Tak for kommentarer og forståelse for mine tanker i sidste indlæg.
Jeg havde selvfølgelig håbet på, at der var en eller flere der kunne komme med de vise ord, der kunne overbevise mig, men sådan gik det ikke. Måske fordi de ikke findes...?
I hvert fald ikke, når man som de fleste af os, har indrettet os, så vi har brug for halvanden indtægt. Der skal jo også være råd til nye støvler til mor! :o!!
Jeg har i længere tid gået og rodet lidt med nogle tanker, som jeg vil prøve, om jeg kan formulere her, med fare for at det bliver rodet!
Det er et livsvigtigt livsvilkår, at mine børn er adopteret.
Jeg hverken kan eller vil sidde det overhørigt, men skal jeg være helt ærlig, så jeg er nogle gange ved at kaste op over, hele tiden at skulle overveje om tingene er adoptionsrelateret. Et af mine børn er bange for mørke, et har svært ved at sove, et slår og smider med ting. Er det a-relateret eller almindeligt? Og hvad så når de har hård mave? Ikke kan lide høje lyde eller sand mellem tæerne?
Malthe er lige nu mere reserveret over for fremmede (og kendte) end han plejer at være. Gemmer sig bag mig og vil gerne sidde mere på arm. Sikkert fordi han nu er blevet afleveret i dagplejen et par gange. Har fundet ud af, at vi faktisk kan finde på at gå.
Men er det også fordi han har været udsat for ekstra skift? Eller ville han også have reageret sådan, hvis han var hjemmelavet. Og er det så godt eller skidt, at han viser den reaktion netop nu, hvor der ingen vej er tilbage? Eller er det fordi han bare tilfældigvis er der i sin tilknytning/udvikling?
De mest "adoptionslanghårede" vil uden tvivl lægge dette, og de andre udfordringer vores børn mødes med/viser, ind under adoptionen, og det kan jeg da også selv have en tendens til.
På den anden side, så finder jeg det som sagt også kvalmende at skulle analysere alt ud fra den vinkel. De er jo for pokker også bare børn!
Og det er sgu lidt synd, hvis de altid skal ses ud fra en biodynamsik-tilknytningsrelateret-freudiansk-relativitets-teori!
Ved ikke om disse tanker giver mening for så mange andre end mig, eller om det er lykkes at formulere dem, så lidt at det kan forståes. Men nu er de sluppet...
Jeg forstår til fulde dine tanker, og kæmper selv med det samme. Den balancegang mellem ikke at overanalysere, men på den anden side heller ikke at overse noget, mestre jeg stadig ikke. Og kommer nok heller aldrig til det...
SvarSletGodt indlæg!
kh A
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletJeg lægger lige mit svar ind igen, det skulle lige rettes ;o))
SvarSletDu har formuleret dig ret præcist. Jeg tror det er vigtigt at man er opmærksom på at alt ikke er adoptions relateret og bare er "sådan er alle andre også" relateret.
Jeg citere lige lund's kommentar rammer rigtig fint hvordan jeg også har det med det: "Den balancegang mellem ikke at overanalysere, men på den anden side heller ikke at overse noget, mestre jeg stadig ikke. Og kommer nok heller aldrig til det..."
Hej Heidi
SvarSletjeg tænker også tit, på især mit yngste barns reaktioner, hvor meget er adoptionsrelateret, at hun er en meget stærk/stædig pige, og at hun tilmed er skilsmisse barn.
Der prøver jeg ofte at kigge på dem der har hjemmelavet børn, hvordan de reagere, og ser om det er det samme.
Det kan bruges, men kommer nogle gange i tvivl.
Undskyld, jeg glemte mit nanvn tilsidst i ovenstående indlæg.
SvarSletmvh
Désirée
Heidi - det kunne ikke skrives bedre - rigtig godt indlæg og hold op hvor jeg kender det :-)
SvarSletJeg prøver at holde fokus på (det er til tider mega svært) hvordan de hjælpes - støttes bedst i den pågældende situationen - åh det kunne jeg tale med dig om i rigtig lang tid....
Ha' en god dag
Knus Anette
Kære Heidi
SvarSletJa det er vist et af de spørgsmål vi alle stiller os selv masser af gange, og som mange ikke- adoptivforældre, ind i mellem synes er sååå for meget. Men hvor er det alligevel vigtigt at vi har det med i vores overvejelser....
Men ja de er jo for det meste HELT almindelige børn med alle de udfordringer der giver masser af grå hår og søvnløse nætter, men også masser af varme og svulmende hjerter og store grin (som f.eks. i aften da Phillip faldt i søvn lige midt i spagetti og kødsovsen :-) )
kh Lousie
Sødeste Heidi!
SvarSletSikke alle de tanker du har tumlet med de sidste dage!
Jeg er med dig hele vejen! Og må ærligt tilstå at jeg føler mig priviligeret i mange sammenhænge ved både at have født og adopteret... det har ind imellem givet mig nogle svar i den retning du skriver om, som har kunnet prøve at flytte tanker og analyser ned omkring maveregionen inden der ageres på det! For jeg tror på, at den balance de andre også taler om, rent faktisk kan stigmatisere og i værste fald gøre ting værre for vores adopterede poder, hvis vi putter alt ned i den kasse!
Og hvis man ind imellem i bakspejlet ser man tog fejl, ja så retter man op på det! Og det er ikke spor forskelligt uanset hvordan man er kommet ind i sin familie!
Mange kram fra Deres udsendt i Sydafrika :o)
- Mette
Shit - ja, balancegangen er jeg helt med på - og nej, det er vist et livslangt projekt for mor/far herhjemme bare tilnærmelsesvist at finde en balance...
SvarSletOg kunne ind i mellem godt bruge Mettes visdom - andre gange handler det 'bare' om, om jeg egentlig gør det rigtige, støtter nok, læser ungerne godt nok osv. Altså den 'almindelige' gør-jeg-det-godt-nok som forælder...
Kh Mie
Hej
SvarSletHvor er jeg glad for at læse alle kommentarer i dette indlæg :-)
Mette Marhauer skriver "For jeg tror på, at den balance de andre også taler om, rent faktisk kan stigmatisere og i værste fald gøre ting værre for vores adopterede poder, hvis vi putter alt ned i den kasse!"
Jeg tænker når balancen bliver for meget til adoptionssiden kan det (ubevidst) lande i en uønsket offerrolle
PS Mette - dejlig at læse med på tantetrip
Alle I skønne quinder - ha' en god dag
Kh Anette