torsdag den 30. april 2009

For 7 år siden...
























...fik vi den skønneste dreng lagt i vores arme - 5 måneder gammel.
  • En dreng der ikke ville give os øjenkontak det førtse døgn.
  • En dreng der sov 20 timer i døgnet den først uge vi havde ham.
  • En dreng der ikke ville sove de efterfølgende 10 dage.
  • En dreng der tilbragte de første 2 - 3 år i vores arme, når vi var nye steder eller blandt mennesker han ikke kendte godt.
  • En dreng der var smilende glad og tryg blandt mennesker han kendte.
  • En dreng der ikke forlod blå stue de første 1 1/2 år i børnehaven.
  • En dregn der langsomt blev mere og mere tryg når han var ude og blev mere fri.
  • En dreng der elsker at være sammen med sin familie - både den nære og den store.
  • En dreng der begyndte at vise mere temperament, da han blev storebror.
  • En dreng der er ekstrem videbegærlig.
  • En dreng der stiller velovervejde spørgsmål, som fx hvorfor vandet ikke falder ud af søerne på den anden side af jorden.
  • En dreng der kan lide at spille fodbold.
  • En dregn der er følsom og kærlig.
  • En dreng der er mormors øjesten.
  • En dreng der ved mere om naturen end sin moster.
  • En dreng der er fornuftig og tænker sig om.
  • En dreng der er stolt af sin baggrund og sit Colombia.
  • En dreng med de smukkeste brune øjne og den lækreste kyssemund.
  • En dreng der nu selv kan gå hjem fra skole af og til.
  • En dreng der stadig har det bedst med, at vi siger farvel med kys og kram - også når klassekammeraterne er der!
  • En dreng der idag kom hjem med sit første billede af en halvbar dame!
  • En dreng der fra dag 1 blev VORES FREDERIK - med hud og hår og højt elsket!!

(Desværre har vi ikke nogle digitale billeder fra vi fik ham, så I må nøjes med nogle fra de sidste 4 1/2 år)

lørdag den 11. april 2009

For 5 år siden...

... fødte en colombiansk kvinde den skønneste lille pige. Ulykkelige omstændigheder gjorde, at hun var nødt til at give barnet fra sig. Særlig idag er denne kvinde i vores tanker, for idag fylder Andrea 5 år. Vi er dybt taknemmelige for, at lige netop vi, fik lov til at blive forældre til dette livsstykke! Tillykke med fødselsdagen Andrea- du er højt elsket!

Der var stille i bilen...

...da vi idag forlod San Diego.

Trætte og mætte af indtryk er vi, men også lidt vemodige som man ofte er når en god oplevelse slutter. Vi kunne sagtens blive her en uge mere, men ville så have brug for et par dages badeferie - en uge mere med stramt program ville være for meget.

Det har været en hel fantastisk rejse - den bedste vi har været på hidtil, lige bortset fra henterejserne til Colombia selvfølgelig. Rejseformen har passet perfekt til vores temperamenter, og vi kan med glæde konstatere, at også vores børn trives med den. Det er bestemt ikke sidste gang vi rejser på denne måde. Næste tur skal gå til USAs østkyst eller til New Zealand. :-)

Det er altid spændende, hvordan det vil gå, når man begiver sig ud på sådan en rejse sammen med andre. Farfar kender vi rigtig godt, men Kirsten kendte vi naturligvis ikke så godt inden vi tog afsted. Det gør vi nu - og det er vi meget glade for! Vi har storhygget os alle 6, grinet meget og kun grædt lidt - mest af grin! Det har været superdejligt at dele denne oplevelse sammen med de 2 - og vi vil ikke tøve med at gøre det igen, hvis vi får chancen.
Tak for turen Hans og Kirsten!

I perioden inden vi skulle afsted, havde vi en lidt hård tid. Meget arbejde og nogle svære overvejelser og beslutninger at tage. Vi var derfor brugte både fysisk og psykisk inden afrejse. Denne tur har været en lise for sjælen. Da jeg lørdag den 4. april stod på Pismo Beach og så ud over et solbeskinnet Stillehav, følte jeg at alt det tunge forlod mig. Skuldrene kom ned på plads og jeg mærkede i den grad, at dette er livet. Det var en skøn, skøn følelse - en af dem man ikke mærker hver dag og heller ikke skal mærke hverdag, for at skønne på den, når den så er der. Vi rejser hjem med fornyet energi - ikke mindst psykisk. Fysisk går der nok lige nogle dage inden vi er ovenpå ;-)

fredag den 10. april 2009

Hvaler, delfiner og Hard Rock Café

Idag har vi besøgt Seaworld, som kan beskrives med et ord: WAUW!!

