Et ungt menneske der står os nært, har i denne weekend mistet sin forælder. Det taler vi selvfølgelig med vores børn om. Det er svært at forstå - særligt for Andrea, der siger følgende:
"Er XX kommet op i himlen?"
Vi svarer bekræftende at sjælen nok er, men kroppen stadig er på jorden, hvorefter hun spørger:
"Er kroppen så kommet ned i skatten?" (Kisten forstås ;-) )
Til morgen spørger hun om XX stadig er død, hvortil vi svarer, at det bliver man ved med at være.
"Også hvis jeg ser et stjerneskud og ønsker at XX bliver levende igen?" Ja, sådan er livet desværre lille ven...
De kommer altså med de skønneste kommentarer de unger...
SvarSletKh Mie