2 skridt frem og et tilbage

Det går heldigvis fremad og jeg mærker en klar bedring i forhold til for 10 dage siden, hvor jeg måtte sig stop.

MEN jeg har svært ved at være tålmodig og passe på mig selv! Så snart jeg mærker, at det går fremad kører jeg på og det er nok ikke det smarteste. Jeg bliver venligt - men bestemt - mindet om, at det ikke kan nytte noget at tro, at man er 100 % ovenpå efter en uge. Ting tager tid og jeg skal stadig give mig tid til at slappe af. Det er svært at acceptere - helt vildt svært!! Jeg vil jo gerne være den der har kontrollen, og den får jeg altså kun igen, hvis jeg HUSKER at passe på mig. Jeg øver mig...

Heldigvis har vi ikke en masse planer i julen. Juleaften holdes hos mine forældre og den julefrokost jeg (selvfølgelig!) har påtaget mig at holde 2. juledag, har jeg valgt at uddelegere madlavningen på, så jeg kun skal lægge hus til, så det skal nok gå.

Resten af tiden skal bruges på familien og mig!

Glædelig jul til jer der læser med her.

Her bor jeg...

..og selvom jeg egentlig synes, at det der sne oftest er noget bøvl, så er det sgu da ret smukt!

Min nye "gud" hedder Tor

Det der med "alternative" behandlere som fysioterapeuter, kiropraktorer, zoneterapeuter m.v. har aldrig lige være mig. Jo, jeg har i stor stil anbefalet dem til andre, talt meget overbevisende om, hvor vigtigt det er at lytte til sin krop og prøve noget "alternativt".
Men når det kommer til mig selv - nixen bixen. Jeg går allerhøjst til lægen. Jeg kan jo sagtens klare det hele selv, jeg er jo (hvor utroligt det end lyder) uddannet idrætslærer, så det der med kroppen har jeg helt styr på!

Men når sandheden skal frem, så har jeg i den grad forsømt min krop de sidste 1 1/2 år. Ikke fået noget motion overhovedet. Ingen massage, ingen afspænding - INTET.

Derfor var det også meget grænseoverskridende for mig, da jeg indså nødvendigheden af hjælp til den sovende og stikkende krop og gik til fysioterapeut. Nu har jeg været der 2 gange og udover at kortlægge hvad mine fysiske skavanker skyldes og haft en nærmest terapeutisk samtale derom, har jeg fået massage!

En fremmed mand har "overgramset" min krop med helt reele hensiger ;-) og det har været en udsøgt fornøjelse!! Tor - som "fysen" hedder - er en lise for min krop og sjæl! Jeg er vild med ham - eller i hvert fald det han gør - og glæder mig allerede til næste seance!

Så gik den ikke længere

Jeg ved ikke, hvem jeg har forsøgt at lyve for, men faktum er, at nu er batteriet ved at være fladt.

I den seneste tid har jeg fået flere og flere fysiske tegn på, at min krop er stresset og sammenholdt med en efterhånden ikke-eksisterende evne til at have flere bolde i luften på en gang (nogle dage næsten ikke engang en bold), har jeg nu taget konsekvensen og sygemeldt mig i den kommende uge.

Det er MEGET svært for mig at erkende, at jeg lige nu ikke kan klare så meget som jeg plejer, men faktum er, at det kan jeg ikke! For ikke at ryge helt derned, hvor det kan tage meget lang tid at komme op fra igen, har jeg i samråd med min familie, skoleleder og læge valgt at gå på tidlig juleferie.

Jeg skal trække vejret dybt, sidde hul i sofaen, gå lange ture og så gøre hvad jeg kan for ikke at tænke på venteliste og ventetider... Lige om lidt er der 3-4 ugers ferie i Colombia, så der sker alligevel ikke en dyt. Håber det kan give lidt ro...

Hvis jeg bare vidste hvornår

Jeg har en meget kær veninde, der er gravid. Hun venter barn til foråret og har i lang tid være plaget af kvalme, opkast, hovedpine, træthed osv. Ikke ligefrem en ønskemåde at starte sin gravidtet på, og jeg føler med med hende, når hun nogle dage kommer "blegnæbbet" på arbejde.

Alligevel ville jeg godt bytte med hende. Ikke fordi jeg ønsker mig at opleve at være gravid - slet ikke - men fordi hun ved. Ved hvornår hun skal på barsel, ved hvornår hun skal føde ( i hvert fald sådan cirka), ved hvad der kommer ud (sådan cirka).

Jeg ved ikke en noget. Gætter, beregner, drømmer, håber og tror. Men faktum er at jeg ikke ved en skid! Intet overhovedet ud over, at det nok ender med noget der ligner et barn, når det har "hævet" længe nok.