Amerikanerne er utrolig gode til at lave forlystelsesparker. Alt er pænt og velholdt. Der er masser af toiletter, spisesteder og grønne områder. Logistikken fungerer selvom der er ufattelig mange mennesker - det eneste man ikke helt undgår, er at stå i kø, men fred være med det.
Vi overværede 2 shows - delfinerne og hvalerne. Begge var helt vildt fantastiske - det er utrolig imponerende hvordan dyrene kan trænes.

Billederne taler vist for sig selv:

Sidst på eftermiddagen var vi tilbage på hotellet, hvor vi "grovpakkede" kufferterne, for at se om vi kunne have alle vores indkøb med hjem. Det ser heldigvis ud til at der er plads til det hele - selvom vi nok kommer til at have lidt overvægt med - både i kufferterne og på kroppen!! Det er ikke just slankende at spise ude i "the fast food country", men det må vi tage os af når vi kommer hjem. I hvert fald afholdt det os ikke fra at spise en lækker middag på Hard Rock Café her til aften. En gastronomisk og musikalsk nydelse på adskillige decibel. Det var svært at føre en samtale, men pyt med det, når bare maden er god. Musikken var dog ikke højere end, det lykkedes Andrea at falde i søvn midt i maden.


Andrea er ved at være mættet og slidt af alle oplevelserne. Hun bliver indimellem noget hektisk og overstadig, samtidig med at hun har let til tårer. Hun savner sin børnehave og glæder sig til at skulle afsted på tirsdag. Der er dog ingen tvivl om, at også hun har nydt det utrolig meget. Det har givet hende så meget, at Frederik har villet hende og de har haft det rigtig sjovt sammen. Hun har indimellem spurgt: "Frederik leger du med mig nu?" - hvortil han har svaret mumlende, for det er lidt pinligt at indrømme at man faktisk leger med og har hygget sig rigtig, rigtig meget med sin søster. (Hvis I lover ikke at sige det til nogen, så tror jeg faktisk han har været med i en leg med en Barbiedukke!!)

torsdag den 9. april 2009

En stille dag på kontoret...

...hvor Kirsten blev væk og Heidi kørte imod ensretningen!!

Idag forlod vi Los Angeles' bilkaos og menneskemylder og kørte mod San Diego. Det har været en stor oplevelse at være i Los Angeles, men det er ikke en by, jeg umiddelbart har lyst til at komme tilbage til - dertil er den simpelthen for hektisk.

På vej mod San Diego havde vi planlagt et stop i et af de mange outlets der findes herovre. Disse "Premium Outlets" er ikke at sammenligne med de danske. Her er nye designervarer af høj kvalitet og til meget fordelagtige priser. "Outletsene" ligger altid i forbindelse med en freeway, i flotte bygninger, nærmest opbygget som åbne arkader. Det vi besøgte idag havde ca 80 butikker med alt fra Calvin Klein, Tommy Hilfiger, Ralph Lauren til Adidas.

Vi var ikke mere end lige kommet ind i den første butik, før Kirsten var væk. Vi stod og kiggede på børnetøj, da hun meddelte, at hun ville gå ind i den næste butik og væk var konen. Vi ledte i den næste butik og den næste og den næste, men ingen Kirsten. Så delte vi os, så Hans gik i en retning, jeg gik i en anden, mens Henrik blev stående i midten for at holde øje. Da jeg nåede rundt om 2 hjørner, ca 10 butikker væk, fandt jeg Kirsten med favnen fuld af Calvin Klein tøj, som hun lige var på vej ind for at prøve. "Kirsten" råbte jeg, "vi troede, du var blevet væk". Men hun grinede bare og sagde, at hun da godt vidste, hvor hun var og at hun ville været kommet tilbage, når hun var færdig med at prøve tøj!! Det er sgu værre end at have et ekstra barn med at være på shoppetur med hende ;-)))

