan, indtil et lille ubetydeligt sammenstød med vores datter væltede det hele og tårene bare væltede ud af øjnene i stride strømme. Endelig blev jeg nød til at fortælle min mand, hvordan jeg havde det og hvorlænge det havde stået på. Næste morgen fik jeg fat i lægen og var sygemeldt i næsten
2. mdr med stress/begyndende depression, og derefter på nedsat tid i næsten 3 mdr. Og hvilken befrielse, selvom ingen havde set det komme og alle var meget chokeret.
Og vigtigst af alt, det betød intet i forhold til vores adoption. I følge vores læge var det ikke noget der skulle bemærkes i papirene ved regodkendelsen. (og hun er eller meget korrekt og skriver alt ned) Det er hårdt at være mor og arbejdende i denne verden og vi kan alle have brug for at hive stikket ud i kortere eller længere tid. Og intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Jeg har i hvert fald lært at mærke efter i mig selv om det er ved at blive for meget, og sige fra før end jeg gjorde før. Lyder så kliche agtigt, men det er bare så vigtigt og svært.
Så alt det bedste til dig og tak fordi du er så åben omkring det.
De bedste hilsner Louise
- mor til Isabell og Phillip :-)
Kære Louise!
SvarSletOg TAK fordi du deler din historie! Jeg starter på arbejde igen imorgen - den første uge på halvt skema. Jeg er i forvejen på nedsat tid, så jeg tror jeg er klar til fuldt skema ugen efter. Hvis ikke tager jeg en ugen mere. Jeg ønsker ikke at komme derud igen, hvor jeg var for 4 uger siden. Heldigvis fik jeg stoppet inden jeg røg helt udover kanten.
Den episode du beskriver med din datter, ligner til forveksling en jeg har prøvet - det var så grimt, så grimt...Pyh...