søndag den 29. januar 2012

Familien Danmark på tur

En weekend helt uden planer, inviterede til en impulsiv udflugt.


Første stop: Skovtur i Touranen med udsigt til Århus Bugten


Andet stop: Aros. 
Det var første, men absolut ikke sidste gang for os alle.


Frederik foreviger sig selv!



Særligt "Boy" fascinerede børnene.



Tredje stop: AC Børnehjælp
Bare for nostalgiens skyld ;-)





På ACs p-plads i et industrikvarter i Åbyhøj, indtog vi de medbragte fastelavnsboller.
Ikke verdens smukkeste sted, men det var ligegyldigt, for stemningen var i top!


- Posted using BlogPress from my iPhone

Hausfrau in spe

Næppe!
Men jeg må altså dele disse helt fantastiske rødbeder med jer:



Jeg har ikke selv fundet på dem. De er fra en af "Suveræne..." kogebøgerne, men de er nye her i huset og allerede en af favoriterne. At det så tager 0,5 at tilberede bederne, gør jo ikke oplevelsen ringere.

Til 3-4 personer bruger jeg:

4 rødbeder i små tern
1/3 pose "Bærsymfoni" - optøet
1 ss olie
1 ss balsamico
1/2 tsk sukker.

Snit, bland og server!

**

Nu skal dette jo ikke udvikle sig til en madblog, må jeg altså også lige prale med, at jeg har syltet for første gang - ever! Marmelade blev det til. Med gulerødder, æble, abrikos og vanilie. Mums!

søndag den 22. januar 2012

Fingeren ud af navlen!

Nu skal det hele jo ikke gå op i ynk og selvmedlidenhed over sovehelvedet. I bund og grund er det vi oplever jo ikke værre, end det så mange andre familier går igennem, adopterede børn eller ej.

Derfor kan du, kære læser, i næste indlæg se frem til at læse om rødbeder og marmelade.

Men tro nu ikke du har læst det sidste indlæg om søvn, eller mangel på samme, her på kanalen. Fingeren finder helt sikkert tilbage til navlen igen. Jeg gider bare ikke idag.


- Posted using BlogPress from my iPad

lørdag den 21. januar 2012

Jinxet!

I et af mine forrige indlæg om søvnfrustrationer, skrev jeg, "han er heldigvis nem at putte".

Det skal man ALDRIG gøre, for det er selvfølgelig lykkes mig at jinxe det hele, så den lille fyr nu er så ked af det, når han skal sove. Det er IKKE en mulighed at gå fra ham - det er ikke "hysteri", det er tydeligt at høre på hans gråd og se på hans reaktioner.

Så nu putter vi selvfølgelig hos Malthemusen, men desværre er han så meget i alarmberedskab, at han har alle antenner ude, så når vi tror han er væk, og vi kan forlade soveværelset, slår han øjene op, og så starter det  forfra. Så fra at bruge 3-4 minutter på at putte, har vi de sidste dage brugt en time.

Om det stadig er omvæltningen i DP der driller, ved vi ikke.
Det er træls, hårdt og frustrerende, men vi ser ikke anden udvej lige nu, end at være der når han viser, han har brug for os.

This too shall pass - I know! Please let it be soon....




fredag den 20. januar 2012

Sovestatus pt

Siden sidste fredag:

  • antal nætter der er sovet igennem: 0
  • antal nætter med skrigeture: 0
  • antal nætter med en mælkeopfyldning: 1
  • antal nætter med to mælkeopfyldninger: 4
  • antal nætter med en flaske mælk løbet ud i sengen: 1
  • antal nætter med propel liggende mellem mor og far: 6
  • antal nætter med barn sovende roligt mellem mor og far: 1
  • antal nætter hvor barn var ved at falde ud i fodenden: 1
  • antal nætter hvor dagen starter kl 04:47: 1
  • antal middagslure til mor: 4 (fordelt på 3 dage!)
Som den veludhvilede læser kan se, går det fremad, og nu er det weekend med håb om en ekstra lur eller 4 :-))

torsdag den 19. januar 2012

Om manden med riflen og Rudolf Steiner


Troede egentlig kun febervildelse var for børn, men satser på det er feberen, der har påvirket min hjerneaktivitet de sidste par nætter, hvis ikke, så er det måske på tide at få den kigget nærmere efter!
I hvert fald har jeg haft de vildeste drømme og er vågnet op badet i sved. Ofte kan jeg ikke huske hvad jeg drømmer, selvom jeg er klar over det sker hver nat. Men de sidste nætters drømme står lysende klar for mig - den mest dramatiske her til morgen:
"Jeg er alene hjemme med Malthe og har besøg af farfar. Da han skal til at gå og jeg følger ham ud til døren, kommer der en par vilde lysglimt ind ad køkkenvinduet, og jeg lukker forsigtigt fordøren op og kigger ud.
Udenfor holder en stor hvid bil, hvorfra en meget stor, muskuløs, skaldet mand stiger ud. Han minder om Ronald, fra "Pigen der leget med ilden." I hånden har han en skarpladt riffel som han peger i øst og vest med. Som det rolige menneske jeg er, taler jeg stille til ham og spørger, hvad jeg kan hjælpe med. Manden  kan ikke tale, men brummer underligt. Han går ud mod vejen, hvor han sigter på en forbipasserende, for derefter at vende sig om mod mig igen.
Mit mod slipper op, og jeg lukker forsigtigt døren og hvisker til farfar, at han skal gå op i soveværelset med Malthe. Jeg tager min telefon og følger selv efter. Da vi er samlet, vil jeg ringe til politiet men mine hænder ryster, så jeg ikke kan ringe op. Efter gentagne forsøg lykkes det mig at komme igennem til politiet i Ikast! (Ikast af alle steder!!)
En telefonsvarer møder mig med en lang præsentation af de to vagthavende. Da jeg endelig kommer igennem til et levende menneske, skal jeg svar på et spørgsmål om Rudolf Steiner-pædagogikken!! Jeg kæmper forgæves og er ikke i stand til at svare.
En telefonsvarer møder mig med en lang præsentation af de to vagthavende. Da jeg endelig kommer igennem til et levende menneske, skal jeg svar på et spørgsmål om Rudolf Steiner-pædagogikken!! Jeg kæmper forgæves og er ikke i stand til at svare. Det banker på døren, riffel manden vil ind.
Mit hjerte hamrer løs og sveden hagler af mig...."
Og så vågner jeg heldigvis. Drivende våd og med hjertet i halsen.
Hvor fanden kom sådan en drøm lige fra? 
Og hvad har Rudolf Steiner med politiet i Ikast og Ronald at gøre???  
Er der en drømmetyder til stede?

fredag den 13. januar 2012

På den igen

Overvejer om det kan betale at gå i seng.

Klokken nærmer sig midnat og inden længe bliver der kaldt første gang med krav om at dele seng og pude med mor. Fint nok, hvis det bare blev ved det. Men vi skal også ligge næse mod næse - på min forkerte side.

Og om halvanden time er den gal igen. Så skal der mælk til. Eller vand. Eller også skal jeg vende mig om igen.

Yderligere halvanden time senere, skal vi finde "gaggi og klud", og så lige dele pude igen.

Så går der 2 timer, så skal vi lige vi blive enige om, at det IKKE er morgen. At man ikke kan se nissebanden og spise rosiner nu. Det er mest mig, der er enig i det.

Med lidt held holder vi os nu sovende til kl 6, hvor "minne (mig) er pladdervåd" og det er tid til at stå op og skifte natble, finde iPad med nissebanden, tænde fjernsyn og lave lidt mad til Yndlingsmalthen, i håbet om han derefter kan holdes hen en halv times tid, mens man selv koger på sofaen, for at nå op på noget der ligner 5-6 timers søvn.

Vi er slået tilbage i søvnrytme - eller mangel på samme.

Vi ved godt hvorfor: Der er blevet rykket rundt i Malthes hverdag (nyt barn i DP og farvel til kammerat) og det viser sig, som så mage gange før i søvnen.

Det er bedre nu end for en uge siden og skal nok blive godt igen, men hold da op, hvor vænner man sig hurtig til at sove op mod 4-5 timer i træk, og føler sig derfor i den grad også slået hjem i ludo, når det så ikke sker mere.

Vi er ikke bekymrede - bare trætte. Ved som sagt godt hvorfor det sker, og er også klar over at det vil ske igen, fx. når han skal i børnehave til august.

Sådan er det at have en Malthe og det tager vi gerne med, når bare vi ved hvorfor det sker. ( Og man selv kan snige en halv times middagslur ind i løbet af dagen)

Så nu rører han på sig....

Godnat og sov godt derude!
Heldigvis er han meget nem at putte

onsdag den 4. januar 2012

Ssshhhh...

Vær lige stille! Jeg læser.

Jeg er for første gang i mere end et år blevet opslugt af en bog. ELSKER når det sker, men der har ligesom ikke været ro til nå så langt i en bog, at den har fanget mig.
Men igår afleverede jeg Malthe i dagpleje, Andrea i SFO og sendte Frederik over til en kammerat, og så smed jeg mig på sofaen og nød et par stille formiddagstimer med min nye bog, inden hverdagen igen kaldte idag - ovenikøbet på min fødselsdag.

Det er Hanne-Vibeke Holsts - som er en af mine yndlingsforfattere - nye bog "Undskyldningen", jeg har kastet mig over. Et familiedrama i fortid og nutid - og bestemt anbefalelsesværdig.
Imorgen har jeg skemafri, så udover lidt (tiltrængt!)  rengøring har jeg tænkt mig at bruge et par timer med sofaen på ryggen og bogen i hånden.

Heidi-tid, når den er bedst :-))