tirsdag den 8. januar 2013

Med fanden på væggen

Åh hvor ville jeg ønske, jeg kunne lade være med altid at male fanden på væggen og være så bekymret på forhånd.

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, havde jeg næsten bestilt kiste i efteråret - helt og aldeles uden grund. Nu er det tanker om en skolegang der ligger minimum 2 1/2 år ude i fremtiden, der gør knuder i min mave.

Vores yngste guldklump har det lidt svært med at gå i børnehave. Han er glad for at være der, han bliver set, mødt og forstået, men det ændrer ikke ved, at han er på overarbejde, når han er der. Vi giver ham så korte dage som muligt, og der bliver gjort det ypperste for, at han får den nødvendige hjælp så hans dage der, skal være så gode som muligt. Og det går heldigvis fremad ad - hele tiden. Små skridt, men fremad.

Hvorfor er det så, at det skal gøre så ondt i mig? Jeg kan jo se hvilke gigantiske fremskridt der er sket herhjemme. Kan se hvordan han prøver alt det han lærer i børnehaven af her hjemme, virkelig øver sig og flytter sig. Hvorfor bekymrer jeg mig så for, om han fortsat vil være på markant overarbejde, når han skal i skole? Hvorfor kan jeg ikke bare fokusere på alt det der går godt og på at det går fremad!

Jeg bliver så trist og ked af det på hans vegne, og det kan han jo ikke bruge til noget. Slet ikke, når yderst kompetente fagfolk ikke maler fanden på væggen. Men hvad nu hvis den hjælp han får, ikke er nok? Hvad nu hvis han bliver et af de børn der hænger på væggene i skolen, eller endnu være trækker sig ind i sig selv og ikke tror han er god nok? Hvad nu hvis han bliver stemplet som både det ene og det andet, fordi der i folkeskolen ikke er ressourcer til at støtte og se, hvad han virkelig består af?

Jeg HADER når jeg bliver ramt af disse tanker, men jeg vil jo bare mit barn det bedste...
Det ER mig der maler fanden på væggen - jeg ved det godt, og jeg prøver virkelig kun at have ja-hatten på. Men nogle dage er det bare sværere end andre.

8 kommentarer:

  1. Uh det gør nas det der. Og river og slider. Jeg er med dig hele vejen. Og det er fint nok, at man skal have ja-hatten på hele tiden, men hvad fanden gør man, når man bare har lyst til at skrige og råbe og få folk til at forstå, hvor ondt det gør at bekymre sig? Det gør bare så ondt. Mys til dig fra mig.

    SvarSlet
  2. Tak søde Es! Jeg vidste, at netop du ville forstå. Kram

    SvarSlet
  3. At være mor er det bedste i verden - men der er også en del som er svær that's part of the game

    Kh Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Og det er sådan man mærker, at man lever Anette :-)

      Slet
  4. Hej Heidi.

    Ja jeg kender det jo så godt. Bekymringen om sit barn ude i det offentlige rum, kan han/hun være der, er der plads til det anderledes.
    Her kæmper vi også en stor kamp i øjeblikker, som nok betyder omvæltninger, men det kan jeg fortælle en anden dag, og når der er klarhed over hvad fremtiden bringer til mit barn.

    knus Désirée

    SvarSlet
    Svar
    1. Øv Désirée - det lyder træls. Den må vi lige tage, når vi ses! Du må endelig give lyd, hvis vi skal snakke.
      Kram

      Slet
  5. Kram til dig... Endelig ved jeg hvad du mener og hold nu kæft, hvor er det svært og hvor gør det ondt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør det, men heldigvis også mest godt. Håber alt vel hos jer!
      Kram

      Slet