lørdag den 19. januar 2013

Møgdag!

Det har været en hel igennem dårlig dag idag.


Tristessen har siddet så tungt i mig, at jeg har måtte lukke vand ud flere gange. 

En overgang var jeg Heidi 7 år, der ikke ville ud i sneen, fordi det var koldt! Flot fru Sloth!
Jeg er bare ikke en vinterpige og synes november og januar er verdens længste måneder! Jeg trives ikke med sne og kulde. Gu' kan jeg da se det er flot, men helt ærligt så vil jeg skide en havmåge på, hvor pænt det er, for det er bare så pisse ubekvemt!! Punktum!!

Men værst af alt er dog alle de bekymringer, der blusser op gang på gang.
Efter en uge med sygdom, ved en hver forælder, at der mangler overskud og man derfor kan forvente at vist tilbageslag i udvikling en kort overgang. Hvor man fx plejer selv kunne gøre noget, er det nu fuldstændig umuligt for et lille menneske, der er blevet båret på hænder og fødder i 5 dage. Sådan er det - i know.

MEN - jeg bliver bare så trist, når jeg kan se nogle af de gamle mønstre vender tilbage. Bekymret for at vi nu skal til at bygge det hele op igen, alt det der bare har flyttet sig så meget de sidste par måneder.  Når jeg lige pludselig ser et helt andet barn, end det der stortrivedes i juleferien hvor vi var sammen hele tiden. Min fornuft siger mig, at om få dage er alt ved normalen igen, men idag har følelserne haft overtaget og der er blevet renset ud i tårekanalerne.

Jeg længes efter forår, sol og varme. Efter raske, glade børn og tid til bare at være sammen.


"Det er mørkt når vi står op.
Det er gråt, når vi er på job.
Og mens vi handler ind, 
bliver det mørkt igen.
Nu sparer jeg sgu op.
Køber mig en bike.
Og så ta'r jeg på træk - i solen.
Hvis jeg ta'r væk,
ta'r du så med...."



2 kommentarer:

  1. Kære Heidi.

    Jeg er lige der, hvor du er - dine sidste indlæg har ramt mig, fordi jeg forstår præcist, hvordan det er...

    SvarSlet
  2. Kære anonym
    Selvom det er for noget "træls", er det rart ikke at være alene.
    Kh H

    SvarSlet