Forklaring

Ovenpå gårsdagens politisk ukorrekte verbale udgydelser, er det vist på plads med en lille forklaring.

Som når man er gravid er der en masse glæde, spænding og forventninger forbundet med det at vente på et adopteret barn. Men modsat en graviditet har man ikke den fjerneste anelse om, hvornår barnet "popper ud". Man venter, venter og venter lidt mere. Får godt nyt, dårlig nyt, intet nyt. For hver dag der går, kommer man barnet nærmere, stadig uden at vide hvornår det sker. For at overleve dette i årevis er man nødt til at bygge parader og holde skjold op foran sig - ellers "dør" man i det.

Når der så sker det, at man "kommer til" at lade paraderne falde lidt og tillader tankerne at flyve, mærker glæden og spændingen - så bliver man sårbar. Frygtelig sårbar. Det er superskønt de dage paraderne er sænkede og man lader sig rive lidt med, mærker glæden, forventningen og håbet - men så meget desto hårdere slår det, når man så pludselig ikke er helt der, hvor man håbede man var.

Jeg orker ikke at gå i yderligere detaljer - men tingene har IKKE ændret sig fra det, jeg var positiv over for nogle uger siden. Tingene er bare ikke helt så langt som jeg havde håbet. Det ramte mig igår, fordi jeg havde "blottet" mig og derfor måtte jeg ty til infantile udgydelser.

Det ærgrer mig, at jeg ikke tør give slip for alvor - for netop redebyggeriet noget af det bedste ved at "vente sig", men som det er nu, så er jeg nødt til at holde lidt fast i mit skjold.

That´s life :-)