Ninka nyt

Hvis du er for meget på Facebook, kan du ikke mærke din klitoris!

http://www.youtube.com/watch?v=3-D_AR2pSX0&feature=player_embedded

Det er ingen hemmelighed, at jeg på ingen måde er fan af kernesunde Ninka, men på den seneste video siger hun dog en klog ting, nemlig at hvis vi stresser giver det uro i hormonerne.
No shit Sherlock!!

Fandeme utrolig at den kvinde kan leve af at lukke vås ud... ;-)

P.S.
Ninka - dit hår ligner en høstak. Prøv med en biohormonkur! ;-)

Opladning

Julegaven skal indfries.

Om 10 minutter overlader jeg børnene i deres  fars trygge hænder og tager på et lille roadtrip til Amsterdam sammen med min søster.

Weekenden står åben. Vi ved hvor vi skal bo, hvad vi måske kunne tænke os, men intet andet er planlagt. Vi gør hvad vi vil, når vi lyster og trænger.

Det skal gøre godt med lidt tid, hvor man ikke skal tænke på andre end sig selv. Den seneste tid har været fyldt med alt for mange bekymringer.

Jeg glæder mig til at komme afsted! Og til at komme hjem igen. :-)

Pitstop

Åh nej, tænker du nu. Er hun forsvundet fra bloggen igen?

Nu var hun lige kommet i gang med at skrive en masse kloge, filosofiske, kedelige, sjove, berigende, oplysende, inspirerede indlæg. Skal vi nu vente 5 måneder igen?

Dertil kan jeg svare: Nej.
Jeg skal bare lige sove ud efter et par dage på kursus i Kbh og være færdig med at skide tyndt!

Indtil det sker, så nyd lige dette billede fra Børsgraven.

- Posted using BlogPress from my iPhone

Fremgang

-Når barnet har det bedre og er på rette spor igen.
-Når man smider facaden og lufter sine tanker for gode mennesker.
-Når man siger sin frygt højt.
-Når man bliver anerkendt.
-Når man tager sig selv alvorligt - uden at blive selvfed!! (Slå mig hvis det sker)
-Når man gør noget godt for sig selv.
-Når man spiser 4 (mini!) flødeboller.
-Når man får grædt ud.

Så får man det bedre.

Idag er en bedre dag. TAK!

- Posted using BlogPress from my iPhone

Møgdag!

Det har været en hel igennem dårlig dag idag.

Tristessen har siddet så tungt i mig, at jeg har måtte lukke vand ud flere gange. 

En overgang var jeg Heidi 7 år, der ikke ville ud i sneen, fordi det var koldt! Flot fru Sloth!

Jeg er bare ikke en vinterpige og synes november og januar er verdens længste måneder! Jeg trives ikke med sne og kulde. Gu' kan jeg da se det er flot, men helt ærligt så vil jeg skide en havmåge på, hvor pænt det er, for det er bare så pisse ubekvemt!! Punktum!!

Men værst af alt er dog alle de bekymringer, der blusser op gang på gang.

Efter en uge med sygdom, ved en hver forælder, at der mangler overskud og man derfor kan forvente at vist tilbageslag i udvikling en kort overgang. Hvor man fx plejer selv kunne gøre noget, er det nu fuldstændig umuligt for et lille menneske, der er blevet båret på hænder og fødder i 5 dage. Sådan er det - i know.

MEN - jeg bliver bare så trist, når jeg kan se nogle af de gamle mønstre vender tilbage. Bekymret for at vi nu skal til at bygge det hele op igen, alt det der bare har flyttet sig så meget de sidste par måneder.  Når jeg lige pludselig ser et helt andet barn, end det der stortrivedes i juleferien hvor vi var sammen hele tiden. Min fornuft siger mig, at om få dage er alt ved normalen igen, men idag har følelserne haft overtaget og der er blevet renset ud i tårekanalerne.

Jeg længes efter forår, sol og varme. Efter raske, glade børn og tid til bare at være sammen.

"Det er mørkt når vi står op.

Det er gråt, når vi er på job.

Og mens vi handler ind, 

bliver det mørkt igen.

Nu sparer jeg sgu op.

Køber mig en bike.

Og så ta'r jeg på træk - i solen.

Hvis jeg ta'r væk,

ta'r du så med...."

Fra den anden side

Jeg råder med jævne mellemrum forældre til at søge en eller anden form for støtte til deres barn, eller fortæller dem, at jeg synes vi har behov for rådgivning udefra, for bedst muligt at kunne hjælpe deres barn.
Det er aldrig nemme samtaler, men jeg gør mit bedste og gør meget ud af at prøve at forstå, hvordan tingene ser ud fra deres side. Jeg har endnu ikke oplevet forældre, der ikke har taget det "pænt" og været med på idéen, selvom jeg er klar over, at det kan gøre ondt, når tingene ikke er problemfrit, for ens barn.

Nu sidder jeg så på den anden side af bordet og er den, hvis barn, der bliver lavet diverse "modeller" over. Det er ikke nemt. Slet ikke! Men samtidig vil man jo sit barn det bedste, og derfor skal der søges den nødvendige hjælp. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke har grædt mange tårer over, at det er nødvendigt...

