Det er Sankt Hans og mine store børn, vil selvfølgelig gerne se bål. Vi prøver med et tidligt bål hos moster, men det er aflyst, så vi spiser en is og triller hjem, da Malthes sengetid ikke kan strækkes længere. Regnen siler ned, men ungerne vil gerne om i "Dalen", hvor kvarterets store Sankt Hans-arrangement finder sted. Efter lidt overvejelser frem og tilbage, får de lov at gå over for at se bålet blive tændt 10 minutter senere og skal så gå hjem efter et kvarter.
10 minutter senere ringer telefonen. En klassekammerats mor ringer og spørger, om hun må tage Andrea med i fakkeltog? Børn under 8 skal ledsages af en voksen og de er jo alene....! Det må hun selvfølgelig! Om de også må få en slikpose, for der er boder der omme? Det må de selvfølgelig også, hvis hun vil lægge ud, for ungerne har selvfølgelig ikke fået penge med...!
For helvede hvor gør det ondt ikke at kunne tage med dem. Og sådan sker det gang på gang for tiden, at jeg ikke kan være til stede, når der sker noget. Men jeg kan jo ikke være to/tre steder på en gang og Henrik sidder stadig på jobbet! Jeg synes jeg svigter, hvis ikke den ene så den anden! Ville ønske jeg i en periode som denne, hvor jeg er "enlig" mor, kunne splitte mig op i flere dele!
Jeg har haft ondt i maven den sidste uges tid - min krops måde at fortælle mig, at nu er det ved at være tid til at sætte bremsen i. Dårlig søvn, travlhed og bekymringer tærer på overskuddet, når man samtidig gerne vil være nærværende overfor sine børn.
Nåh ja, jeg glemte også at sende en bamse med Andrea i skole i mandags, så hun som den eneste ikke havde en med til Læsefidusens fødselsdag.... Og da hun flækkede kinden forleden, var jeg til fodbold med Frederik, så Onkel Karsten måtte trøste indtil mor var tilbage, og så måtte Malthe efterlades hos farfar i et selskab af ellers fremmede, for at jeg kunne tage på skadestuen med hende....
En mors dilemma...
(Dette er ikke en "sviner" til gemalen! Vi er fælles om det her, og som selvstændig er der bare perioder, hvor man er mere væk end andre, så fuld opbakning til ham!)
Hej Heidi
SvarSletKender det udemærket. :-)
Heldigvis må du have sommerferie i dag, og håber for jer, at i skal hygge jer, og ikke for meget renden rundt.
God sommer.
kh Désirée
Kære Heidi!
SvarSletHvem kender ikke til "en mors dilemma", og følelsen af ikke at slå til?
Hvis jeg kendte formlen for at kunne splitte sig op i flere dele, så fik du den, men det gør jeg desværre ikke.
Tilgengæld ved jeg, at du er en fantstisk mor, Heidi!
Med dig som mor, skal dine børn nok klare sig, med eller uden bamse i tasken!
Jeg håber sommerferien, kan bringe lidt ro over tingene.
kh Anne
hej igen
SvarSletEgentlig tænker jeg tit på om mænd har det på sammen måde, med dilemmaét om at være flere steder på en gang?
Men du er en god mor, og som Anne skriver, pyt med den bamse.
knus Désirée
Kære Heid
SvarSletDet bedste ved hele dette, synes jeg, er at du har mærket efter i din mave, at det er på tide at stoppe op og passe på dig selv. Godt at kunne mærke, og være opmærksom på, når "faresignalerne" melder sig.
Nyd nu sommeren med dine skønne børn og giv dig selv lidt ro.
Men jo, hvor ville jeg også ønske, at man kunne være flere steder på engang og på forskelige niveauer...
Mange hilsner
Louise
Tak for jeres kommentarer og søde ord.
SvarSletJeg er alt for hård ved mig selv, må jeg nok erkende. Vil gerne være supermom, men sådan er virkeligheden desværre ikke.
"Man er ikke forpligtet ud over sine evner", sagde et klogt menneske en gang - det må jeg vist tage til efterretning.