torsdag den 31. december 2009

Godt nytår!

"På denne årets sidste dag, er det tid til at se tilbage på...." Nej, jeg vil spare jer for en længere afhandling og i stedet bare ønske jer alle et rigtig godt nytår!

Tak til jer der har fulgt med her og er kommet med søde kommentarer, forstående og opmuntrende ord undervejs. 2009 har på mange måder været et godt år med dejlige oplevelser i familie og venners nærvær, men også et år der har budt på lidt udfordringer, som livet nu engang gør indimellem. Ingen udfordringer dog større end at de klares uden at efterlade store ar. Må 2010 blive et fantastisk år!!

Godt nytår!

tirsdag den 29. december 2009

Pæne håndled

På trods af at ens fysioterapeut siger, at man har underben der vender en kvart omgang forkert - og selv om man ikke ligefrem har modelmål, men nærmere en form som en stor velvoksen pære - er der ikke nogen der ikke skal sige, at man ikke kan have lækre håndled. Eller i hvert fald noget lækkert på håndledene til at skjule nogle af overlevelses-depoterne!

Se bare her hvad der efter julens gaveudpakning pryder mine håndled. Ret lækkert.

søndag den 27. december 2009

At flytte fokus

Jeg har selvfølgelig funderet en del over, hvad der har bragt mig i dennne stresssituation. Og trods granskning af alle mulige ogumulige årsager, kan jeg ikke komme op med andet end ventetiden.

Under denne granskning er jeg også kommet frem til, at en del af det er selvforskyldt. Ventetiden kan jeg ikke gøre noget ved og omstændighederne har gjort, at vi er gået fra en estimeret ventetid på 1 1/2 år til nu at have ventet i 4 1/2 år siden vi ansøgte. Den del ligger uden for vores hænder - det er hårdt, grænsende til tortur, men sådan er det nu en gang bare.

Der hvor jeg selv kunne have gjort noget, var ikke at have så meget fokus på det. De sidste par år har det været med i ALT - og jeg mener virkelig ALT - hvad jeg har foretaget mig. Jeg har "italesat" det ved en hver lejlighed og refereret alt muligt til den forestående rejse. Når jeg har købt sko (og det er tit!!) har jeg tænkt: "Skal de med til Colombia", når jeg har købt julegaver til børnene har jeg tænkt: " Kan dt bruges når vi skal til Colombia", når jeg er blevet klippet har jeg tænkt. "Er det en praktisk frisure, når vi skal til Colombia"!!! Osv, osv... Det har fyldt alt, alt for meget i mit hovedet - da ikke mindst når deadline er blevet udskudt gang på gang på gang....

Derfor øver jeg mig nu på, at ikke at tænke ret meget mere end en uge frem ad gangen. Tankerne om hvornår vi skal afsted, prøver jeg at skubbe fra mig, ligesom jeg gør mig meget umage for ikke at referere alting til det.

Vi har netop fået opdateringer der fortæller os, at vi er kommet meget tættere på, men netop derfor er det vigtigt for mig ikke at tænke på det og tale om det hele tiden, fordi jeg så stresser mig selv unødigt. I stedet ligger mit fokus på at komme ovenpå i en fart, så jeg er klar når "den store dag" kommer.

onsdag den 23. december 2009

2 skridt frem og et tilbage

Det går heldigvis fremad og jeg mærker en klar bedring i forhold til for 10 dage siden, hvor jeg måtte sig stop.

MEN jeg har svært ved at være tålmodig og passe på mig selv! Så snart jeg mærker, at det går fremad kører jeg på og det er nok ikke det smarteste. Jeg bliver venligt - men bestemt - mindet om, at det ikke kan nytte noget at tro, at man er 100 % ovenpå efter en uge. Ting tager tid og jeg skal stadig give mig tid til at slappe af. Det er svært at acceptere - helt vildt svært!! Jeg vil jo gerne være den der har kontrollen, og den får jeg altså kun igen, hvis jeg HUSKER at passe på mig. Jeg øver mig...

