Stand by...

Jeg føler mig på stand by!

Efter snart 39 måneder på venteliste og med absolut ingen udsigt til at ventetiden er ved at være slut, er jeg ved at blive vanvittig.

Ventehelvedet er for alvor sat ind og rammer og lammer mig i en grad, jeg ikke har prøvet før. Jeg svinger som et pendul - er trist, træt, sur, glad, energiforladt, optimistisk og sortseer. Vi er stadig et stykke nede på ventelisten, men bliver alligevel sprunget over. Der viser sig en lille tendens til at førstegangsansøgere opprioriteres - fair nok, men når det nu ikke hidtil har været sådan er det sgu frustrerende, fordi det sætter tanker i gang om, hvorvidt det nogensinde bliver vores tur så, vi venter trods alt nr 3. Enkelte har sagt, hvorfor vi ikke bare "nøjes" med de 2 vi har, men det kan vi ikke, så længe der stadig er håb. Vi har nu brugt mere end 3 år på billedet af os, som en familie med 3 børn - og man får da for pokker heller ikke en abort i 8. måned.

Tilmed har jeg længe været i alvorlige overvejelser om mit fremtidige arbejdsliv. Der skal ske noget helt nyt - jeg vil IKKE være lærer mere. Det dræner mig for energi og "tænder" mig på ingen måde. Men hvad og hvor kommer man hen og siger, at man skal på barsel med 1 måneds varsel?

Det ene øjeblik er jeg klar til at tage springet her og nu - blæse på fordelagtig barselsordning, vi skal nok klare os alligevel. Det næste øjeblik overmander fornuften(?) mig og siger, jeg skal blive hvor jeg er, og så bruge min etårige barsel på at finde ud af, hvad der skal ske videre frem.

Idag hælder jeg mest til det sidste, imorgen ser det måske anderledes ud...Hvorlænge skal jeg blive ved med at være på stand by?