Vi bliver lige nødt til at tale om det der facebook, der vist nok er kommet for at blive.
For hvad er det egentlig vi vil, når vi skriver en status?
Nogle gange vil vi rose, vise frem og prale af det, vi er glade for og stolte over.
Andre gange vil vi orientere eller dele en frustration.
Uanset hvad, forventer vi en reaktion. Og selvfølgelig helst en positiv reaktion, hvor vi bliver bakket op i at vores unger er de skønneste og sjoveste, eller vores chef eller (ex)mand er et stort røvhul.
Men hvad nu hvis vi bliver mødt med lidt modstand, et spørgsmål eller en undren over det vi skriver, hvordan reagerer vi så?
Personlig stopper jeg lige op og tænker en ekstra gang. Er jeg enig? Kan det bruges til noget eller er vedkommende der kommenterer helt og aldeles uvidende om, hvad jeg har gang i. Nogle gange føler jeg anledning til at forklare mig, andre gange er jeg fløjtende ligeglad.
En ting jeg aldrig gør - er at slette folk, der siger mig imod, fra min venneliste. Jeg har jo for fanden selv indbudt til "ørertæver", når jeg skriver på FB.
Er der så noget jeg undlader at skrive? Ja, sgu da! På nogle punkter er jeg en kryster! Hvis ikke jeg har modet/evnen/overskuddet til at tage debatten, så holder jeg min kæft.
Det gjorde jeg ikke igår, da jeg læste verden
tåbeligste status! Jeg vidste, der ville falde brænde ned, fra en både rygklappere og forfatteren selv. Det gjorde der også! På et infamt og nedrigt niveau, som jeg heldigvis ikke selv gik med på. Men det var så langt ude, at jeg bare ikke kunne holde min kæft. Der gik præcis en time, så var jeg og en række andre af mine venner røget af listen, og de til trods for at mine venner IKKE havde skrevet noget.
Jamen for fanden....så tag dog en tudekiks og stik piben ind, hvis det er så farligt, at blive udfordret lidt.
Om jeg fortryder? Ikke et sekund!