Vingeskudt

Fredagens melding tog lidt hårdere på mig end forventet.

På trods af at jeg havde fået en indikation om, at dette ville blive meldingen, så håber man jo alligevel på det bedste. Mine følelser har på mange måder mindet om at være i sorg - som om vi havde fået endegyldig besked på, at vi ikke får et barn mere.  Det gør vi selvfølgelig det ved vi godt! Det er stadig tungt, men vi lever i det.

Vi overvejer lige nu, hvad vores næste træk kan være. Skal vi bede om at komme i en anden region? Er det overhovedet muligt og hvilket lys vil det sætte os i hos ICBF? Er det nogen garanti for at få barn?? Vi ved det ikke...

Vi har været nødt til at sætte os nye mål. Forventer ikke længere at nå at komme til Colombia inden sommerferien. Jeg gør i hvert fald ikke.

For at holde det ud har jeg bestilt en tur til London sammen med min søster i dagene op til påske. Henrik tager afsted et par uger senere på en fodbold-drengetur. Vi trænger til det og det føles rigtigt at fylde ventetiden ud med nogle gode oplevelser. (Så håber vi bare på at skattefar er gavmild ;-)) )