Da vi havde gjort alle vores nødvendige indkøb - deriblandt Frederiks længe ønskede skateboard - kørte vi til San Diego, hvor vi har indlogeret os på et dejligt hotel ud til Mission Bay. Her er virkelig skønt og det inviterer klart til mere end de 2 dage, vi har hernede. Efter en svømmetur og lidt afslapning, kørte vi ind til San Diego Downtown for at spise aftensmad. Vi fandt et hyggeligt sted i den del af byen der kaldes "Little Italy". Her nød vi selvfølgelig italiensk mad. Efter maden ville vi nyde en dessert på et sted vi var blevet anbefalet: Extraodinary Desserts. Er du sunshine nogle desserter vi fik!! Rent chokoladechok og en fantastisk oplevelse!! Herunder kan I se de kager vi nød. Efter den var der kun en ting at gøre: Gå hjem i seng og så godnat!!
P.S.
Det der med at køre mod ensretningen, var kun på en lille sidegade i San Diego på vej til desserten. Det var ikke med vilje og hvis jeg ikke selv havde gjort de andre i bilen opmærksom på det, havde ingen opdaget det. I hvert fald ikke de døve og de blinde, der ikke kunne høre den dyttende bil og se den vinkende mand, der forsøgte at gøre opmærksom på noget!! Ups....

onsdag den 8. april 2009

Jennifer Anistons skorsten og nye sko...

...det er noget af det dagen har budt på idag.

Efter en rolig morgen indledte vi sidste på formiddagen dagens udflugt, der skulle gå til Hollywood. En tur på ca 50 km der tog os godt 2 timer at køre. Bilhelvedet er uendeligt i Los Angeles og køerne uden ende!

Da vi endelig nåede frem, valgte vi at tage en guidet tur rundt i Hollywood - skønt med endnu 2 timer i bil ;-)) Det blev nu en rigtig dejlig tur i en "open top" minibus i høj solskin. På turen kom vi forbi en masse kendes huse, så nu ved vi, hvor vi skal gå hen, hvis vi vil besøge Indiana Jones, Playboy Mansion, Orlando Bloom, Jack Nicholson - eller Michael Jackson og Snoop Dog der bor lige overfor hinanden! Vi kan også prale med at hav set Jennifer Anisons skorsten og tagryggen hos Tom Cruise! Altsammen guf for en sladderbladslæser som mig.:-) Desuden var vi forbi Hollywoodskiltet ( på adskillige kilometers afstand), Rodeo Drive og en masse mere. En helt igennem fin tur, når nu man havde valgt at ville til Hollywood.

Efter rundturen fik vi taget lidt billeder med nogle " kendte" foran Kodak Theater og købt lidt souvenirs inden vi begav os ud i myldertrafikken, for at bruge 2 1/2 time på at komme hjem til hotellet! Jeg HADER LAs trafik og har bestemt ikke behov for flere rundture her.

Da vi tog afsted i formiddag, havde vi regnet med en "kort dag på kontoret", men sådan kan det altså ikke til at gå. Det lykkedes os dog efter en hurtig gang aftensmad, at få købt 6 par sko på under en halv time. Puma, Nike, nice... ;-)







tirsdag den 7. april 2009

En dag i Disney




Et hurtigt indlæg efter en lang dag:

Dagen idag har vi brugt i Disneyland. En stegende varm oplevelse sammen med mange, mange andre turister fra hele verden. Et fyldt LEGOLAND er vand ved siden af.
Vi valgte at dele dagen over i 2, således vi var hjemme et par timer sidst på eftermiddagen, hvor ungerne sov en time, så de kunne holde ud til fyrværkeriet i aften.

Man kan have mange meninger om Disneyland - men jeg har aldrig set noget så gennemført, velholdt og velfungerende (hvis man ser bort fra de MEGET lange køer!!). Det er simpelthen så indbydende et sted, hvor man uden tvivl sagtens vil kunne bruge flere dage - og mange flere penge ;-) Prikken over i-et var fyrværkeriet, der afslutter enhver Disneydag. Det vi kender i Silkeborg er vand ved siden af. Lys og lyd i smuk forening - fantastisk.

Gensyn

For ca 60 år siden pakkede en ung mand sine ejendele, sagde farvel til sin far og sine små brødre, for at forfølge drømmen om en bedre tilværelse end den Danmark kunne tilbyde i årene lige efter krigen. Kun få gange siden da, har manden været tilbage i Danmark med den familie han stiftede i det vestlige USA. Sidst han var på besøg var i 1984 - for 25 år siden.

Søndag den 5. april fik manden sit kun andet besøg fra Danmark i alle disse år, da hans bror - min svigerfar - kom på besøg. Det blev et rigtig fint møde mellem de 2, der ikke har haft tæt kontakt over årene. Historier blev fortalt, løse ender blev knyttet og den næste generation i de 2 dele af familien knyttede kontakter, der forhåbentlig vil medføre, at der ikke kommer til at gå en menneskealder inden der atter er besøg på tværs af kontinenterne.

mandag den 6. april 2009

Billeder

Så er der lidt billeder fra San Francisco.