At påstå man bliver en bedre lærer af selv at være forælder, er måske så meget sagt. Men der er ingen tvivl i mit sind om, at JEG er blevet bedre. Man ser, forstår og mærker bare så meget bedre, når man ved hvilke følelser det er i spil i forældreskabet. Det mærker jeg for alvor i disse dage.

Gaaaaaab

Hvem drømmer ikke om en dag hjemme i sofaen? Tid til at læse, sove, se morgen-tv og så lige rejse sig og ordne lidt af det man gider i 7 minutter, for derefter atter at tage sofaen på ryggen.

Jeg gider godt!

Hvad jeg derimod ikke gider er en dag i sofaen 100% på en 3 årigs præmisser - da slet ikke, når han ikke er mere sløj, end han kan stille krav konstant ;-)

Fåååårg hvor er det kedeligt at se 73 klip med "Nissebanden" på youtube! Og overvejer man at rejse sig - eller endnu værre at lukke øjnene - får man med streng mine besked på at være tilstede.



Men det værste af det hele er næsten, at man for at stå kedsomheden igennem, er nødt til at småspise hele tiden. Nu er resterne af fødselsdagslagkagen så væk. Et møgbeskidt arbejde, men nogen skal jo gøre det! Og der skal sgu noget til, for at få "Nissebanden" til at glide ned ;-)




- Posted using BlogPress from my iPhone

Kuvøseguf ;-)

Min søde, bløde, rare, runde, rummelige mand fylder 40 år idag.

Han fåes i mange udgaver:

Den sovende - og mindre charmerende! ;-)

Den hårdtarbejde, ambitiøse virksomhedsejer.

Men bedst af alt som den tålmodige, nærværende far.

Tillykke!

Så I koen?

Altså den hellige ko, der vandrede omkring i forrige indlæg?

Må nok hellere præcisere, at der jo ikke er noget som sådan i vejen med at slette "venner".
Det gør jeg sgu da også selv, hvis vores holdninger fx ligger meget langt fra hinanden, og jeg ikke vil skydes i hartkorn med dem, eller hvis vi alligevel aldrig har kontakt og dermed ikke kender hinanden.

Men det sker aldrig pga en enkelt "tråd"- dertil er Heidi alt for rummelig ;-)

(Og så fortjener den sag vist ikke mere taletid her på siden ;-) )

Rygklapper?

Vi bliver lige nødt til at tale om det der facebook, der vist nok er kommet for at blive.

For hvad er det egentlig vi vil, når vi skriver en status?
Nogle gange vil vi rose, vise frem og prale af det, vi er glade for og stolte over.
Andre gange vil vi orientere eller dele en frustration.

Uanset hvad, forventer vi en reaktion. Og selvfølgelig helst en positiv reaktion, hvor vi bliver bakket op i at vores unger er de skønneste og sjoveste, eller vores chef eller (ex)mand er et stort røvhul.

Men hvad nu hvis vi bliver mødt med lidt modstand, et spørgsmål eller en undren over det vi skriver, hvordan reagerer vi så?

Personlig stopper jeg lige op og tænker en ekstra gang. Er jeg enig? Kan det bruges til noget eller er vedkommende der kommenterer helt og aldeles uvidende om, hvad jeg har gang i. Nogle gange føler jeg anledning til at forklare mig, andre gange er jeg fløjtende ligeglad.

En ting jeg aldrig gør - er at slette folk, der siger mig imod, fra min venneliste. Jeg har jo for fanden selv indbudt til "ørertæver", når jeg skriver på FB.

Er der så noget jeg undlader at skrive? Ja, sgu da! På nogle punkter er jeg en kryster! Hvis ikke jeg har modet/evnen/overskuddet til at tage debatten, så holder jeg min kæft.

Det gjorde jeg ikke igår, da jeg læste verden tåbeligste status! Jeg vidste, der ville falde brænde ned, fra en både rygklappere og forfatteren selv. Det gjorde der også! På et infamt og nedrigt niveau, som jeg heldigvis ikke selv gik med på. Men det var så langt ude, at jeg bare ikke kunne holde min kæft. Der gik præcis en time, så var jeg og en række andre af mine venner røget af listen, og de til trods for at mine venner IKKE havde skrevet noget.

Jamen for fanden....så tag dog en tudekiks og stik piben ind, hvis det er så farligt, at blive udfordret lidt.

Om jeg fortryder? Ikke et sekund!

Downs and ups

Den ene dag er man bekymret og grådlabil. Den næste får man en mail, fra verdens bedste PAS.

"Kære gode omsorgfulde Heidi


... I forhold til Malthe er jeg slet ikke bekymret. Jeg er overbevidst om at hans problematikker aftager med tiden. Som tidligere nævnt, er hans grundstamme på plads...."

Så kan man lidt igen :-)

- Posted using BlogPress from my iPhone

Vilde drømme

Mine drømme tager mig jævnlig på de vildeste udflugter.
For en tid siden drømte jeg, at jeg havde et barn, der var en hot dog! En fransk hot dog!