Heldigvis har vi ikke en masse planer i julen. Juleaften holdes hos mine forældre og den julefrokost jeg (selvfølgelig!) har påtaget mig at holde 2. juledag, har jeg valgt at uddelegere madlavningen på, så jeg kun skal lægge hus til, så det skal nok gå.

Resten af tiden skal bruges på familien og mig!

Glædelig jul til jer der læser med her.

tirsdag den 22. december 2009

Her bor jeg...



..og selvom jeg egentlig synes, at det der sne oftest er noget bøvl, så er det sgu da ret smukt!

tirsdag den 15. december 2009

Min nye "gud" hedder Tor

Det der med "alternative" behandlere som fysioterapeuter, kiropraktorer, zoneterapeuter m.v. har aldrig lige være mig. Jo, jeg har i stor stil anbefalet dem til andre, talt meget overbevisende om, hvor vigtigt det er at lytte til sin krop og prøve noget "alternativt".
Men når det kommer til mig selv - nixen bixen. Jeg går allerhøjst til lægen. Jeg kan jo sagtens klare det hele selv, jeg er jo (hvor utroligt det end lyder) uddannet idrætslærer, så det der med kroppen har jeg helt styr på!

Men når sandheden skal frem, så har jeg i den grad forsømt min krop de sidste 1 1/2 år. Ikke fået noget motion overhovedet. Ingen massage, ingen afspænding - INTET.

Derfor var det også meget grænseoverskridende for mig, da jeg indså nødvendigheden af hjælp til den sovende og stikkende krop og gik til fysioterapeut. Nu har jeg været der 2 gange og udover at kortlægge hvad mine fysiske skavanker skyldes og haft en nærmest terapeutisk samtale derom, har jeg fået massage!

En fremmed mand har "overgramset" min krop med helt reele hensiger ;-) og det har været en udsøgt fornøjelse!! Tor - som "fysen" hedder - er en lise for min krop og sjæl! Jeg er vild med ham - eller i hvert fald det han gør - og glæder mig allerede til næste seance!

fredag den 11. december 2009

Så gik den ikke længere

Jeg ved ikke, hvem jeg har forsøgt at lyve for, men faktum er, at nu er batteriet ved at være fladt.

I den seneste tid har jeg fået flere og flere fysiske tegn på, at min krop er stresset og sammenholdt med en efterhånden ikke-eksisterende evne til at have flere bolde i luften på en gang (nogle dage næsten ikke engang en bold), har jeg nu taget konsekvensen og sygemeldt mig i den kommende uge.

Det er MEGET svært for mig at erkende, at jeg lige nu ikke kan klare så meget som jeg plejer, men faktum er, at det kan jeg ikke! For ikke at ryge helt derned, hvor det kan tage meget lang tid at komme op fra igen, har jeg i samråd med min familie, skoleleder og læge valgt at gå på tidlig juleferie.

Jeg skal trække vejret dybt, sidde hul i sofaen, gå lange ture og så gøre hvad jeg kan for ikke at tænke på venteliste og ventetider... Lige om lidt er der 3-4 ugers ferie i Colombia, så der sker alligevel ikke en dyt. Håber det kan give lidt ro...

onsdag den 9. december 2009

Hvis jeg bare vidste hvornår

Jeg har en meget kær veninde, der er gravid. Hun venter barn til foråret og har i lang tid være plaget af kvalme, opkast, hovedpine, træthed osv. Ikke ligefrem en ønskemåde at starte sin gravidtet på, og jeg føler med med hende, når hun nogle dage kommer "blegnæbbet" på arbejde.

Alligevel ville jeg godt bytte med hende. Ikke fordi jeg ønsker mig at opleve at være gravid - slet ikke - men fordi hun ved. Ved hvornår hun skal på barsel, ved hvornår hun skal føde ( i hvert fald sådan cirka), ved hvad der kommer ud (sådan cirka).

Jeg ved ikke en noget. Gætter, beregner, drømmer, håber og tror. Men faktum er at jeg ikke ved en skid! Intet overhovedet ud over, at det nok ender med noget der ligner et barn, når det har "hævet" længe nok.

