De ser anderledes ud og har en anderledes baggrund med i rygsækken. Det er et faktum og noget vi ikke kan ændre. Nogle af dem lever fint med anderledesheden, andre vil bare allerhelst være præcis som deres kammerater.
Desværre er et af mine børn ramt af det at være anderledes.
Ramt af at blive konfronteret med "hvorfor din mor er hvid, når du er brun" og "hvorfor ville din Colombiamor ikke have dig" og lignende kommentarer fra andre børn.
Ramt af ikke at vide noget om sin baggrund, der gør det muligt at give et reelt svar, og derfor bliver så utilpas, når nogen spørger.
Jeg har forberedt mig på dette i 10 år, men bliver alligevel ramt lige i hjertekulen og græder med mit barn, der bliver så ked af det, når uvidende børn siger "at du da ikke passer perfekt ind", underforstået fordi du ser anderledes ud.
Vi har altid forsøgt at gøre vores børn stolte af deres udseende og oprindelsesland, men kan ikke forhindre dem I at føle sig ramt af at være blevet valgt fra. Selvom de i den grad også er blevet valgt TIL - og det bliver understreget i det uendelige.
Nogle gange bliver jeg ramt af lidt "skyld"over at være medvirkende til at mine børn er kommet i denne situation. Jeg ved godt, jeg ikke har valgt, at dette skulle blive deres skæbne, men det ændrer jo ikke ved, at jeg har været med til at flytte dem. Men var de ikke kommet her, hvor var de så endt...? Samtidig er jeg ikke i tvivl om, at det selvfølgelig er til deres bedste, når nu ikke det kunne være anderledes....
Men jeg bliver så ked af det, når jeg ikke kan give svar og ro i deres sind... Ked af ikke at kunne skærme dem, når livet bider.
Kære Heidi!
SvarSletDet er jo "desværre" vores lod, som de skønneste adoptivmødre og -fædre vi er!
Jeg tænker, om det kunne være en idé at tage kontakt til Adoption og Samfunds ungdom, hvor vores børn evt. kunne komme i kontakt med andre med samme baggrund. Den tanke har vi i hvert fald i baghovedet.
Eva
Aaaav! Av for mor og av for barn. Heidi, selvfølgelig gør det ondt. Selvom vi godt ved det er en del af vores lod, så gør det sgu da ondt at se ens barn være midt i det og blive ramt. Især det sidste. Blev rørt at dit indlæg. Du rammer så centralt ned i noget af det jeg selv ser som en af de absolut største udfordringer. Klø på kærlige mor, du skal nok få jer igennem det.
SvarSletJeg tror, at det er alle mødres og fædres lod at ville skærme deres børn mod det, der måtte gøre ondt i deres liv. Nogle gange kan man bare ikke...
SvarSletMen man kan, som du allerede gør, hjælpe dem til måske bedre at kunne tackle noget af det. Hvor er de heldige at have netop DIG som mor!