lørdag den 28. marts 2009

Nu skal vi kun sove 4 gange mere....

...inden vi flyver mod Californien :-)

Vi glææææææder os, trænger i den grad til et break fra for meget arbejde og for lange ventelister! Pakkelisterne er lange, vasketøjet næsten klaret, indrejsen anmeldt og overblikket på plads!
Tilbage står at løse mysteriet med e-bogen, der ikke vil "proppes" ind i iPoden, kufferterne der skal pakkes, hunden afleveres og 2 arbejdesdage der skal overståes!

San Francisco, Los Angeles og San Diego - here we come!!

fredag den 27. marts 2009

Vi følger vores hjerter...




Efter en hård uge med MANGE spekulationer og nætter, hvor vi har sovet 1/2 meter over madrassen, har vi idag besluttet at blive på ventelisten hos ICBF.

I formiddag har vi haft gode, nuancerede og konstruktive samtaler med hhv Pia hos AC og vores sagbehandler i Statsforvaltningen - disse samtaler har hjulpet os til at beslutte at følge hjertet og mavefornemmelsen.

Den væsentligste grund til, at vi bliver, er hensynet til Frederik og Andrea. En udrejse i 4-8 uger til et land, hvor man ikke kan færdes frit på samme måde, som man trods alt kan i Colombia og ikke mindst den usikkerhed, der trods alt stadig er pga at formidlingen er forholdsvis ny, har været medvirkende til at give udslaget. Desuden havde vi en rigtig god samtale med Statsforvaltningen omkring den nye godkendelse vi kommer til at have, således vi er godkendt på ny, så snart vores nuværende godkendelse udløber. Vi er heldigvis forholdsvis unge endnu(!!), hvilket betyder vi også næste gang vil kunne få en godkendelse på 0-36 mdr.

Det er en stor lettelse at have trufftet beslutningen - mavefornemmelsen er rigtig, nu står bare tilbage at indstille sig på endnu 2 års venten. Det bliver selvfølgelig ikke nemt, men vi tror på, vi kan klare det - vi indstiller os på det og sætter "uret" til at ringe igen i foråret 2011.

God weekend!

søndag den 22. marts 2009

"What does your heart tell you?"

Som det vist er de fleste bekendt, så går det rigtig skidt med formidlingen fra ICBF Colombia. Eller rettere formidlingen er stabil nok, men meget, meget langsom - hvilket kan få konsekvensen, at vi (og andre) ikke når at få barn inden vores 5 års godkendelse udløber. Vi har pt 18 mdr. tilbage at løbe på. Engang vidste man, når man valgte at adoptere, at når bare man var tålmodig, så skulle det nok ende med et barn, så forholder det sig desværre ikke længere.

Som et resultat af den langsomme formidling er vi blevet tilbudt at ansøge om overflytning til en anden venteliste. (Dette tilbud er også givet til Kina, Boliva og Vietnam ventende.) Der er ikke tale om en dobbeltklargøring, men et endegyldigt skift til et andet land. Ud af de 6 lande vi er blevet tilbudt, er der kun et - Nigeria - der kan være aktuel for os, med den "historie" vi har.
Vi har 10 dage til at beslutte os. Vælger vi at søge, kan vi ikke være sikker på at få lov, der er kun et vist antal pladser, så det afhænger af hvormange der søger og hvilken anncienitet de har.

Jeg er skrupforvirret og noget stresset af det lige nu. Der er så mange ting at overveje og forholde sig til...

En sød veninde sagde i går " What does your heart tell you?".
Det ene øjeblik ved jeg godt, hvad mit hjerte siger mig, det næste er jeg i tvivl...
Hvad er vigtigst: At få et barn mere eller at det kommer fra en bestemt verdensdel? Umiddelbart giver svaret jo sig selv, men det er bare ikke helt så enkelt, for hvad med de 2 børn vi har i forvejen? Der er også et hensyn til dem og deres historie at tage, ligesom der er et hensyn til det kommmende barn at tage.
Der er de billeder, man har skabt i sit hoved, der er trygheden for både børn og voksne i at kende landet og proceduren i det land man rejser til. Det er jo også en grund til at man i sin tid valgte det land ens børn kommer fra, selvom den kan være svært at definere. Hvordan er det at rejse i et meget fremmed land med 3 børn..???
Hvis vi vælger at blive, hvor vi står nu, hvad så med drømmen om det 3. barn? Er vi parate til at opgive den? Frederik og Andrea spørger hver uge, hvornår de skal til Colombia efter en lillebror eller lillesøster. Det er ikke kun os som voksne, der risikerer at miste, det gør børnene også...

Det er svært, meget svært. Der er INGEN garantier for noget som helst - det er, som når man skifter kø i supermarkedet, så resulterer man at det pludselig går i stå, i den kø man synes så hurtig ud.

Spørgsmålene og tankerne flyver rundt i hovedet dag og nat. Vi er i syv sind, og så alligevel ikke... Vi har i 3 mdr ventet fra konkrete oplysninger fra vores organisation (AC) om, hvordan vores sag står i Colombia. Det svar har også indflydelse på vores beslutning. I den kommende uge håber vi at få et møde med AC, for at få en afklaring på nogle af vores spørgsmål.

Man skal følge sit hjerte, så bliver "resultatet" bedste...