Takketale med surt opstød

Tusind tak til alle jer, der har meldt tilbage at I læser med her. Det er rart at vide I er her og jeres kommentarer betyder meget!

Dernæst en særlig tak til jer, der har tilkendegivet, her eller i andre fora, at I har forståelse for den situation jeg har været i den seneste tid. Det betyder så meget at opleve, at man ikke er alene og ikke mindst at man bliver forstået! Man kan selsagt ikke forlange at alle skal forstå, hvordan det er at løbe et marathonløb, hvor målstregen hele tiden bliver flyttet længere og længere væk, men den sympati, jeg har mærket fra rigtig mange sider, varmer og gør godt!

Derfor prøver jeg også at lade være med at fokusere på de dumme bemærkninger, jeg er blevet mødt af et par steder. Bemærkninger om at jeg jo selv er skyld i, at jeg har fået det skidt, fordi jeg har brugt for meget energi på det, der ligger uden for mine hænder. Ja tak -  goddav mand økseskaft - det er jeg sgu da godt klar over, men det er altså nemmere sagt end gjort, når nu man har så brændende et ønske om at marathonløbet snart er slut og ikke bare bliver længere og længere.

Jeg har skrevet det her tidligere: Jeg har brugt for meget energi på tredjebarnet og jeg øver mig meget på at skyde tankerne fra mig, men netop derfor behøver man jo ikke at sparke til en der ligger ned - da især ikke når man har indrømmet sine "fejl"!

I denne uge er jeg tilbage på jobbet i halvt skema. Det er dejligt, jeg nyder det, men hold op hvor er jeg træt! Søvnproblemer - good bye! Det er skønt! I næste uge skal jeg i fuldt skema og da forventer jeg at skulle bruge resten af dagene på at sove ;-)