Og så lidt fra turen på vej til Los Angeles over Pismo Beach og Santa Barbara.

søndag den 5. april 2009

Jordbær, palmer og bilkøer.

Dagen i går brugte vi på at transportere og os de resterende 600 km til til Los Angeles.
Undervejs gjorde vi stop ved Pismo Beach med den skønneste udsigt over Stillehavet. Her nød vi årets første jordbær - store, søde og bløde, mums.

Derefter gik turen til Solvang - den "danske" by i Californien - som var et overraskende positivt besøg. Byen var meget charmerende og med masser af liv, men det var jo også lørdag og høj solskin ;-).

Sidste stop inden LA blev det fashionable Santa Barbara, med palmer, brede sandstrande og en strandliv, som man ser det i amerikanske fim. Her spiste vi for anden dag i træk pizza til aftensmad. Det var ikke lige med i planerne, men ungerne var trætte og vi havde endnu et par timers kørel inden vi var fremme.

Vi havde forventet, at vi uden problemer kunne køre ind i LA en lørdag aften efter kl 19, men vi blev klogere. Trafikken var meget tæt og vores tur kom til at tage 3 kvarter længere end beregnet. Heldigvis sov Andrea og Frederik måtte også overgive sig til sidst, selvom han kæmpede bravt for at holde sig vågen. Vi bor de næste 4 dage på et hotel klods op og ned af Disneyland.

Idag skal vi til Palm Springs og besøge farfars bror, der har boet herovre i 60 år. Men inden da, skal vi lige være færdige med SIF - AB, som vi følger via nettet og ikke mindst nogle meget beskrivende sms'er fra Lone. SIF fører 1 - 0 :-)

So long.

lørdag den 4. april 2009

"Himalaya" på bjergkørsel til røde træer

Godmorgen Danmark!
Så sidder vi her en sen aftentime på et fashionabelt (400 kr pr nat) "Days Inn Hotel" ved Lars Tyndskids landevej mellem San Francisco og Los Angeles.

Dagen idag startede med at vi delte hold. Drengeholdet var kulturelle og tog på Alcatraz, hvor de hørte på røverhistorier og så fangehuller, mens pigeholdet var finkulturelle og tog på shopping i det 3. største butikscenter i USA.

Drengene havde en rigtig dejlig tur i høj solskin og for en gangs skyld uden en masse kold blæst, som der ellers er rigtig meget af her. (Vi har frosset lidt i SF)

Højdepunktet på pigeturen var klart en israelske fyr, der efter lang tids kamp overbeviste Kirsten og jeg om, at vi ville blive både bløde og 10 år yngre på hhv hænder, fødder og albuer, hvis vi købte hans salt fra Himalaya blandet med noget orange frugtjuice, som vi først havde smagt på!! Andrea så måbende til, mens vi først fik skuret hænderne og jeg efterfølgende fik gnubbet halvdelen af skindet på håndledet af, som en illustration på, hvor smuk min hud i ansigtet ville blive, hvis jeg også lige købte et andet produkt! Jeg valgte dog ikke at købe det, da jeg ikke ville risikere at blive helt hvid og lilla-blodåre-stribet i ansigtet, som på håndleddet!

Da drengene var tilbage sagde vi farvel til SF for at køre en tur i skoven og se på træer. (Udover broer er træer meget interessante i familien Krogh) Den der lille skov med de røde træer, som vi skulle besøge for at gå en tur på en 2 km lang sti, lå 70 km væk. Det viste sig dog, at de fleste af de 70 km var bjergkørsel, så idag har mor og "Doggi" (min Dodge Van) fået trænet både op og nedadgående kørsel i hårnålesving i 2 timer, mens familien på bagsædet har nydt en storslået udsigt. Da vi endelig nåede vores mål, viste det sig at stien var lukket pga væltede træer og en "opgradering" af stien!!! Så vi måtte nøjes med at tage ca 25 billeder af af nogle meget høje træer, som på billederne ser helt almindelig ud...Spild af tid hvis I spørger mig, men det skal I ikke sige til drengene ;-)

Efter besøget i Big Basin kørte vi sydpå over Monterey, der ligger skønt men meget storm-omsust ud til Stillehavet. Her fik vi aftensmad, inden vi fortsatte ad Lars Tyndskids landevej til Days Inn, hvor vi bliver for natten, inden turen imorgen fortsætter mod Solvang og Los Angeles.

(I må indtil videre nøjes med googlebillder, da vores egne pt er for store til blogger)

P.S. Jeg har nu set billeder af fætter Sofus - har er skøøøøøøøn!!

fredag den 3. april 2009

Man skal stå tidligt op...

... for at følge med os. Klokken er nu 5:30 i SF og vi er alle vågne efter en god nat søvn. Særlig Henrik kæmper med jetlag og har viat ligget og kigget på revnerne i loftet i et par timer,

I går brugte vi eftermiddagen på at "speed-sigthsee" mere af San Francisco. Vi tog en tur til China Town, hvor særligt ungerne nød alle de små butikker med farverigt plastiskskrammel. Efter en gang lækker pasta kørte vi over Golden Gate Bridge til et smuk udsigtspunkt, hvorfra ingeniøren fik fotograferet broen fra alle tænklige og utænklige vinkler! Desværre var det meget blæsende så fornøejslen blev kort.

Da mørket faldt på tog vi turen - igen med mor som chauffør - op til Twin Peaks gennem adskillige hårnålesving. Det var et fantastisksyn - men igen så koldt, at de fleste af os måtte blive i bilen.

Noget af det bedste på turen indtil nu, har været at se børnene sammen. De storhygger sig - leger, pjatter og griner så vi indimellem må dæmpe dem. Det utroligt hvad der sker, når man kommer væk fra de vante gænger derhjemme, hvor storebror egentlig mest synes lillesøster er til besvær.

torsdag den 2. april 2009

M&Ms til morgenmad og en fantastisk overraskelse!

Dagen idag startede pga jetlag allerede kl 04:15.
Vi hyggede et par timer i sengen med tegnefilm, planlægning af dagen og indtagelse af M&M's i rigelige mængder for at holde den værste sult fra døren!

Da kl. blev lidt i 7 kom den mest fantastiske sms fra Sanne om, at den besked vi havde læst i aftes da vi ankom til SF, altså ikke var en aprilsnar! Sofus blev født onsdag den 1. april kl 12!!! Da var vi ikke mere end lige kommet ud af DK, men min (åndsvage) telefon vil åbenbart ikke modtage billeder i udlandet, så den gode nyhed kom først til os med mere en 24 timers forsinkelse! Det er så dejligt, selvom jeg har tudet og råbt over, at Sofus først skal møde moster om 12 dage!

Efter den gode nyhed og en god gang morgenmad tog vi på bytur.
Vi har været med de karakteristiske "Cable cars" igennem byens
stejle gader.
Det er vildt at man midt i en storby af denne størrelse, stadig har disse skønne gamle sporvogne kørende rundt i det kvarter, hvor gaderne nogle steder har en hældning på op imod 30 procent! Vi kørte til "Fishermans Wharf", hvor vi nød solen, udsigten til Alcatraz og søløverne på Pier 39. Et helt igennem skønt område, som dog er noget turistet.

Frederik og Andrea er supergode til at gå rundt uden en masse brok. De suger til sig af indtryk og særligt de mange hjemløse og sindsforvirrede, der findes her i San Francisco, gør en stort indtryk. Frederik især, undrer sig noget og spørger ind til, hvorfor de lever sådan og om ikke der er nogen der hjælper dem. Vi svarer selvfølgelig så godt vi kan i børnehøjde. Andrea er meget iagttagende, men har endnu ikke sagt så meget om dem.

Lige nu er kl 14:30 og vi holder siesta. Børnene sover i håbet om, at vi så kan være lidt længere oppe i aften og dermed har fået vendt tidsforskellen.

Jeg forsøger at lægge billeder på, men det driller lidt.

Spredte pladser, indlandsis og Dodge Van

Så er vi vel ankommet til SanFrancisco!

Turen herover kort fortalt:
-Planmæssig afgang fra Billund.
- Andrea bange for at flyve!
- Kirstens pas væk i Frankfurt!
- Børnene fik pladser alene, hver for sig i flyet!
- Kun en børnemenu!
- Den smukkeste udsigt over indlandsisen!
- Børnene opførste sig ABSOLUT eksemplarisk i flyet.
- En lækker Dodge Van ventede i lufthavnen.
- Jeg var SUPER til at køre i SF-myldretrafik.
- Aftensmad på Sam's Diner...bvadr!
- kl 20 lokal tid (05 dk-tid) godnat!


Og så lige lidt uddybende: Andrea holdt op med at græde inden vi var ude af DK. Kirstens pas dukkede op igen i en anden taske. Andrea fik mad alligevel. Bilen: Den er toplækker - ligesom chaufføren ;-))