Jeg er dødmisundelig over, at hun ved hvornår og kan planlægge lidt. Forberede sig, bygge rede. Men mest af alt er jeg misundelig over, at hun ved, hvornår det er "overstået". Hvis bare man vidste det, kunne man (måske) bedre holde ventetiden ud. Måske kunne man så lade være med at tænke sig meget over det, der skal komme engang. Man vidste hvornår man kunne "komme videre med sit liv" (forstå mig ret!) og ikke hele tiden gå med følelsen af at være sat på "hold".

Nu kom det igen til at lyde som om jeg har det rigtig træls lige nu. Sådan er det altså ikke. Jeg har det kun sådan lidt mellemtræls og det er ikke så ringe endda, om stændighederne taget i betragtning ;-)

mandag den 7. december 2009

Survival of the fittest??

Nogle gange tænker jeg (jo det sker faktisk at jeg tænker!!), hvordan man egentlig holder det ud. Ventetiden altså. Måned efter måned. Optur efter nedtur. Igen og igen holder man ud - kommer over skuffelser, frustrationer og deadlines der endnu engang blev rykket.

Det går jo. I mange perioder overikøbet ret godt. Hvad er det for kræfter der sætter ind - hvad er det vi indeholder, når vi er i stand til at fungere normalt på trods af den stress, vi udsættes for konstant som ventende???

Jeg ved det ikke, men synes på en måde, at det er betryggende at finde ud af, at man kan klare mere end man tror. På den anden side kan jeg godt (bl.a. affødt af min læges kommentar til de mange spændinger i min krop) frygte, om der kommer en sen reaktion på alt stressen.

Når jeg igen og igen læser om familier der får børn - nogle endda 3 i den tid jeg har ventet på mit sidste - så tænker jeg på, om det nogensinde bliver os. Det føles så uvirkeligt på trods af, at jeg har prøvet det 2 gange før. Følelserne er som første gang, hvor man sprang ud på virkelig dybt vand...

Men jeg VED, at en dag så bliver vi belønnet for vores tålmod og overlevelsesevne... Må det ske inden nætterne igen bliver lange og lyse.

lørdag den 5. december 2009

Tanker til Colombia

Den 2. december har Frederik fødselsdag. I den forbindelse flyver mine tanker altid en tur til Colombia og den kvinde, der for 8 år siden så sig nødsaget til at give afkald på sit barn. Det er tungt at tænke på, hvad årsagen mon har været og på, hvilken sorg hun må bære rundt på. Samtidig er tankerne dybt taknemmelige - for uden hende havde vi ikke haft vores Frederik. Sorg og glæde - hånd i hånd.

Det er ikke kun mig, der sender tankerne mod syd. Få dage før sin fødselsdag spørger Frederik mig, hvordan man kan vide, at det præcis er den 2. december der er hans fødselsdag.
Det får vi os en snak om, hvor jeg giver mit bedste bud på sagen.
Vi taler videre om hans Colombia-mor, som vi desværre ikke rigtigt ved noget om, og om hvilke tanker hun sikkert gør sig og om hvilke billeder hun bærer med sig.

Jeg bliver rørt og ramt, når han deler sine tanker med mig. Rørt fordi det glæder mig, at han kan reflektere sådan og vil dele det med mig. Ramt fordi der - uanset hvor lykkelig en adoption kan synes at være - altid ligger en tragedie og en sorg bag.

Store tanker af en lille fyr på bare 8 år. Følsom, kærlig og eftertænksom som få.

Status opdatering:

Heidi har siden sidst- haft en forstuvet røv, - fejret børnefødselsdag, - haft en dag med venteblues, - kontaktet AC 3 gange for at høre nyt om vores placering i Colombia, - stadig ikke fået svar fra Colombia, - hængt julepynt op, - vasket gulv 4 gange, - fået dækket de grå hår, - surfet 48 timer, - fået nye jeans, - spist 3 poser pebernødder, - købt halvdelen af julegaverne og fået en næsten færdig super lækker og absolut veldesignet ny carport.
Det er ret okay :-)