Jeg er dødmisundelig over, at hun ved hvornår og kan planlægge lidt. Forberede sig, bygge rede. Men mest af alt er jeg misundelig over, at hun ved, hvornår det er "overstået". Hvis bare man vidste det, kunne man (måske) bedre holde ventetiden ud. Måske kunne man så lade være med at tænke sig meget over det, der skal komme engang. Man vidste hvornår man kunne "komme videre med sit liv" (forstå mig ret!) og ikke hele tiden gå med følelsen af at være sat på "hold".

Nu kom det igen til at lyde som om jeg har det rigtig træls lige nu. Sådan er det altså ikke. Jeg har det kun sådan lidt mellemtræls og det er ikke så ringe endda, om stændighederne taget i betragtning ;-)

Survival of the fittest??

Nogle gange tænker jeg (jo det sker faktisk at jeg tænker!!), hvordan man egentlig holder det ud. Ventetiden altså. Måned efter måned. Optur efter nedtur. Igen og igen holder man ud - kommer over skuffelser, frustrationer og deadlines der endnu engang blev rykket.

Det går jo. I mange perioder overikøbet ret godt. Hvad er det for kræfter der sætter ind - hvad er det vi indeholder, når vi er i stand til at fungere normalt på trods af den stress, vi udsættes for konstant som ventende???

Jeg ved det ikke, men synes på en måde, at det er betryggende at finde ud af, at man kan klare mere end man tror. På den anden side kan jeg godt (bl.a. affødt af min læges kommentar til de mange spændinger i min krop) frygte, om der kommer en sen reaktion på alt stressen.

Når jeg igen og igen læser om familier der får børn - nogle endda 3 i den tid jeg har ventet på mit sidste - så tænker jeg på, om det nogensinde bliver os. Det føles så uvirkeligt på trods af, at jeg har prøvet det 2 gange før. Følelserne er som første gang, hvor man sprang ud på virkelig dybt vand...

Men jeg VED, at en dag så bliver vi belønnet for vores tålmod og overlevelsesevne... Må det ske inden nætterne igen bliver lange og lyse.

Tanker til Colombia

Den 2. december har Frederik fødselsdag. I den forbindelse flyver mine tanker altid en tur til Colombia og den kvinde, der for 8 år siden så sig nødsaget til at give afkald på sit barn. Det er tungt at tænke på, hvad årsagen mon har været og på, hvilken sorg hun må bære rundt på. Samtidig er tankerne dybt taknemmelige - for uden hende havde vi ikke haft vores Frederik. Sorg og glæde - hånd i hånd.

Det er ikke kun mig, der sender tankerne mod syd. Få dage før sin fødselsdag spørger Frederik mig, hvordan man kan vide, at det præcis er den 2. december der er hans fødselsdag.
Det får vi os en snak om, hvor jeg giver mit bedste bud på sagen.
Vi taler videre om hans Colombia-mor, som vi desværre ikke rigtigt ved noget om, og om hvilke tanker hun sikkert gør sig og om hvilke billeder hun bærer med sig.

Jeg bliver rørt og ramt, når han deler sine tanker med mig. Rørt fordi det glæder mig, at han kan reflektere sådan og vil dele det med mig. Ramt fordi der - uanset hvor lykkelig en adoption kan synes at være - altid ligger en tragedie og en sorg bag.

Store tanker af en lille fyr på bare 8 år. Følsom, kærlig og eftertænksom som få.

Status opdatering:

Heidi har siden sidst- haft en forstuvet røv, - fejret børnefødselsdag, - haft en dag med venteblues, - kontaktet AC 3 gange for at høre nyt om vores placering i Colombia, - stadig ikke fået svar fra Colombia, - hængt julepynt op, - vasket gulv 4 gange, - fået dækket de grå hår, - surfet 48 timer, - fået nye jeans, - spist 3 poser pebernødder, - købt halvdelen af julegaverne og fået en næsten færdig super lækker og absolut veldesignet ny carport.
Det er ret okay :-)

Smiler igen!!

Smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler, smiler lige lidt mere, smiler, smiler, smiler, smiler, storsmiler, smiler, smiler, er ikke sur mere, smiller, smiler, smiler, har weekend, smiler, smiler, smiler!

Sur, sur, sur...

Sur som bare fa....! Sådan har jeg været idag - absolut ikke festligt selskab.

Grunden??? Ja, bare jeg vidste det. Har gennemsøgt min sjæl - uden at finde noget der bare ligner en årsag. Har forsøgt at tage mig sammen - uden held. Har forsøgt at tælle til tusind - uden held. Har forsøgt med en rulle chokoladekiks - uden held.

Jeg giver op - accepterer tingenes tilstand og glæder mig over, at der kun er 2 timer og 51 minutter tilbage af dagen. Imorgen kan kun blive en bedre dag...

