"What does your heart tell you?"

Som det vist er de fleste bekendt, så går det rigtig skidt med formidlingen fra ICBF Colombia. Eller rettere formidlingen er stabil nok, men meget, meget langsom - hvilket kan få konsekvensen, at vi (og andre) ikke når at få barn inden vores 5 års godkendelse udløber. Vi har pt 18 mdr. tilbage at løbe på. Engang vidste man, når man valgte at adoptere, at når bare man var tålmodig, så skulle det nok ende med et barn, så forholder det sig desværre ikke længere.

Som et resultat af den langsomme formidling er vi blevet tilbudt at ansøge om overflytning til en anden venteliste. (Dette tilbud er også givet til Kina, Boliva og Vietnam ventende.) Der er ikke tale om en dobbeltklargøring, men et endegyldigt skift til et andet land. Ud af de 6 lande vi er blevet tilbudt, er der kun et - Nigeria - der kan være aktuel for os, med den "historie" vi har.
Vi har 10 dage til at beslutte os. Vælger vi at søge, kan vi ikke være sikker på at få lov, der er kun et vist antal pladser, så det afhænger af hvormange der søger og hvilken anncienitet de har.

Jeg er skrupforvirret og noget stresset af det lige nu. Der er så mange ting at overveje og forholde sig til...

En sød veninde sagde i går " What does your heart tell you?".
Det ene øjeblik ved jeg godt, hvad mit hjerte siger mig, det næste er jeg i tvivl...
Hvad er vigtigst: At få et barn mere eller at det kommer fra en bestemt verdensdel? Umiddelbart giver svaret jo sig selv, men det er bare ikke helt så enkelt, for hvad med de 2 børn vi har i forvejen? Der er også et hensyn til dem og deres historie at tage, ligesom der er et hensyn til det kommmende barn at tage.
Der er de billeder, man har skabt i sit hoved, der er trygheden for både børn og voksne i at kende landet og proceduren i det land man rejser til. Det er jo også en grund til at man i sin tid valgte det land ens børn kommer fra, selvom den kan være svært at definere. Hvordan er det at rejse i et meget fremmed land med 3 børn..???
Hvis vi vælger at blive, hvor vi står nu, hvad så med drømmen om det 3. barn? Er vi parate til at opgive den? Frederik og Andrea spørger hver uge, hvornår de skal til Colombia efter en lillebror eller lillesøster. Det er ikke kun os som voksne, der risikerer at miste, det gør børnene også...

Det er svært, meget svært. Der er INGEN garantier for noget som helst - det er, som når man skifter kø i supermarkedet, så resulterer man at det pludselig går i stå, i den kø man synes så hurtig ud.

Spørgsmålene og tankerne flyver rundt i hovedet dag og nat. Vi er i syv sind, og så alligevel ikke... Vi har i 3 mdr ventet fra konkrete oplysninger fra vores organisation (AC) om, hvordan vores sag står i Colombia. Det svar har også indflydelse på vores beslutning. I den kommende uge håber vi at få et møde med AC, for at få en afklaring på nogle af vores spørgsmål.

Man skal følge sit hjerte, så bliver "resultatet" bedste...