I nat drømte jeg, at jeg - iført leopard-BH og bar røv - var i bad med værterne fra verdens bedste radio program "Monte Carlo på P3". Ude i en skov, mens jeg var på jagt efter en fransk bulldog!
Jamen hvor fanden kommer det fra???

Men når det nu skulle være, er jeg trods alt glad for at det var Esben og Peter, og ikke Reimer Bo og Jørgen de Mylius. :-)

Kender du ikke allerede de 2 unge mænd, så tænd for P3 man-fredag ml 14 og 16 eller hent podcastet og tag dem med på en løbetur.

Med fanden på væggen

Åh hvor ville jeg ønske, jeg kunne lade være med altid at male fanden på væggen og være så bekymret på forhånd.

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, havde jeg næsten bestilt kiste i efteråret - helt og aldeles uden grund. Nu er det tanker om en skolegang der ligger minimum 2 1/2 år ude i fremtiden, der gør knuder i min mave.

Vores yngste guldklump har det lidt svært med at gå i børnehave. Han er glad for at være der, han bliver set, mødt og forstået, men det ændrer ikke ved, at han er på overarbejde, når han er der. Vi giver ham så korte dage som muligt, og der bliver gjort det ypperste for, at han får den nødvendige hjælp så hans dage der, skal være så gode som muligt. Og det går heldigvis fremad ad - hele tiden. Små skridt, men fremad.

Hvorfor er det så, at det skal gøre så ondt i mig? Jeg kan jo se hvilke gigantiske fremskridt der er sket herhjemme. Kan se hvordan han prøver alt det han lærer i børnehaven af her hjemme, virkelig øver sig og flytter sig. Hvorfor bekymrer jeg mig så for, om han fortsat vil være på markant overarbejde, når han skal i skole? Hvorfor kan jeg ikke bare fokusere på alt det der går godt og på at det går fremad!

Jeg bliver så trist og ked af det på hans vegne, og det kan han jo ikke bruge til noget. Slet ikke, når yderst kompetente fagfolk ikke maler fanden på væggen. Men hvad nu hvis den hjælp han får, ikke er nok? Hvad nu hvis han bliver et af de børn der hænger på væggene i skolen, eller endnu være trækker sig ind i sig selv og ikke tror han er god nok? Hvad nu hvis han bliver stemplet som både det ene og det andet, fordi der i folkeskolen ikke er ressourcer til at støtte og se, hvad han virkelig består af?

Jeg HADER når jeg bliver ramt af disse tanker, men jeg vil jo bare mit barn det bedste...
Det ER mig der maler fanden på væggen - jeg ved det godt, og jeg prøver virkelig kun at have ja-hatten på. Men nogle dage er det bare sværere end andre.

Så tag mig da sammen

- hormonella!

Magen til belastning for sine omgivelser, skal man sgu lede længe efter.

Alt og alle er blevet fejet af banen idag blot pga deres blotte tilstedeværelse!

Sgu ikke i orden, så det fik "vi" lige en snak med os selv om sidst på eftermiddagen - og det hjalp heldigvis! (Sammen med den halve glas der var til overs af min ven "Asti" ;-) )

Skål! :O

Tillykke med mig

Nå, men jeg har jo fødselsdag idag.

Havde egentlig ikke tænkt mig at markere den overhovedet, da de sidste par uger har været fyldt op med masser af festivitas. Men så blev jeg alligevel lige 8 år igen, så jeg fortrød og arrangerede en frokostaftale med min søster og et besøg af mine forældre i aften.

Hyggeligt, især fordi jeg smed alle krav til mig selv overbord og besluttede, at jeg ikke gad at lave mad - overhovedet! Har med glæde kogt, steg og braset hele julen til gud og hver mand, men da der ikke er nogen til at lave mad til mig herhjemme, måtte konceptet blive et andet idag. Derfor er der kørt take out og købeothello i gabet. Det smagte ok, men næste gang griber jeg nok alligevel selv gryderne...

Da jeg havde fået alle mine (3) fødselsdagsgaver på forhånd, besluttede jeg mig for at det var passende at købe til til mig selv, så jeg fik lige 4 nye bluser idag :) Kunne ellers overhovedet ikke finde noget jeg ville have, men i den allersidste biks vi besøgte, var der så pludselig noget - dejligt :)

Problemet er vist, at mit selvbillede ikke helt stemmer overens med virkeligheden! Man er jo for fanden ikke en kone, bare fordi man er 42! Og da slet ikke, når man stadig føler sig som en 27 år, der bruger en str 36 og er stram i betrækket både øverst og nederst.
Sådan forholder det sig desværre ikke, kunne spejlet afsløre... ;-)

Øjnene er også ved at trænge til lidt hjælp, så jeg har netop fået disse briller:

Klædelige ikke?

Fra at skulle forbigåes i stilhed endte det faktisk med at blive en rigtig hyggelig dag, så nu kan Heidi 8 år gå glad i seng.

So long :)