Indre kaos

Idag er den sidste dag inden Malthe starter indkøring i dagplejen, og dermed også den sidste dag på 110% fuld tid i vores barselsbobbel. Der er heldigvis et par måneder til jobstart, men den kan jo hurigt gå.

Jeg startede dagen med at tude, da jeg havde sendt de store i skole. Kunne slet ikke få hold på det, måtte ringe til både gemalen og min søster, for at få lidt luft. (M. var pacificeret med Postmand Per på mac'en) Jeg har nydt denne barsel mere end nogensinde før. Nydt tiden, roen, nærværet. Nydt at knytte stærke bånd til vores 3. vidunder, der er skønnere end skøn.

Alt godt har en ende, men noget andet godt kommer til. Sådan er det og sådan bliver det sikkert også, men jeg har det virkelig svært ved tanken om at skulle på arbejde igen. Da jeg gik fra den 1. juni, trængte jeg i den grad til at komme væk fra skoleverdenen. Så meget, at jeg ikke følte mig overbevist om, at jeg ville komme tilbage. Sådan har jeg haft den langt hen i min barsel, men har besluttet at selvfølgelig skal jeg tilbage. Om ikke andet, så for at prøve lærergerningen af i et par år, uden at have ventestressen siddende i kroppen. Med den var det jo umuligt at tænke klart.

Oveni vemodet over at en dejlig periode lakker mod enden, kommer også tankerne om, hvad der skal ske på lang sigt. Både privat og jobmæssigt. Skal jeg virkelig arbejde i 30 år uden pauser? Og skal det være som lærer?  Kommer der nogensinde en mulighed for denne ro igen?

Da jeg blev lærer for snart 15 år siden, lovede jeg mig selv, at det skulle være for 10 år, så skulle der ske noget andet. Men tiden gik og jeg havde ikke modet til at prøve nye udfordringer, mens jeg ventede børn. Og det har jeg nok heller ikke nu... Der er ingen tvivl om, at så længe jeg er lærer, skal det være på den skole hvor jeg er nu. Der har jeg det godt!

Jeg er 40 år nu og på en aller anden måde, sætter det gang i nogle tanker om, at der skal prøves noget forskelligt af her i livet. Nuvel - jeg har masser af år at give af, men hvad er det jeg vil? Og kan? Og tør jeg?

Jeg er virkelig rundtosset i disse dage, og skal øve mig i ikke kun at se hullerne i osten. Man skaber selv sit liv, så det er mit eget ansvar at gøre noget ved tingene. Det gør jeg også.... Engang... Måske....