Det har været en hård uge!
Midt i den glæden over at Malthemusen endelig har meldt sin ankomst, blev jeg også ramt af usikkerhed og angst for at noget skal gå galt. Jeg har stadig en lille smule af Berlinmuren tilbage, der gør at jeg har svært ved at tage ham helt ind under huden. Nuvel det er jo heller ikke skidenemt at blive forelsket i et billede, det er mere tanken om de følelser man VED kommer, der gør én kulret og småforelsket i et lamineret billede.
Min angst blev ikke mindre af, at en anden adoptant, samtidig med at jeg gik med mine bekymringer, oplevede det ondeste der findes i adoptionsverdenen, nemlig at det barn de troede de skulle have i armene få dage senere, blev trukket tilbage. Hold op hvor har jeg grædt mange tårer for dem - men også lidt for mig selv, fordi jeg bare blev så bange, så bange...
Heldigvis fik vi i torsdags besked om, hvornår vi skal rejse.Det har hjulpet lidt på angsten og usikkerheden. Det bliver så godt at komme afsted og få lov at føle, lugte og mærke den lille fyr, så de sidste parader kan falde han kan snige sig helt ind i sin mors hjerte.
(Og så har jeg bevidst ikke nævnt dødsfald, bisættelse, sorg og bekymring for et ungt menneske, som også har været en del af ugens program...)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar