"Jo er det er jeg da," svarede jeg, da jeg fik meldingen fra en af Frederiks klassekammerater i SFOens garderobe. "Nej for du er ikke født i Colombia", svarede drengen. "Nej" svarede Frederik med et grin " jeg er jo adopteret."
Klassekammeraten havde jo ganske ret i, at jeg ikke er født i Colombia - bleg og rødmosset på samme tid - stod jeg der... Måtte tænke hurtigt, hvormeget skulle jeg gå ind i snakken, mens flere forældre og børn stod omkring? Jeg kiggede på Frederik, som så helt upåvirket ud og jeg valgte så at forklare drengen sammenhængen. (Med den sidegevinst at nogle forældre også hørte forklaringen, og dermed kunne tage snakken hjemme "på den rigtige måde" - og forhåbentlig med mine ord) Drengen så noget uforstående ud - det var tydeligt at han ikke vidste noget om adoption. Vi snakkede lidt om det, men da jeg gik derfra tænkte jeg, at den skal vi vist have op igen på et tidspunkt.
Jeg var noget spændt på, hvad Frederiks sagde til situationen, så da vi sad i bilen spurgte jeg forsigtigt, hvad han tænkte om det drengen har sagt. Jeg havde straks gang i de store bekymringer om, hvorvidt han var blevet ked af det eller synes det var problematisk. Om han følte sig udstillet og så videre... Tilbød at vi kunne tage nogle bøger med som de kunne læse i klassen eller at jeg kunne få klasselæreren til at fortælle noget om adoption. "Hvorfor dog det", svarede han. "Jeg vil da hellere selv fortælle det, når de siger noget."
Da blev jeg sgu lidt stolt. Endnu engang blev det klart for mig, at min store dreng hviler fuldstændig i sin historie og stolt af den!! Jeg blev glad "helt ned i maven" og tænkte at så var der da lidt vi havde gjort rigtigt! ;-))
Ingen kommentarer:
Send en kommentar