Juhuuuu - pessimisme hvor er du????

Jeg kan ikke finde pessimismen?? Er der nogen der har set den???

Der er skred i tingene! Familier godkendt 2 mdr før os får nu barn i forslag! Familier godkendt 1 måned før os, får at vide at der er 9 familier før dem inden udsendelse til region. Dette har skubbet til pessimismen, så jeg ikke kan finde den!

Det er farligt, jeg er bekymret - tænk hvis jeg ikke finder den igen? Tænk hvis de positive takter tager over? Tænk hvis jeg virkelig bliver mor igen??? Tør jeg tro på det?? Ja, fandme JA!!

Andrea dag

Idag er det 5 år siden vi fik den smukkeste, dejligste, sødeste, frækkeste pige i armene. Smilende fra første færd - men skræmt fra vid og sans hver gang det blev sengetid. Sådan var det en rum tid - nu er hun tryg, tillidsfuld, glad, bestemt, skrap, dansende, dullet, helt igennem lækker - og 100% VORES ELSKEDE ANDREA! Tak for dig Tulle!

Tro, håb og kærlighed

Troen er så småt vendt tilbage. Ikke sådan for alvor på Vor Herre -selvom han da kan være god nok at have i baghånden ved de store livskriser - men på at vi nok skal nå det.
Nå at komme til Colombia efter "lillen" inden vores godkendelse udløber om 10 1/2 måned. For et halvt år siden kunne troen ligge på et meget lille sted, men der er efterhånden flere og flere tendenser, der peger i den rigtige retning.

Hvad gør man så? Man bliver lidt overstadig - smørrer den tykke hud så den bliver lidt tyndere og lader sig rive lidt med af den gode stemning. Slår til da den rigtige seng byder sig, rydder op i børnetøjet, meddeler arbejdspladsen, at man tror på barsel en gang i dette skoleår og går endda så vidt, at man snakker med gemalen om, hvad han synes barnet skal hedde. Det er lidt farligt at bevæge sig ud på så dybt vand, man kan jo nemt blive skuffet...

Men håbet er der. Også selvom der ikke skal så meget til at få det til at svinde lidt, så er det der - for vi når det gør vi, det SKAL vi sgu!! Men derfor var det alligevel lidt nedtur at høre fra en anden familie, at de kun var rykket 7 pladser på 2 måneder. Her havde vi jo nok satset på en 12 - 15 stykker pr. måned, som vi oplevede tidligere på året. Jeg håber, det kun er en kort overgang, at det igen skal gå så langsomt, for ellers når vi det ikke. Vi ved, at ICBF nu sender familier, godkendt 2 måneder før os, i region - det giver gode forhåbninger, trods det langsomme efterår.

Såvidt troen og håbet....så mangler vi kærligheden.
Den skal dedikeres til Victor-hunden, som vi desværre måtte tage afsked med den 23. oktober. Det var og er stadigt meget tungt at tage afsked - og dette afsnit skrives med tårerne trillende ned af kinderne... Victor-hunden var vores første "barn". Den dejligste hund man kunne tænke sig. Et fantastisk sind - der var ikke ondt skabt i ham, bortset fra når pindsvinene indtog haven. Victor har fulgt os i tykt og tyndt - trofast og kærlig. Vi savner ham hver dag, men er også lettede over, at han ikke længere skal have det skidt. Han fik 10 gode år, var frisk, rørig og hvalpet, bortset fra de sidste par måneder, hvor gik det tilbage for ham. Vi gjorde, hvad vi kunne for at hjælpe ham, men da han ikke stod til at redde - fik vi sagt farvel inden det blev uværdigt for ham. Victor: Du vil aldrig blive glemt!

Redebyggeri

Jeg har aldrig været typen, der har købt en masse ind før jeg fik barn. Da vi fik Frederik i forslag, havde vi fx intet andet end en dyne. Denne gang bliver ingen undtagelse. Vi har stort set intet tilbage fra Frederik og Andrea, som kan bruges til "Colombus" og har ikke tænkt os at investere før vi ved noget konkret.

Der er dog lige en enkelt undtagelse. Jeg er nemlig i dag blevet tilbudt en original JUNOseng til absolut favorabel pris - og dette tilbud kunne jeg (trods lavvande i statskassen) ikke modstå. Jeg har elsket den seng, siden jeg var barn, og derfor måtte jeg købe den. Lige nu er sengen lyserød, men når den har været igennem mine "kyndige" hænder, skulle det gerne være sådan "Colombus" kommer til at sove:

Jeg kan ikke vente!

Zindy

Her midt i stilheden på bloggen skal I ikke snydes for dette fantastiske indlæg fra Annemette Fuhrman om det at få et nyt barn i familien: Den nye kone