onsdag den 29. september 2010

Et anderledes perspektiv

Vi har indtil videre ikke mødt manglende forståelse for, at Malthe ikke skal gå fra arm til arm, at man ikke skal røre unødigt og at han ikke kan passes endnu.

Nu har vi snart haft ham i 4 måneder og tiden er nok ved at være der, hvor nogle vil begynde at undre sig over vores nej til den tætte fysiske kontakt med ham. Det kan være svært at forstå, når nu man ikke har beskæftiget sig med adoption så meget som vi har, og når nu han tilsyneladende stortrives og er godt på vej i sin tilknytning.

Nedenstående essay giver et fint billede på, hvad der er et adopteret barn skal igennem. Nogle har været igennem adskillige skift i primærpersoner, andre har været heldige at være placeret i en plejefamilie stort set fra fødslen. Uanset hvad har  børnene været udsat for et svigt, der sætter spor.

Håber du har 2 minutter til at læse det:

Et anderledes perspektiv


Et essay af Cynthia Hockman-Chupp

Mange adoptivbørn oplever i det første leveår at skulle forholde sig til mange forskellige mennesker. Tænk f.eks på et lille barn der først er hos sin biologiske mor, så i en plejefamilie eller på et børnehjem, og til sidst kommer til sin nye adoptivfamilie - måske indenfor få måneder.

Her er et lille tankeeksperiment til dig. Prøv om du kan forestille dig følgende:

Du har mødt den mand, som du har drømt om hele dit liv. Han har bare alle de kvaliteter, som du søger. Du planlægger dit bryllup og tilbringer al din tid sammen med din elskede. Du nyder hans berøring, hans duft og den måde han kigger dig dybt i øjnene. For første gang i dit liv forstår du meningen af begrebet ”soulmate”, for denne person forstår dig på et helt andet plan end alle andre. Jeres hjerter slår i takt. Dine følelser er uløseligt knyttet til hans glæde og sorg.

Bryllupsdagen oprinder. Det er en dejlig fest og du er lykkelig. Du falder udmattet i søvn ovenpå dagens begivenheder. Du er glad og afslappet og tryg i forvisningen om, at du ligger ved siden af den person, som elsker dig mere end nogen anden i hele verden…den person du skal tilbringe resten af livet sammen med.

Næste morgen vågner du op i din elskedes arme. Du åbner øjnene på klem og kigger på hans ansigt.

MEN DET ER IKKE HAM! Du ligger arm i arm med en fremmed. Du trækker dig væk i chok og forfærdelse. Hvem er denne mand? Hvor er din elskede? Du stiller spørgsmål til den fremmede mand, men det bliver hurtigt tydeligt, at han ikke forstår dig.

Du leder i hele huset og kalder og kalder. Den fremmede følger dig rundt og forsøger at kramme dig, klappe dig beroligende på ryggen og stryge dig på armen. Som om alting var normalt. Men du ved, at intet er normalt. Din elskede er forsvundet. Hvor er han? Kommer han tilbage? Hvornår? Hvad er der sket?

Ugerne går. Du græder og græder over tabet af din elskede. Nogle gange bliver du helt stille, når du overvældes af smerten, og af savnet og chokket over, hvad der er overgået dig. Den nye prøver på at trøste dig. Du værdsætter det, men han taler ikke samme sprog som dig. Hverken verbalt eller emotionelt. Det er ligesom om, at han ikke forstår, hvad det er for en forfærdelig ting, der er overgået dig. Din elskede er væk.

Det er svært at sove. Den nye prøver at trøste dig ved sengetid med søde og dog blide berøringer, men du prøver at undgå ham. Du foretrækker at sove alene, væk fra alle former for intim kontakt.

En måned senere. Du har stadig et smerteligt savn efter din elskede, men du er så småt begyndt at stole på den nye. Han har endelig fundet ud af, at du foretrækker at få din kaffe sort - uden mælk og sukker. Du forstår stadig ikke alle hans sange, men du kan lide hans stemme, og den bringer dig en vis trøst.

Tiden går, og en dag vågner du op, og ser en kuffert stå ved døren. Du prøver at spørge ham, hvad det betyder. Han tager dig blot i hånden og følger dig ud til bilen.

I kører og kører. Du genkender ikke stederne. Hvor er du? Hvor skal I hen?

I holder foran en stor bygning. Han følger dig hen til en elevator og op til et rum fyldt af mennesker. Mange græder og nogle virker helt overvældede af glæde. Du bliver forvirret og bekymret.

Du bliver fulgt over til et hjørne. En anden mand åbner sine arme og trækker dig ind til sig i en omfavnelse. Han gnider dig på ryggen og kysser dig på kinden. Han er tydeligvis henrykt over at møde dig. Du føler dig alt andet end henrykt over at møde ham. Hvem i alverden er han? Hvor er din elskede?

Du rækker ud efter ham, der bragte dig, men han smiler bare, selvom han ser grædefærdig ud, hvilket gør dig urolig. Han aer dig hen over ryggen og lægger din hånd i den nye mands. Den nye tager din kuffert og følger dig over til døren. Den anden græder nu åbenlyst og vinker og vinker, mens elevatordøren stille lukker sig efter dig og den nye mand.

Den nye mand kører dig til en lufthavn. Du følger med, for du ved ikke, hvad du ellers skal stille op. Du græder lidt, men den nye mand forsøger at få dig til at smile, så det gør du. Du vil gerne gøre ham tilpas.

I går om bord på en flyvemaskine. Det er en lang tur, og du sover det meste af vejen. Det er den letteste måde at flygte mentalt fra hele situationen.

Timer senere lander flyet. Den nye mand er opstemt, og leder dig ind i lufthavnen, hvor en stor flok fremmede mennesker tager imod dig. Blitzene fyres af igen og igen lige i hovedet på dig. Den nye mand tager dig med hen til en anden mand som giver dig et kram. Hvem er han? Du smiler forsigtigt til ham. Så hen til en endnu en mand som klapper dig på hovedet og kysser dig på kinden, og endnu en som giver dig et kram og roder op i dit hår.

Til sidst er der en helt tredje mand (hvem er nu han?) som trækker dig ind til sig og giver dig det største kram du nogensinde har fået. Han kysser dig i hele ansigtet og taler til dig på et sprog, som du aldrig før har hørt.

Han følger dig ud til en bil og I sætter jer ind og kører. Alt ser anderledes ud. Klimaet er også anderledes end det, du er vant til. Lugtene er fremmede, og intet smager som det du plejer at få. Undtaget kaffen. Du spekulerer på, om nogen har fortalt ham, at du bedst kan lide din kaffe sort.

Det er umuligt at sove. Nogle gange ligger du vågen i timer og stirrer ind i mørket. Du er stadigvæk rasende på din elskede over, at han forlod dig. Savnet og smerten er der stadig. Den nye mand kigger ind til dig. Han virker bekymret og prøver at trøste dig med søde ord og et krus varm mælk. Du vender ryggen til ham og lader som om du sover.

Folk kommer på besøg. Du kan mærke angsten indeni når du ser alle de nye fremmede ansigter. Du tager et fast greb i den nye mands hånd. Han trækker dig ind til sig. Folkene smiler og forundres over hvor hurtigt du er blevet forelsket. De rækker ud efter dig – ønsker at få del i lykken.

Hver gang en ny person giver dig et kram, spekulerer du på, om det vil være ham, der vil tage dig med væk derfra. For en sikkerheds skyld har du pakket din kuffert, så du er klar. Selvom den nye mand er rar, så har du lært af dine erfaringer, at mænd kommer og mænd går, så du venter på den næste.

Hver morgen rækker den nye mand dig et krus kaffe og ser forventningsfuldt på dig. Nogle gange er din smerte og din længsel efter din elskede så stor, at du kaster kruset fra dig, så den skoldhede kaffe slynges ud i rummet, og den nye mand gisper af smerte. Han kigger forvirret og rådvild på dig.

De fleste dage tager du imod kruset og smiler til ham. Og venter. Og venter. Og venter.

søndag den 26. september 2010

Pyh....

Det måtte jo komme før eller siden, at Malthe blev syg.

De sidste dage har budt på bekymring og angst i en grad jeg ikke har oplevet før med syge børn. Selvom det føles som om vi har haft Malthe i lang tid, er vi blevet mindet om, at det hele endnu er skrøbeligt og sårbart. At vi ikke kender hinanden helt ind i rygmarven endnu.

Der er blevet grædt mange tårer - ikke mindst hos den lille mand. Bekymringen har også præget de store, der ikke kunne forstå, at vi ikke kunne hjælpe ham mere end vi gjorde.

Nu er der heldigvis fremgang at spore. Han kan nu støtte på benene og er begyndt at spise lidt. Det er også nødvendigt, for han er ved at være nede i nærheden af de 8 kilo igen - ikke meget for en dreng på snart 17 måneder.

Vi har idag fået flere smil end vi sammenlagt har fået de sidste 5 dage. Han er stadig slap og nu også med røde udslæt, men vi har fået smil! Hvilken lettelse....

onsdag den 22. september 2010

Første gang

Der er en første gang for det hele og jeg har idag valgt at deltage i min første "give away" i blogland.

Jeg faldt tilfældigt over Groovybaby and mama, netop som hun satte gang i en give away, hvor man kan vinde en af nedenstående ting efter eget valg. TOPlækre sager!! 

I skal ikke tilmelde jer give awayen, så bliver mine chancer nemlig mindre;-) Jeg tror faktisk også allerede det er for sent :-))



tirsdag den 21. september 2010

Nederlag

Jeg har tabt - igen... Hader at tabe! Og så endda til en et-årig.

Kampen stod om trip-trap-stolen og hvorvidt man skulle/måtte/ville stå op i den. Om det var okay selv at kravle op og ned på trods af, at der var bøjle på. Om det var okay at stå op og spise, mens en voksen forsøgte at presse en ned i stolen, samtidig med at den voksne også skulle forsøge at indtage noget føde. Om man måtte bruge den som stige til at komme op på bordet, for så kravle med lynets hast hen over det, mens en voksen forgæves forsøger at fange en.

Den voksne synes på ingen måde det var okay, og mente bestemt at barnet da måtte/kunne/skulle lære at forstå det. Den et-årige synes det var en daglig fest!

Til sidst måtte den voksne, være voksen og sige til sig selv, at man skal vælge sine konflikter med omhu, og at denne var en af dem man ikke skulle tage, men i stedet erkende sit nederlag.
Den smarte, nymalede, dyre stol i en heftig farve er derfor gemt væk og erstattet af en billig IKEA-model, hvor barnets kan spændes fast!

Men jeg skal nok få ham på et tidspunkt ;-))

lørdag den 18. september 2010

På den anden side

Nu hvor jeg er lykkelig ude på den anden side af ventehelvedet, må jeg indrømme, at jeg godt indimellem kan tænke om andre ventende, at nu må de da vist hellere slappe lidt af.

Er der nu grund til evindelige sure opstød over AC eller DA. Mon ikke de gør, hvad de kan for at formidle børnene så hurtigt som muligt? Frustrationer over at være rykket en plads tilbage eller "kun" 2 pladser frem - hvad betyder et par pladser, tænker jeg ? Og ventefrustrationer efter 1 år eller halvandet - hvad vil man så gøre, når der er gået 4 år? Og så videre...

MEN når jeg så (endnu en gang)  læser om stærke kvinder, der bliver skudt til jorden af angst, usikkerhed og frygt for aldrig at blive forældre,  og der vel at mærke er tale om kvinder der har formået at have andet i livet end ventetid og -frustrationer, kvinder der forstår at nuancere deres liv og leve samtidig med at de venter,  så bliver jeg banket tilbage og mærker med alt tydelighed, hvad det er de går igennem, og hvor skidt jeg selv havde det for et år siden.

Mærker hvor handlingslammet jeg var i livet. Mærker hvor meget ting, der nu synes ubetydelige, fyldte alt, alt for meget og i den grad gjorde mig passiv.

Det smerter mig at tænke tilbage på, ligesom det smerter mig at kvinder - som jeg godt nok kun kender fra cyberspace - skal rammes og have det lige så skidt.

Håndteringen af ventetid er individuelt - så meget har jeg da lært gennem mit forløb. Vi har forskellige historier med i rygsækken, der gør ventetiden nemmere og sværere at håndtere.

Men derfor synes jeg alligevel, at man - ikke mindst af respekt for dem der er allerhårdest ramt - indimellem bør stikke piben lidt ind og holde sine frustrationer for sig selv og sine nærmeste, når man ikke har stået på venteliste i 100 år og en sommernat. Det ville jeg ønske jeg selv havde gjort af og til da jeg var tidlig i forløbet....

(Nu sidder der helt sikkert nogle og tænker: "Ja, ja hun kan sagtens. Hun er ude på den anden side ovenikøbet med 3 børn." Og ja - jeg kan sagtens. Det ved jeg godt!!!
Giv gerne din mening til kende!!)

tirsdag den 14. september 2010

Det hele og lidt til

I dag er det 5 år siden vi blev godkendt til 3. barn. Ventetiden blev lang og langt hårdere end ventet. Særligt det sidste år var slemt og når jeg nu ser tilbage på sidste efterår, kan jeg for alvor se, hvor skidt jeg havde det. Også i månederne inden jeg gik ned med flaget.

Ville jeg gøre det igen? JA! Uden tvivl! Når man endnu en gang oplever, hvad der kommer ud af alle anstrengelserne, så er der ingen tvivl i mit sind - jeg ville gøre det til enhver tid.


                          

                          

                        


Og nu skal de store jo ikke glemmes, her midt i rusen over yngstemanden. Som skrevet i forrige indlæg, blev vi gift for 10 år siden for at sætte gang i den adoptionsproces, vi netop har afsluttet.

De første 5 år bragte os 2 underskønne børn, der hver for sig er noget særligt:
Frederik - fordi han blev den vi fik vores forældredebut med, og den der lærte os hvad det vil sige, at komme til at sætte noget højere end sig selv.
Andrea - fordi hun blev vores første og eneste datter og et livsstykke uden lige.



torsdag den 9. september 2010

10 år

For 10 år siden var vi klædt sådan ud:



Anledningen var vores bryllup, der hastigt blev arrangeret, da vi besluttede os for at adoptere. (Nå ja, vi var jo også ret sikre på at vi ville hinanden lang sigt, men havde ikke lige umiddelbart planer om at blive gift på det tidspunkt.) Jeg var egentlig mest stemt for et hurtigt smut på rådhuset, men heldigvis satte min søde mand bremserne i  og insisterede på et kirkebryllup. Og tak for det - for vi havde en fantastisk dag, der aldrig ville kunne erstattes af en borgerlig vielse.

Idag er vi klædt sådan ud:


I løbet af de 10 år der er gået, har vi fået alt hvad vi har drømt om: 3 skønne, fantastiske og MEGET elskelige børn. De overskygger alt det andet gode og dårlige der er sket, for der har selvfølgelig også været tider, hvor det hele ikke har været fryd og gammen. Sygdom, død, stress mm har også fulgt os på vejen, men vi har klaret det - SAMMEN!

Jeg er i dag blevet begavet med bl.a. blomster og et meget sødt brev fra min romantiske mand, hvori han blandt andet skriver "Gad vide hvad de næste 10 år bringer?" Vi ved det ikke - men  når bare vi er sammen, skal vi nok klare det hele!

P.S. 
Henrik har selvfølgelig også fået en gave af mig: Nemlig at vågne op ved siden af en morgensur, total uromantisk kone hver eneste dag og vide at hun elsker ham meget højt, men bare ikke er så god til at sige det til ham! Men han VED det gør han ;-))

tirsdag den 7. september 2010

Man skal være hurtig...

...for at følge med Malthe.

Det har indtil videre kostet et par kilo eller 3 på minussiden til mor her (og det er jo fint nok så længe det varer!!) at fange, indhente og pille den lille mand ned eller op af forskellige ting.

Nogle gange er mor så bare ikke hurtig nok og så sker dette:




Og når det så går rigtig skidt, som her til aften, så sker dette:


Se lige hvor han hygger sig lækker, lækker, lækkermusen!


mandag den 6. september 2010

Sleeping beauty



Mila&frog.jpg

KLIK på linket og nyd denne blog, hvor en finsk mor tager eventyrlige billeder af sin sovende datter.
Jeg faldt over linket her.

torsdag den 2. september 2010

Lækkerier til lækkermusen

Efter lidt ventetid fik vi i denne uge endelig det nye betræk til Malthes voksipose. Betrækket er syet af Karlssons Kludeskab og er bare så FLOT!

Kig ind hos Lis og se de flotte billeder af posen, når du lige har nydt dette billede Lækkermusen i lækkerierne: