På vej efter pizzaer nu til aften, havde jeg flere små samtaler med Andrea:
1.
A: Mor hvordan kommer mennesker og hunde op i himlen, når de er døde?
H: Det gør de heller ikke. Deres sjæl kommer der op, kroppen begraver man.
A: Er det så kun hovedet der kommer derop?
H: Nej, hovedet bliver her også. Sjælen er noget man ikke kan se. Det er den måde man er på, tænker og føler. Det er usynligt - man kan ikke se, når det forsvinder.
A: Det er godt nok svært at forstå!
Tjah...hvad kan sige...? Pigen har jo ret - hvilket får mig til at tænke på, om det egentlig er et okay svar at give sit barn? Men hvad søren skal man ellers sige??
2.
A: Mor, er du 59 eller 52 år?
H: Jeg er 35.
A: Nej mor. Sig nu det rigtige! (Hvor vidste hun lige fra, at jeg løj?)
H: Nå, men så er jeg 39 år - men det skal du ikke sige til nogen ;-)
A: Hvad kommer efter 20?
H: 30
A: og efter 30?
H: 40 og så kommer 50, 60, 70, 80, 90 og 100.
A: Men mor, så er du jo ikke gammel. 39 kommer jo lige efter 20!
Tak min søde pige :-))
3.
A: Mor, dig og far er stadigvæk børn.
H: Nej, det er vi da ikke. Vi er voksne.
A: Nej mor. For når man har en mor og en far, så er man stadig et barn.
Og igen har hun jo ret, min lille pige - som pludselig bliver så stor og eftertænksom.
Hun er jo ved at ligne sin storebror med alle de spørgsmål!! Og mor er klar med gode svar:)
SvarSletJeg tænkte på dig på et tidspunkt hvor Rasmus spurgte om et eller andet jeg ikke orkede at svare på. Du har altid et svar. Om det så er rigtigt?? Knus.