onsdag den 17. december 2008

Rygter på vandrørene...

Lige nu er der rygter på vandrørene. Både de spanske vandrør og dem i hos DA i Birkerød.
Vi venter som bekendt ikke hos DA, men har bekendte der gør, og de har i sidste uge fået godt nyt. Via deres kontaktperson i Colombia, har de fået at vide, at de er nr 121 til at blive sendt i region. Det vil sige at 120 familier før dem skal sendes i region - hvor selve matchningen mellem børn og forældre sker. Ud af en formidling på 1000- 1200 børn om året, ser det lovende ud.

Og hvad kommer det så os ved? Jo, vi er godkendt et par måneder før dem i samme alderkategori, hvilket må betyde at vi er endnu tættere på. Hvis altså man tør tro på rygterne... I mandags kom en lignende melding fra et spansk forum, så måske er der hold i dem??

I adoptionsverdenen er det svært at regne ret meget udog tro for meget på de rygter man hører. Man lader efterhånden også være, når man er blevet skuffet gang på gang. Men lige nu synes jeg der blæser positive vinde, og jeg har valgt at tro LIDT på dem. Det gør underværker for humøret og energien! Det kan godt være vi bliver skuffede, når vi får be- eller afkræftet rygterne fra AC, men indtil da har vi gode dage og de kommer som bekendt ikke skidt igen;-))

torsdag den 4. december 2008

Stand by...

Jeg føler mig på stand by!

Efter snart 39 måneder på venteliste og med absolut ingen udsigt til at ventetiden er ved at være slut, er jeg ved at blive vanvittig.

Ventehelvedet er for alvor sat ind og rammer og lammer mig i en grad, jeg ikke har prøvet før. Jeg svinger som et pendul - er trist, træt, sur, glad, energiforladt, optimistisk og sortseer. Vi er stadig et stykke nede på ventelisten, men bliver alligevel sprunget over. Der viser sig en lille tendens til at førstegangsansøgere opprioriteres - fair nok, men når det nu ikke hidtil har været sådan er det sgu frustrerende, fordi det sætter tanker i gang om, hvorvidt det nogensinde bliver vores tur så, vi venter trods alt nr 3. Enkelte har sagt, hvorfor vi ikke bare "nøjes" med de 2 vi har, men det kan vi ikke, så længe der stadig er håb. Vi har nu brugt mere end 3 år på billedet af os, som en familie med 3 børn - og man får da for pokker heller ikke en abort i 8. måned.

Tilmed har jeg længe været i alvorlige overvejelser om mit fremtidige arbejdsliv. Der skal ske noget helt nyt - jeg vil IKKE være lærer mere. Det dræner mig for energi og "tænder" mig på ingen måde. Men hvad og hvor kommer man hen og siger, at man skal på barsel med 1 måneds varsel?

Det ene øjeblik er jeg klar til at tage springet her og nu - blæse på fordelagtig barselsordning, vi skal nok klare os alligevel. Det næste øjeblik overmander fornuften(?) mig og siger, jeg skal blive hvor jeg er, og så bruge min etårige barsel på at finde ud af, hvad der skal ske videre frem.

Idag hælder jeg mest til det sidste, imorgen ser det måske anderledes ud...Hvorlænge skal jeg blive ved med at være på stand by?